De dødes rige (1912-1916) er i alle henseender en af de største danske romaner. Og nu foreligger den i en flot billigbogsudgave, der ligger godt i hånden, og dertil med en fin læsesats, men desværre med tillempet stavning til nutiden. Og dog vil alle, der overhovedet vil læse denne bog, kunne klare store bogstaver og dobbelt a for å.
Klapteksten og masser af behandlinger af romanen har hæftet sig ved de tre hovedfigurer Jytte, Torben og Enslev. Senest har Smærup Sørensen i forordet til nyudgivelsen (optrykt her i avisen) kaldt portrættet af den sky Jytte for verdenskunst og resten af romanen for en konstruktion.
Ordet er ikke brugt rosende hos Smærup, og jeg forstår godt, hvad han sigter til. Men kunne man ikke se denne store romankonstruktion som Pontoppidans særlige præstation? Det er jo tanken, som netop i titlen, at de dødes rige skal indskrives i alle dimensioner, modernitetstiden 1900-1910, tiden før Første Verdenskrig, som mange håbede skulle forny verden.
Der er konstant en enorm vrede på spil i romanens stil. Verden er simpelthen skrækkelig i sit hykleri, modehysteri og sin pengegriskhed. Og med vreden følger overdrivelsen, der er den hyppigste figur i den ellers så dannede stil. Det kan godt være, at overdrivelsen lige netop er dækket ind ved at være en persons synsvinkel, men da den går igen hos flere personer, er det efterhånden selve fortællerens overdrivelser: Den ældre frøken Wamberg modtog gæsterne med megen anstand og foretog præsentationen. Hun var en svulmende dame , der mindede om sin søster på samme måde som et hvidkålshovede om en rose.
Det kan meget vel være Jytte, der ikke bryder sig om selskabet, men så groft har vi aldrig hørt hende tale eller tænke. Mennesker er kvalmende fremtrædelser for hinanden. Ja, bogens metode er overdrivelsen , som den lader en af sine ledefigurer tænke:
LÆS OGSÅ: Lidelse og længsel
Han måtte tænke på Mads Vestrup, der i sit lidenskabelige sprog havde kaldt den officielle kirke for forgården til helvede, hvor der endnu ofredes til hedenske afguder. Gemte den tale ikke et bittert sandhedskorn under overdrivelsen?. Præcis hvad bogen vil: Sandheden midt i overdrivelsen.
Mennesker overdriver hinanden, fordi de ikke forstår hinandens motiver. De forekommer gale for hinanden, og når dette udspilles for medier og politik, bliver det ødelæggende.
Torben og Jytte er hver for sig uden for dette, men resten af personerne i romanen er viklet ind i den nye politiske medieverden med dens overskrifter og forkortninger, som romanen med sin konstruktion forsøger at indfange. Den journalistiske og den politiske kynisme lige under alle de flotte ord. Alt sammen har det hjemme i København med sporvogne, ny gadebelysning, teatre, receptioner, snesøle og sommerudflytning på landet. De dødes rige er i store passager også en roman om den moderne storby 1900, København med sine 500.000 indbyggere.
Den store plot-konstruktion er fire-fem hovedlinjer gennem de otte bøger, romanen består af. Personerne fra disse linjer får af og til at gøre med hinanden, men først og fremmest er de et spørge-spektrum, som samfundstilstanden undersøges med bog efter bog, ved at netop deres linje tages op, fortælles og derpå atter forlades.
Yderst har vi kærlighedshistorien mellem Torben Dihmer og Jytte. Begge har de svært ved at give sig hen til hinanden, fordi de på forskellig vis føler sig på afstand af det moderne, uægte og proklamerede sundhedsliv. Torben og Jytte er hjemsøgte af henholdsvis ydre og indre sygdomme, og et meget stort motiv i romanen er generelt sygdomme og de eventuelle midler imod dem. Endog sygdommen midt i livsglæden: (Mads Vestrup taler:) Men hvad var det for en underlig lede, der pludselig kunne snige sig ind på os midt i vores garanterede livsglæde? Hvad var det for et savn, der sugede under hjerterødderne midt i vellystens overflod?.
Her står hele bogens grundspørgsmål: Hvorfor bliver menneskene ikke glade af alle forbedringerne i den moderne og oplyste verden?
Denne Mads Vestrup har sin egen linje i romanen (af mange set som et Jakob Knudsen-portræt). Han er skubbet ud af sin stilling som præst, fordi han har bedrevet hor, og som vandrepræst rejser han nu landet igennem med foredrag om sin synd og opvækkelse. Han er den ægte angrende kristne midt i et hav af levebrødspræster, der fordømmer ham. Han drages også ind som medarbejder ved det nystartede kristne dagblad kaldet Hverdagene, skønt det vist nok er Kristeligt Dagblads etablering i 1896, Pontoppidan satiriserer over. Her lukkes munden på hans sandhedsrøst efterhånden. Han egner sig ikke til den moderne kristenhed og dens mediepropaganda.
Dernæst er der den politiske linje omkring Tyge Enslev, som på mange måder er et Viggo Hørup-portræt i hans kamp mod kirkevældet i det politiske Danmark. Enslev stammer fra en smed, der har knækket sin frihedsvilje og udlængsel for at passe familien. Denne knægtelse af livsviljen fortsættes som en slags slægtsskæbne, der er sået i den, fordi Søren havde forhandlet en kontrakt med Satan, som han ikke kunne følge. De politiske kampe, som Enslev fører for folkets frihed, fører han lige så meget for sin egen magt. Og hans liv viser tabene bag de mange illusioner eller forhåbninger.
Såvel i troens liv, i det politiske liv, i offentlighedens liv som i kroppens liv er der alt for mange forhåbninger og overdrivelser. Sådan lyder Pontoppidans egen romanoverdrevne kritik af det moderne liv. Det er håbet om det bedre, der skaber al denne overdrivelse, som fører ud af det ægte liv. Derfor skal håbet lades ude af det bofællesskab for den nye tid, som Torben Dihmer når at få etableret på sin herregård, inden han dør.
Det kan godt være, at disse handlingslinjers indbyrdes forbindelser er konstruerede men de giver mening i Pontoppidans vrede og ironiske portræt af det moderne rastløse liv, plaget af en syge, der omfatter næsten alle. Romanen spørger, som en af dens præster spørger en læge: Hvad ville du sige om hele den store lidende menneskehed, dersom du vidste dig i besiddelse af et lægemiddel, som kunne hjælpe den i al livets grænseløse jammer (...). Den foreslår selv som lægemiddel at lade alt håb ude af betragtning!
Men er det et menneskeligt liv at være uden håb? Pon-toppidans mennesker og deres samfund er, skønt netop 100 år gamle, så levende beskrevet, at hans spørgsmål stadig kan fænge. Ligeså hans tvungne klassiske stil, der kæmper med overdrivelserne. Ja, måske er det netop modsætningerne, afskyen, hånen, der gør den stadig levende.