På sporet af Guds nærvær

Denne bog er både et personligt vidnesbyrd og et opgør med midfulness-filosofien

Den 85-årige Franz Jalics, der stammer fra Ungarn, men som i de sidste mange år har boet i Tyskland, bringer med "Kontemplative åndelige øvelser" et kristent svar på tidens trang til åndeligt nærvær.
Den 85-årige Franz Jalics, der stammer fra Ungarn, men som i de sidste mange år har boet i Tyskland, bringer med "Kontemplative åndelige øvelser" et kristent svar på tidens trang til åndeligt nærvær. .

Det er her og der og alle vegne. Vi taler om mindfulness, der er en slags indre afspadsering inspireret af buddhismen, og som byder sig til i en tid, hvor adskillige har fået spoleret deres tankeprocesser af at skulle flere ting på én gang eller multitaske.

Mange efterlyser et kristent bud på mindfulness. Den 85-årige Franz Jalics, der stammer fra Ungarn, men som i de sidste mange år har boet i Tyskland, bringer med Kontemplative åndelige øvelser et kristent svar på tidens trang til åndeligt nærvær. Det er en langt, tætskrevet værk, hvor forfatteren også inddrager træk fra sit eget bevægede levnedsløb.

LÆS OGSÅ: Nej tak til hokus pokus

Fordi Ungarn delvist var på tysk side under Anden Verdenskrig, opholdt forfatteren sig i Tyskland som officers-aspirant i krigens sidste år. Her oplevede han et voldsomt bombardement, som for altid forandrede hans sind. Mens bomberne detonerede oven over kælderen, fornemmede Jalics Guds tilstedeværelse: Guds eksistens var så soleklar for mig, at det ville have været lettere for mig at tro, at jeg ikke selv eksisterede end at betvivle Guds nærvær.

Man læser næsten Jalics bevægende optegnelser fra bombardementet som en slags illustration af Grundtvigs ord om, at det fredens ord hver Herrens dag/ gør rolig midt i våbenbrag (DDS 676). Grundtvig var protestant, mens Jalics er katolik, men man kan sagtens læse Kontemplative åndelige øvelser uden at være medlem af moderkirken.

En anden skelsættende begivenhed i Jalics liv var, da han som midaldrende blev taget til fange af argentinske soldater, der anklagede ham for revolutionær virksomhed. I fem dage lod fangevogterne ham ligge med bagbundne hænder og hætte over hovedet. I denne ensomhed, som er berygtet for at nedbryde psyken, bad Jalics igen og igen til Jesus Kristus, og da han kom på fri fod, var han nået frem til en tro, der kunne holde stand, uanset om jorden slog revner, og djævle myldrede frem på jord: En tendens til depression, som altid havde ligget lige under overfladen, samt en vis aggressivitet var fuldstændig forsvundet og kom ikke mere igen. Månederne med bortførelse, fangenskab og dødens nærhed i forening med den stadige gentagelse af Jesu navn havde bevirket en dybtgående renselse i mig.

Jalics yndlingstese er, at Gud kender os bedre, end vi kender os selv, og de mange dialoger med kursusdeltagere undervejs synes at levere oplagt bevismateriale hertil. Jalics skriver enkelt og prunkløst om bøn og meditation med henvisning til bibelske episoder. Hvordan kan man så vide, om man mediterer rigtigt eller forkert? spørger Jalics og svarer med følgende to spørgsmål: Er jeg hos Gud, eller er jeg hos mig selv? og Er jeg parat til at lide?.

Da Jalics forventer et ja til det sidste spørgsmål og betragter åndelige øvelser som en vej til Gud, så har han med sin formidlet et slagkraftigt alternativ til tidens mindfulness.