På jagt efter den virkelige Franco

Britisk historiker vil bag om selviscenesættelsen hos den spanske diktator general Franco

Paul Preston: Franco. Den store bedrager. Oversat af Svend Rybner. 328 sider. 299,95 kroner. Gyldendal.
Paul Preston: Franco. Den store bedrager. Oversat af Svend Rybner. 328 sider. 299,95 kroner. Gyldendal.

Spanien blev en republik i 1931, da kong Alfonso 13. abdicerede og gik i eksil. Republikkens liv blev kortvarigt, idet en gruppe officerer i juli 1936 foranstaltede et kup, der udløste en langvarig og blodig borgerkrig. Den varede frem til foråret 1939 og endte med kupmagernes sejr.

En af de ledende officerer var general Franco, og han blev hurtigt den ledende. I efteråret 1936 blev han udnævnt til statsoverhoved og chef for regeringen.

LÆS OGSÅ: Statue af spansk diktator pillet ned

Han blev tituleret Caudillo svarende til, at Hitler var der Führer og Mussolini il Duce, og han bevarede sin diktatoriske magt frem til sin død i november 1975. Taberne i borgerkrigen blev hårdt forfulgt og straffet, og næsten 400.000 drog i eksil.

De biografier, der i Spanien blev skrevet om Franco, mens han levede, var selvfølgelig alle stærkt positive over for ham.

Det blev snart anderledes efter hans død. Han blev hurtigt pillet ned af piedestalen i en lang række fremstillinger, og det bliver han også i denne biografi af den engelske historiker Paul Preston. Tendensen i hans fremgår klart af undertitlen i den danske oversættelse: Den store bedrager, hvor man blandt andet læser: Man kan være sikker på, at Franco konstant pyntede på sit eget billede. Der findes næppe en begivenhed i hans liv, som han ikke selv rekonstruerede, genfortalte eller raffinerede for at stille sig selv i så gunstigt et lys som muligt.

Preston vil med sin rulle rekonstruktionen tilbage og afdække den virkelige Franco, og det gør han i en række kapitler, der blandt andet omhandler Francos krigsførelse under borgerkrigen, hans afregning med taberne af krigen, hans politik under Anden Verdenskrig, hans brug af det spanske fascistparti, falangen, og hans holdning over for monarkisterne.

I stedet for at gå kronologisk frem springer han i disse kapitler frem og tilbage i tiden, hvilket ikke just fremmer overblikket, medmindre man er godt inde i Spaniens historie i disse årtier.

Preston kan ikke lide Franco.

Han anerkender Francos ekstraordinære politiske begavelse, men må også konstatere, at hans politiske holdninger, hvis han da havde nogen, var prægede af had til separatismen (tænk på Baskerlandet og Catalonien), kommunismen og frimurervæsenet. Han er heller ikke begejstret for regimets propagandafolk, politifolk, præster og officerer. Og slet ikke for de såkaldte revisionister, der i de senere år har hævdet, at det var republikanerne, der var skyld i det hele.

Kan Prestons anbefales?

Ja, hvis man hele tiden har hans grundsyn in mente og husker, at han aldrig stiller sig det kontrafaktiske spørgsmål, hvordan det var gået Spanien, hvis kuppet var blevet slået ned, og Spanien var blevet rødt.

Det havde Churchill en klar mening om, da han i 1944 erklærede, at spaniernes indrepolitiske problemer var deres egen sag.

Den spanske diktator general Franco blev hurtigt pillet ned af piedestalen i historiebøgerne efter sin død, og det bliver han også i denne biografi af den engelske historiker Paul Preston. Foto: Scanpix