Prøv avisen

Regnskab før lysfald

Stig Dalager er yderst nuanceret og nænsom, for ikke at sige blufærdig, over for sin hovedperson. – Foto: Axel SchüttMidtjyske Medier.

Der er smuk impressionisme og fint følt blufærdighed over Stig Dalagers litterære livtag med Søren Kierkegaard. Vi gribes bare aldrig rigtigt om den menneskelige strube

Det er kun otte måneder siden, forfatteren Stig Dalager udkom med Det blå lys, en indlevet, stort anlagt og gennemresearchet roman om Marie Curie. Med en næsten uforklarlig skrivekraft lander nu det næste store historiske værk på bordet: Evighedens øjeblik. En roman om Søren Kierkegaard. I sig selv en bedrift. Bagerst i bogen er der da også afsat to tætskrevne sider til en omfattende værkliste. Ikke af Kierkegaard, men af Dalager!

LÆS OGSÅ:Kvindelig kemi

Evighedens øjeblik er på flere måder beslægtet med sin forgænger. I begge romaner møder vi vores hovedperson på det sidste sygeleje og hvirvles bagud i stemningsmættede erindringsbilleder, impressionistisk, facetteret, successivt. Begge er skrevet konsekvent i nutid. Men hvor Det blå lys har et sammenhængende tilbageblik, føres vi denne gang uafbrudt frem og tilbage: mellem barndommens, ungdommens og voksenlivets Søren og den patient nummer 2067, der 42 år gammel ligger på Frederiks-hospitalet med sjælekval, svage ben og vandladningsproblemer.

Han, Søren kalder Dalager ham med en lidt omdrejende sproglig figur. Som var det svært at holde fokus, som var hele livet set gennem de sygdomsmatte øjne. Hvad det jo rent faktisk også er.

Ved sin seng har han, Søren vågekonen frøken Fibiger, der ikke viger mange meter fra hans side, og tilses myndigt af den lille, trinde overmedicus Seligmann Meyer Trier, der aldrig før har haft så mærkelig og udfordrende en patient. Med al aktuel snak om hospitalsvæsenets menneskelige utilstrækkelighed tager man sig selv i at misunde Søren lidt. Men han har også betalt prisen for halvt bedste pleje.

Vi er altså bogstaveligt i evighedens øjeblik, i det NU, der udvider sine grænser i takt med, at døden nærmer sig. Med poetisk konsekvens har Dalager gjort himlen til et centralt symbol, fra de kumulusskyer, der følger Søren syg og nedbrudt til hospitalet, over den grå oktoberhimmel med Regine til de glimt af evighed, der åbner sig over fåreflokken hos fasteren i Sædding. Himlen som guddommeligt ekko, geniets ledestjerne.

Overfor står det tankesorte hul, der blev faderens virkelighed, da han som dreng forbandede Gud og siden følte sig selv og hele sin familie fordømt. Som en Job var han overbevist om, at han ville miste alle sine børn. Søren overlevede faderen. Men arvede forbandelsen. Jeg stiller dig i dag over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen, står der i 5. Mosebog.

Det er polerne i Kierke-gaards korte liv. Og han vælger døden.

Men hvem er dette 200-årige geni? Kender vi ham inderligere efter Stig Dalagers roman, der som bekendt er den anden skønlitterære Kierkegaard-roman i dette forår efter Peter Tudvads Forbandelsen.

Det er svært at svare på uden at forfalde til resignation. For enten ved vi i forvejen det hele, fordi hver en sten er vendt, og hvert et semikolon drejet. Eller vi ved på bundlinjen ingenting, fordi Kierkegaard (som ethvert menneske) er større end alle sine analysanter tilsammen. Under alle omstændigheder kan det ikke undgås, at en følelse af gentagelse melder sig. Og en anarkistisk drøm om en helt ny vinkel på historien, fortalt som graphic novel, rockopera eller filmisk billedfabel. Peter Madsen, Lars von Trier, er I derude?

For det er jo de samme citater, det samme gennemvandrede forhold til Regine, det handler om. Arven fra faderen, værkerne, kirkestriden, ensomheden. Den samme pæl i kødet og den samme umådelige kropslige blufærdighed, som Dalager i øvrigt har så fint fat i.

I det hele taget er Stig Dalager yderst nuanceret nænsom, for ikke at sige blufærdig, over for sin hovedperson. Således opfører den yngre Søren sig næsten som en gentleman i det brutale brud med Regine. Jeg ønsker kun det bedste for dig, siger han med let flagrende arme og skynder sig bort. Det gør Dalagers portræt af Kierkegaard på en gang mindre dæmonisk og mere litterært favnende end Tudvads. Bare det at den dommedag, den dødsyge Søren holder over sig selv, beskrives som et regnskab før lysfald. Det er jo poetisk, men det brænder ikke sjæle op.

Det gør til gengæld kærligheden, tabet af hende, der går rundt på den anden side af jordkloden og er () gløden i alt, hvad han har skrevet. Ganske som hos Joakim Garff er det Regine, der er det centrale omdrejningspunkt i Dalagers roman.

Hun er den egentlige forbandelse. Og velsignelse.

Kristeligt Dagblad bragte tidligere i år et interview med Stig Dalager om bogen. Læs artiklen på k.dk/kultur

kultur@k.dk