En episode fra det virkelige liv: To mænd er fordybet i samtale, da en tredje person spurter forbi.
Han er fyldt med energi, den mand, det er da helt utroligt!.
Ja, man må sandelig håbe, at han løber den rigtige vej!.
Også Erik W. Nielsen (1917-1971) var fyldt med en energi, der blev omsat i missionsvirksomhed med et tempo, som ville have taget vejret fra de fleste. Men var det altid den rigtige vej, han løb? En ny om hans indsats som national og international missionsteolog rejser spørgsmålet.
LÆS OGSÅ: Præst til hverdag
Erik William Nielsen hed sjældent andet end EW, og han blev i 1944 cand.theol. med en ikke uantagelig embedseksamen, og i Harald Nielsens om ham lyder en resigneret klage over de forskningsmæssige ambitioner, han aldrig fik indfriet. EW forsøgte i knap en snes år at få skrevet en doktordisputats om missionsteologi, men det førte ikke til andet end frustrerede dagsnotater.
Hvorfor var han så opsat på at blive doktor udi teologien? Harald Nielsen antyder, at han led af en form for akademisk mindreværdskompleks, hvorfor de forliste doktor-drømme plagede ham. Til gengæld er cand.theol. Hans Raun Iversen nok misfornøjet med, at Harald Nielsen præsenterer ham som dr.theol. Men hvilken tåler ikke en ekstra korrekturlæsning?
Ikke desto mindre er det et omhyggeligt arbejde, Harald Nielsen har leveret, selvom hans observationer ofte fylder så meget, at der ikke bliver plads til selve konklusionen. For hvad var i grunden EWs anliggende? Jeg synes, Harald Nielsen har en tilbøjelighed til at meddele sig på indforstået vis i det stykke: Ligesom overtagelsen af livet på de givne eksistentielle vilkår var den nødvendige eksistentielle interpretation af evangeliet for Bultmann, således var den eksistentielle interpretation af evangeliet for EW kirkens forpligtelse på den mission, hvorpå den hele tiden overskrider sine egne grænser.
Andetsteds i en bliver EWs målsætning udtrykt enklere: Mission skulle integreres i alle kirkens livsformer. Deraf følger ikke, at alle kristne skal være kristne på samme måde: For det, der var sandt i én kirke, var ikke nødvendigvis sandt i en anden kirke.
EWs bidrag til missionsteologien var en understregning af, at kirker i Asien ikke skal ligne de vestlige kirker. Indfødt teologi bliver denne retning kaldt, og det svarer til menuen fisk med ris, forklarer Harald Nielsen. Tilbehøret varierer fra sted til sted det kunne jo også være kartofler eller pastaskruer men fisken er altid den samme: evangeliet om Jesus Kristus.
Deri ligger ikke nogen relativisme, pointerer Harald Nielsen, hvad han jo har ret i.
Derimod har han ikke ret i alle sine anprisninger af EW. Hvis man en dag fandt uden tvivl og med videnskabelig sikkerhed, at Jesu legeme og ben var i graven, noterer EW i sin dag, så er evangeliet den sorteste løgn og det grummeste bedrag, der nogen sinde er givet mennesker.
Men hvis Jesu ord og gerninger er sande, hvordan skulle et fund af hans knogler, så ophæve det? Dostojevskij nåede da også til den modsatte konklusion: Hvis nogen bragte mig beviset for, at sandheden om vort liv ikke er i Kristus, og hvis det skulle blive slået fast, at sandheden virkelig befinder sig et andet sted end hos ham, så vil jeg dog vælge Kristus frem for sandheden.
Men Harald Nielsen doktorerer ikke på dette modsætningsforhold, omend det er ganske væsentligt. I stedet konstaterer Nielsen, at det ikke er som dogmatisk tænker, at EW var betydningsfuld. Han var først og fremmest en teolog, der takket være et entreprenant væsen kom til at præge missionsteologien, selvom han konstant var naget af tvivl om, hvorvidt han havde placeret sin ildhu med tilstrækkelig omhu.
Det kom på en smuk og forløsende måde til udtryk ved EWs bisættelse. En ven fortalte, hvordan afdøde i Indien engang havde drøftet religion med nogle buddhister. EW havde været defensiv og famlende og markedsført kristendommen på miserabel vis, så han drog derfra trist til mode.
Et år senere modtog EW imidlertid brev fra en af buddhisterne: Jeg skriver til dig for at fortælle, at i morgen skal jeg døbes. Mit vendepunkt kom efter dit indlæg den dag, hvor du var svag og afmægtig og ikke skjulte det. Den åbenhed og ærlighed gjorde så dybt indtryk på mig, så i morgen skal jeg døbes.