Rundt om Munk

To nye bøger bidrager til revurderingen af præsten, dramatikeren og mennesket Kaj Munk

Siden midten af 1950'erne er Kaj Munk af mange danske litterater blevet opfattet som en forfatter uden kunstneriske kvaliteter. -- Arkivfoto.
Siden midten af 1950'erne er Kaj Munk af mange danske litterater blevet opfattet som en forfatter uden kunstneriske kvaliteter. -- Arkivfoto. Foto: Arkivfoto.

"(...) en potenseret småborgerlig drøm om storhed og betydningsfuldhed iklædt borgerlige gevandter". Ordene gælder Kaj Munk og stammer fra "Gyldendals litteraturhistorie" fra 1984.

"Nordens største dramatiker i forrige århundrede". Også disse ord gælder Kaj Munk og stammer fra højskoleforstander, cand.mag. Jan Pedersens bidrag til den nyudkomne bog "Størst er barnet. Artikler om barnet i Kaj Munks forfatterskab", redigeret af sognepræst Henrik Nygaard Andersen, den norske professor Torleiv Austad og institutleder ved Syddansk Universitet Johannes Nørregaard Frandsen.

Siden midten af 1950?erne er Kaj Munk af mange danske litterater blevet opfattet som en forfatter uden kunstneriske kvaliteter. Så det primitive og lidet dækkende citat fra litteraturhistorien er symptomatisk. Man må imidlertid med Henrik Nygaard Andersen undre sig over, at vurderingen af Munks forfatterskab er - eller har været - så lav i Danmark, når man samtidig i udlandet længe har haft sans for dets format.

Holdningen herhjemme er dog ved at ændre sig. Et tegn herpå er ikke alene udgivelsen af den nævnte bog, men også en anden ny: Bjarne Nielsen Brovsts "Lise Munk. En stærk kvinde", der er en samlet og revideret udgave af tidligere bøger af denne forfatter, nemlig "Lise Munk - en pige fra Vedersø" (1989-1994) og "Kaj Munk - retsopgør og eftermæle" (1998) samt uddrag fra enkelte andre bøger, blandt andet "På Lolland jeg den hented" (1998), der kom i 100-året for Kaj Munks fødsel.

Den samlede udgave af disse udgivelser rummer et meget levende og ikke tidligere offentliggjort billedmateriale. Med de to nye bøger foreligger i alt 728 sider om Munk.

"Størst er barnet" er et komplekst og dybdegående værk, hvor nordiske skribenter ud fra filosofiske, æstetiske, politiske eller biografiske synsvinkler belyser Munks forestilling om barnet og barndommen - og inddrager både kendte og ret ukendte tekster.

Indledningvis konstaterer Henrik Nygaard Andersen, at barnet hos digteren har "udslagsgivende karakter" og fremtræder som et religiøst fænomen, der fører ud over de for erkendelsen og erfaringen normalt gældende grænser. Som flere andre af bidragyderne fremhæver Andersen den evangeliske påmindelse om, at vi ikke må hindre barnet i at komme til Kristus - "for himmeriget er deres". En dimension, som har afgørende betydning, blandt andet i skuespillet "Ordet". Kaj Munks søn, cand.theol. et mag. Arne Munk, fremhæver i sin lidenskabelige artikel, der afslutter bogen med en skrift som i flammer, at for Munk var barnet "brobygger til evigheden".

Henrik Nygaard Andersen beskriver forholdet således: "Den voksne må forkaste fornuften og tvivlen for at kunne være som et barn og få adgang til himmeriget. Barnet har således et rige, som tilhører det, og der er genskæret af evigheden. Ud fra en teologisk synsvinkel sammenkæder barnet de to verdener: Guds og den voksnes, som er adskilte."

Johannes Nørregaard Frandsen beskæftiger sig med samme tema i sin artikel om skuespillet "Egelykke" og betegner den sammenhæng, som Munk i dette lader bestå mellem kristendom og barndom som et af hans "helt originale bidrag til dansk litteratur i det tyvende århundrede". Barnet har i stykket en vigtig rolle som budbringeren, der hos stykkets hovedperson, Grundtvig, fremkalder et kald eller en kaldsfølelse. Den på handlingens tidspunkt unge teolog ser sig "udpeget til at stå fast mod ægteskabets opløsning - og i videre forstand: tidens tendens til opløsning".

Bogen når vidt omkring, men tager sig samtidig den fornødne tid til at komme ned i stoffet. For eksempel når det drejer sig om det barn, der endnu blot er et foster. Også det har for Munk indlysende ret til livet. Han vendte sig - som den norske cand.philol. Torleiv Austad formulerer det - "mot den moralske utglidning i samfunnet som fører til at et økende antall kvinner avbryter sitt svangerskap". Munk rasede mod liberaliseringen af abortlovgivningen. Abort begrundet i sociale hensyn kunne han slet ikke acceptere. "Livets hellighed og indiskutable ukrænkelighed hørte for Kaj Munk til tilværelsens absolutter," understreger Arne Munk. Denne holdning er baggrunden for blandt andet skuespillet "Selvtægt" (1937), der blev til under indtryk af den ophedede abortdebat i Danmark i 1930'erne.

De, der har læst Kaj Munks prædikener, ved, at de udgør en central del af hans samlede værk. Derfor er det glædeligt, at også de inddrages i undersøgelsen - der i denne forbindelse foretages af den norske universitetslektor Sjur Isaksen. Han har opregnet, at af de 56 prædikener, der er med i de tre udgivne samlinger, findes 16, hvor barnet indgår, eksplicit eller implicit. Set under ét er barnet - uden at indtage hovedrollen - tilstedeværende blandt andet som vidnesbyrd om Gud.

Bjarne Nielsen Brovst er en kender af Kaj Munk og hans forfatterskab. Med hensyn til det biografiske har han haft ganske særlige forudsætninger i kraft at sit nære samarbejde først og fremmest med digterens nu afdøde enke, Lise Munk - til hvis private arkiver han som den første fik adgang - men også med Munks ligeledes siden afdøde datter, Yrsa Lund, og hans barnebarn Arendse Lund.

34 år var Lise Munk, da hendes mand blev myrdet i januar 1944, og hun efter 15 års ægteskab stod alene med fem børn. Ikke før "Lise Munk – en pige fra Vedersø", hvor hun er forfatterens medfortæller, har hun kommenteret sit liv.

Bogen må være en af Bjarne Nielsen Brovsts mest læste. Den er da også gribende - men rummer tillige megen vrede. Lise Munks vrede over de "bagholdsangreb", der i årenes løb er blevet rettet mod hendes mand. "Jeg er aldrig gået til modstand selv mod de tåbeligste ting," siger hun i bogen. I anden sammenhæng taler hun om den bevidste løgnagtighed, som hun mente var rådende i behandlingen af ægtemandens eftermæle. Det må have været svært for hende at tie. Ikke desto mindre var det, hvad hun gjorde, indtil hun i en alder af 80 trådte ud af sin anonymitet i forhold til offentligheden og gav sig til kende som en markant og særdeles selvstændig personlighed, der med hensyn til kraftfulde og skarpe udtalelser ikke stod tilbage for Kaj Munk.

I "Kaj Munk - retsopgør og eftermæle" fremlægger Bjarne Nielsen Brovst et omfattende dokumentarisk materiale, som han i nogen udstrækning, dog med Lise Munks kommentarer, lader tale for sig selv - hvorved vi får forhistorien til den nedsættende vurdering af Kaj Munk i litteraturhistorien fra 1984.

grymer@k.dk

Henrik Ny-gaard Andersen, Torleiv Austad og Johannes Nørre-gaard Frandsen (red.): Størst er barnet. Artikler om barnet i Kaj Munks forfatterskab. 312 sider. 299 kroner. Anis.

Bjarne Nielsen Brovst: Lise Munk. En stærk kvinde. 416 sider. 269 kroner. Hovedland.