Prøv avisen

På vinger med verdenslitteraturen

I bogen fortæller Stine Bosse om sit møde med Ibsens "Vildanden". Foto: Leif Tuxen.

Med Livsværker, som er skrevet af journalister på Kristeligt Dagblad, har danskerne fået en lystfyldt litteraturkanon, der både er guide og introduktion til 30 litterære klassikere, mener Berlingskes litteraturredaktør

Hvad enten man er forfatter eller læser, er der noget faustisk over enhver god bog.

Ikke kun mennesket, der førte pennen, men også den, der til enhver tid lader øjnene løbe gennem værket, ifører sig ørnevinger i bestræbelsen på som der står i Goethes klassiker at udforske alt i himlen og på jorden.

Tanken slår én, når man læser det fine interview med professor Per Øhrgaard i en Livsværker samtaler om 30 klassikere, hvor man på en håndfuld sider bliver klog på Faust, som Johan Wolfgang von Goethe var 60 år om at blive færdig med.

Den sprænglærde tysker hævdede dengang, at man lever i mørket og fra hånden og i munden, hvis man ikke kan gøre regnskab for de sidste 3000 års historie.

Mindre kan bestemt gøre det i vores hukommelseshullede tid, og med en Livsværker, som udspringer af en længere artikelserie her i avisen, har danskerne fået en alternativ litteraturkanon, baseret på lystprincippet, som fungerer glimrende som guide og introduktion til 30 litterære klassikere fra Højsangen, Odysseen og Lykke-Per til Salman Rushdie, Gummi-Tarzan og Karl Ove Knausgård.

Idéen bag Livsværker er 30 mere eller mindre kendte danskeres personlige beretning om klassikeren over alle klassikere i deres liv. Således kan man høre om 13-årige Carsten Jensens skelsættende møde med Tolstojs Krig og fred, ligestillingsminister Manu Sareens 4. klasses-identifikation med Ole Lund Kirkegaards Gummi-Tarzan, Henning Jensens skuespillerliv i den møgbeskidte skygge af Holbergs Jeppe på bjerget, forlægger Johannes Riis beundring for Cervantes litterære legesyge i Don Quijote og ikke mindst erhvervskvinden Stine Bosses hudløst nære forhold til Ibsens Vildanden.

Ifølge Bosse er stykkets tema den store livsløgn og det, den tidligere TrygVesta-chef og nuværende bestyrelsesformand for Det Kongelige Teater gennem hele sit liv har spejlet sine forskellige familier i, er Ibsens farlige demaskering af glansbilledefamilien:

Man skal vare sig med at afsløre folks livsløgn. Det er ikke alle løgne, der skal afsløres. Og slet ikke en livsløgn, der holder mange familier og forhold sammen. Det er også Ibsens budskab, at kærligheden er større end sandheden. Det er jeg enig i.

Man berøres af mødet med Bosses skarpe, stringente fortolkning af Vildanden. Det samme bliver man i Peter Brandes redegørelse for Homers Odysseen, som han i lighed med Bosses Ibsen-læsning afæsker nogle interessante familiære lag i eposets afsluttende genforeningsscener i virkeligheden og fantasien mellem far og søn, og søn og mor:

Begge scener er dybt rørende og gribende og har noget at gøre med udgangspunktet for alting, nemlig de to, der har skabt én, og som man bør have dyb taknemmelighed til.

Ikke alle 30 bidrag vover så meget som Bosse og Brandes. Forfattere som Maria Helleberg, Ida Jessen, Leif Davidsen, Svend Åge Madsen, Klaus Rifbjerg, Lone Hørslev og Morten Sabroe virker diffuse i mælet, og som partnere i en samtale investerer de ikke meget af sig selv.

Står deres forfatterjeg mon i vejen? I hvert fald bliver de andægtigt og forsigtigt hængende i small talk eller bragesnak om klassikerens komposition, persongalleri, stilistik og de biografiske og historiske omstændigheder. Pænt og rigtigt alt sammen, men ind til de personlige eksistentielle brændpunkter, i klassikeren såvel som forfatteren og læseren, kommer man ikke for alvor i snakken om Lykke-Per, Solen går sin gang, Jane Austen, Ulysses, Den store Gatsby, Mrs. Dalloway og Huckleberry Finn.

Udebliver det faustiske løft mod højere erkendelseslag i forfatternes præsentation af deres livs klassiker, er der til gengæld både fordybelse, flirt og fornøjelse i teologernes uhøjtidelige omgang med verdenslitteraturen i Livsværker. Som når Claus Oldenburg i sit begejstrede livtag med Thomas Manns Josef og hans brødre pludselig bemærker, at teologi da er meget sjovere, når det foregår uden for kirken. I litteraturen for eksempel.

Den stedvise forsigtighed i Livsværker er lidt ærgerlig, for med et lån af Elisabeth Dons Christensens bemærkning i sin udlægning af Højsangen (Jeg tror dybest set ikke, Gud går i små sko), kan man sige, at det, der om noget kendetegner en klassiker, jo er, at den heller ikke har iført sig de små sko. Klassikerne er overdådigt store, generøse lærreder, der afspejler den menneskelige erfaringshorisont. De er det fundament, vi alle står på. Med sko i vidt forskellige størrelser.

Og hvad ser vi så i dette klassikernes hulspejl? På den ene side et uendeligt, relativt rum ved navn mennesket Hvem ved hvem hvem er?, som Storm P. udtrykte det. På den anden side et gentagelsesmønster ved navn historien. Som Claus Oldenborg siger om Thomas Manns mytebegreb:

Historien forløber som en kugle, der løber hen ad et bord. Det er samme fænomener, der går op og ned. Det er en gentagelse, der ruller gennem tiden.

Og så er der jo det med klassikerne, at de ud over at gentage historien om, at historien gentager sig altid er uimodståeligt velskrevne og så forbandet fristende, at man stående foran den gamle reol har det, som Luther havde det med ægteskabet: Man kan ikke lægge ild og strå ved siden af hinanden og forbyde det at brænde.

Dermed er vi tilbage ved den faustiske higen, der ligger latent i ethvert møde med en klassiker: Som læser risikerer man at brænde vingerne, ligesom forfatteren engang gjorde. Det dokumenterer de mange gode samtaler i Livsværker; en inspirerende , der emmer af lyst til at læse, lære, vide og blive taget grundigt ved næsen. For som der jo står i Goethes Faust:

Nu har jeg, ak, med brændende id/ til bunden trængt i filosofi,/ studeret medicin og jura med flid,/ desværre også teologi,/ og er akkurat, jeg stakkels nar,/ lige så klog, som før jeg var.

Jens Andersen er litteraturredaktør på Berlingske, ph.d. i nordisk litteratur og forfatter til biografier om Thit Jensen, Tom Kristensen, Tove Ditlevsen, H.C. Andersen, Ole Lund Kirkegaard og dronning Margrethe