Prøv avisen

Så fremmed, så alene

Foto: Lindhardt og Ringhof

Ny roman giver gruppebillede af en generation, der har tabt både mening og mål

I virkeligheden elsker han ingen.

Sådan lægger Torben Munksgaard ud i sit gruppebillede af en generation i romanen I virkeligheden. Det drejer sig mest om yngre mænd og kvinder mellem 25 og 30 år, som går på universitetet, eller som lige er færdige og skal i gang med at arbejde.

De har det ikke let med kærligheden, som ikke rigtig vil indfinde sig, og de ved heller ikke, hvad det er, de vil med sig selv og hinanden. De griber desperat ud efter hinanden, men er også straks parat til at give slip og efterlade den anden såret og alene.

Romanen selv springer kapitel for kapitel til nye hovedpersoner, som før eller senere bliver til bipersoner for de andre. Den er på en gang stramt komponeret og flimrende med sine skiftende synsvinkler. Som en af personerne konstaterer, så ændrer det sig hele tiden. Vi lever i et flux, men der er en kerne, en virkelighed: alt det, vi lyver om. Alt det, vi lyver om, kommer ikke for en dag i romanen, men noget af det gør.

LÆS OGSÅ: Sådan forsker man i følelser

Der er en gennemgående tomheds- og forladthedsfølelse, der behersker stemningen i romanen. Den er ikke mindre hos de personer, som er i 30erne eller 40erne. Forældregenerationen har det ikke bedre end deres voksne børn og lever også på små og store løgne. Forældrene har da også deres andel i børnenes ulykke. I én familie laver faderen således nøgenbilleder af sin unge datter og sælger dem mens moderen ser til uden at gribe ind. Et andet parforhold er præget af mandens utroskab, som ikke blot gælder i forhold til konen, men også i forhold til hans bedste ven. Vennen får dog frygtelig hævn, som det fremgår i en af romanens mest skarpe sekvenser.

Fædre, der svigter, og mødre, der vil besidde begge ødelægger de det for deres børn. Torben Munksgaard skildrer alt dette med en flygtighed, som på en gang hører virkeligheden til, men som også truer med at gøre hans personer for uinteressante.

Han kan dog en hel del med sproget, som når det går bedst både fanger fornemmelsen af, at man griber virkeligheden og taber den. Nogle gange er hans mange sammenligninger og metaforer slående. For eksempel hedder det om Maria, der forsøger at holde en fjendtlig virkelighed borte, at virkelighedens baggrundsstråling trænger stædigt igennem øjenlågenes tynde hud. Så anmassende er virkeligheden.

Andre gange overstyrer han helt, bliver fortænkt, og så falder sammenligningerne dumpt til jorden, som når man læser, at København sank sammen som en slagen kæmpe i Øresunds brænding. Øresunds brænding har ikke rigtig format til at måle sig med en kæmpe.

Der er en god tradition i dansk litteratur for den slags gruppebilleder, som Munksgaard giver. Helt tilbage i 1939 finder man nu næsten glemte Jens Gielstrups Kys til højre og venstre. Fra 1973 er der Kirsten Thorups Baby og fra 2004 Marie Katrine Guldagers København. Alle rummer de en en følelse af desillusion og tristesse i billedet af en gruppe mennesker, som trods visse muligheder alligevel formår at være hinanden alt for ligegyldige.

Munksgaards roman samler sig som forgængerne i al sin adspredthed, og når den kvalitetsmæssigt ikke op på de kvindelige forfatteres niveau, så giver den dog sit bidrag til skildringen af den moderne fremmedgørelse og rådløshed.