Rent bord på Vemmetofte

Der kan næppe fortælles mere om Vemmetofte Gods efter dette pragtværk af en bog om borgen, slottet og klosteret på Stevns

I 1975 ophørte Vemmetofte med at være et adeligt jomfrukloster, og siden har stedet fungeret som kollektivboliger for bedre folk af de mere solide klasser.
I 1975 ophørte Vemmetofte med at være et adeligt jomfrukloster, og siden har stedet fungeret som kollektivboliger for bedre folk af de mere solide klasser. Foto: Søren Steffen.

En mægtig fremstilling er det grangiveligt, om blot man havde stunder til at fordybe sig deri som i de skjulte billeder på gamle borgtapeter. Ja, i sandhed. Mikael Venge, en særdeles habil historiker, trænet i den idræt at læse sig gennem arkivernes dynger, en forstandig mand, når det gælder godsregnskaber og adelige slægtsforhold på renæssancetiden, en sådan mand har skrevet bogen, bogen om Vemmetofte.

Og det er sådan cirka tempoet i denne mægtige flod, man som læser føres ned ad. Intet går hurtigt. Man kan prøve at læse bogen højt for sig selv - og den fungerer. Sætningernes længde betyder bestemt ikke, at de er ufuldendte. En god cigar og en øreklapstol, så er den hjemme. I godt selskab med fortiden - og med stadige indfald af nutiden i forfatterens til tider moderne sprogbrug. En bog for nydere, kendere med masser af tid.

Mikael Venge har fået eller taget sig en opgave, og han har opfyldt den. Hvis der er mere af betydning at vide om Vemmetofte Gods på Stevns, skulle det undre mig. Det er en fin historie om borgen og herregården, der går fra hånd til hånd, fra slægt til slægt fra middelalderen, gennem den turbulente grevefejde og ind under adelsvælden, men som får et nyt liv under enevælden. Christian V's dronning, Charlotte Amalie af Hessen-Kassel, får slottet og ejer det til sin død i 1714. Hun går med tanker om at omdanne det til en klosterstiftelse, således at der kan tages vare på de medlemmer af hendes hof, der tilhører den reformerte kirke. Planerne bliver dog skrinlagt, og i stedet flytter den nye konges søskende, prins Karl og prinsesse Sofie Hedvig, ind. De er begge ugifte, men også absolut enevældige, kongelige og led i tronfølgen. Slottet bliver et hof. Og et rigt et af slagsen.

Prinsen og prinsessen holder en behørig afstand til broderen Frederik IV, der i det hele taget fryses ud af sin familie på grund af sit forhold til Anna Sofie Reventlow.

Venge er ikke bange for at kalde enevældens styre for et diktatur, og man må sige, at også prins Karl og prinsesse Sofie Hedvig regerer enevældigt på deres slot - og regerer med deres undergivne. Hvad der har været brugt af penge - og hvad der har været købt af kunst! Denne kongelige dagligdag, hofholdning, husholdning og almindelige godsdrift skildres fint.

Da Sofie Hedvig dør i 1735, er modsætningerne i hoffet eskaleret. Frederik IV's folk er udmanøvreret, og på tronen sidder den ødsle pietist Christian VI og ikke mindst hans dronning, Sofie Magdalene, der mildt sagt ikke har noget godt navn i den fortsatte historie. Sofie Hedvig gjorde slottet til et adeligt jomfrukloster, men Sofie Magdalene udkonkurrerede det ved et endnu finere og endnu mere højadeligt stift på Vallø. Hertil bragtes store dele af det inventar, der nu bevidst plyndredes fra Vemmetofte. Og dog er Venge lidt i tvivl om, hvordan man definerede ejerskab den gang. Var det ikke hoffets ret at disponere over arvegods? Hovedsagen var, at ingen kunne sige dronningen imod.

Klosterets administrator og velgører, der sørgede for, at institutionen blev konsolideret, C.A. Plessen, får en meget smuk placering i denne historie.

Fundatsen var klogt formuleret, og Venge gør opmærksom på den funktion, klosteret havde. Det var en forsikring. Adelsfolk kunne melde deres døtre ind fra barnsben, men det var ikke sikkert, at investeringen lønnede sig. For døtrene kunne jo gifte sig - og så var startbeløbet tabt! Det gavnede klosterets økonomi. Småt og stort fra de følgende århundreder berettes sindigt. Historien ender med klosterets ophævelse som adeligt jomfrukloster i 1975 - og dets omdannelse til kollektivboliger for bedre folk af de mere solide klasser.

Som sagt er det ikke en historie, der fortælles med prægnans og fynd. Fortælleren er snarere lidt lang i spyttet - og man skal vænne sig til tempoet. Til gengæld får vi historien meget smukt og formfuldendt fortalt. Mikael Venge er historiker med hang til tal. Hans speciale er ikke kunsthistorien - og det er lidt ærgerligt, at der nu foreligger en så statelig bog om slottet, men uden en lidt mere indgående beskrivelse af det fra en kunst- og arkitekturhistorisk vinkel. Til gengæld er der topkarakter til fotografierne - og hele bogudstyret, man nok kan være bekendt på Vemmetofte. Det er ikke en bog, der vil få de mange læsere, men helt sikkert vil den få de rette læsere. En fornem bog for folk med tid og overskud. Og til en ubegribeligt lav pris.

kultur@k.dk

Mikael Venge: Vemmetofte. Borg, slot og kloster. Illustreret med foto af Anders Sune Berg og Torben Eskerod. 432 sider. 399 kroner. Forlaget Vandkunsten.

Vemmetofte Kloster der nu er ældreboliger. Her Fruerstuen, hvor beboerne svinger sig i lanciers hvert år på stifteren Sophie Hedewigs fødselsdag.
Vemmetofte Kloster der nu er ældreboliger. Her Fruerstuen, hvor beboerne svinger sig i lanciers hvert år på stifteren Sophie Hedewigs fødselsdag. Foto: Søren Steffen.