Prøv avisen

Sangglæde og indre frihed

Herman, Lars og Flemming er blandt de medvirkende i bogen og i koret, der i disse dage giver koncerter i Sønderjylland. Foto: Daniel Øhrstrøm.

Indsigtsfuld bog om Fangekoret fra Vridsløselille Statsfængsel

Forfatteren Peter Seeberg fortæller i novellen Argumenter for benådning om en hel bys borgere, at de enstemmigt skriver til landsretten i Hoburg for at få anklagede Johan Peter G. frifundet øjeblikkeligt.

LÆS OGSÅ: Indsatte bruger fængsler som refugium

Vel ved de, at han har dræbt tre mennesker. Men sagen er, at landsbyens mænd synger sammen, og deres flerstemmighed er af mesterlig kvalitet, siger kyndige folk. Den vil de gerne opretholde. Det kan de kun, hvis Johan Peter G. er med. Han har den dybeste bas i koret. Han er uundværlig! Dette synspunkt, mener de, er et vægtigt argument for benådning: Musikken er større end forbrydelsen. Giv den anklagede fri for sangglædens skyld.

LÆS OGSÅ: Fangekoret i Vridsløselille: det har vi misforstået ved julen

Fangekoret i Vridsløselille Statsfængsel er aldrig blevet benådet. Bliver det heller ikke. Men musikken har de fået. Den er måske ikke større end forbrydelsen. Alligevel flytter sangglæden dem ud i en indre frihed, som giver plads til eftertanke med skyld og skam, med glæde og håb, med tro og kærlighed.

Det fortæller Daniel Øhrstrøms Fangekoret klogt og klart om. Den kommer lige på et kriminelt tidspunkt, hvor fængselsfanger ikke er i høj kurs. Det har de aldrig været, men nu er de for alvor og i den grad blevet genstand for uvidenhedens fordomme og hævntørstens konsekvenser, at det er mistænkeligt at forsøge at give dem indhold i fængselslivet og udsyn til samfundslivet, som de på et tidspunkt skal ud i igen.

Deres forbrydelser til trods og de være sig nok så uhyggelige og voldsomme skal de mødes i øjenhøjde, også når de ligger ned. De skal væres sammen med, tiltales, omtales, hjælpes og behandles som mennesker. Ikke som om de er mennesker. Men som mennesker. Det er det, der sker i Fangekoret.

Daniel Øhrstrøm skriver ikke for at pirke til det pikante. Godt nok siger ens bagside og forlagets pressemeddelelse, at det er en beretning fuld af sande røverhistorier. Det er en lidt smart måde at få lokket husarerne hen til en. Men der er faktisk ikke meget husar over en. Den er ikke ugebladsunderholdning for teatralske dramaelskere, som fascineres af det rystende.

Bogen er sober, seriøs, ærlig. Fundamentet er tragedien. Den samfundsmæssige tragedie. Den personlige tragedie. Klynk og klage er der ikke meget af. Fangekorets medlemmer er realistiske og ved til bevidstløshed, at de selv har købt adgangsbilletten til fængslet. Ingen søforklaringer, ingen udenomssnak. Næsten. De har humor. Galgenhumor.
|
De er frihedsberøvede. Også i den grad og i mange år. Det er livsødelæggende. Men de har deres overlevelsesstrategier. Fangekoret er gået hen og blevet den bedste. Fangekoret er et fællesskab, hvor hver især kommer til sin ret. Som menneske, som sanger, som digter, som ven.

De synger af hjertens lyst, fordi det giver liv. De digter frejdigt digte, fordi det giver luft. De bliver set, hørt og brugt som dem, de er. De bliver aldrig optaget i DR Pigekoret. Højskolesangen er nok også uden for rækkevidde.

Men de digter ligeud om deres følelser, erkendelser og tanker. Det gør indtryk, når de giver koncert i kirker, sognegårde og forsamlingshuse. De eksponerer sig selv, de står ved sig selv. De er en lang fortælling om den skam og skyld, der længes efter forsoning og tilgivelse. Fangekoret, som består af drabsmænd, røvere, svindlere og narkodømte, er livsbekræftende for alle, der tør vedkende sig skam og skyld, nederlag og svigt.

Fangekoret er mennesker, der er livet værd. I et diskret, men kraftfuldt centrum står Fangekorets skytsengel, organist og korleder gennem samtlige 17 år Louise Adrian, hvis fortjeneste det hele er.

Daniel Øhrstrøm er en fornem forfatter. Han fremviser fangernes personlige historier med ægte sprogfornemmelse, der understreger hans sans for det ægte i menneskelivet. Bogens fortællinger knyttes sammen af hans egne overvejelser og betragtninger. De er begavede og indsigtsfulde. Han er engageret og fascineret, med begge ben solidt plantet i luften, så han ser menneskene en anelse fra oven. Den ureflekterede sentimentalitet får derfor ikke megen plads i en , der er fuld af håb og tømt for illusioner.

Bjarne Lenau Henriksen er præst og i over 40 år medarbejder i og chef for Kirkens Korshær.

FORLAGET
: Læs mere om "Fangekoret" her

LÆS: De 30 første sider af "Fangekoret" - klik på linket til venstre