Prøv avisen

Se til venstre, der går en løgnagtig svensker

Henrik Brun: Den svenske løgner. 356 sider. 299,95 kroner. Turbine.

Effektiv og ferm, men også lidt larmende og forvirrende thriller fra Henrik Brun

Den traditionelle definition på en thriller, og gerne en politisk en af slagsen, er jo, at protagonisten, hovedpersonen eller antihelten er en tilfældig amatør med latente kompetencer. Han/hun har i hvert fald ikke licens til at dræbe, ikke sort bælte i en eller anden asiatisk kampsport, og kendskabet til skydevåben skal være til at overskue, ikke meget mere end til et gement jagttegn. I løbet af thrilleren forvandler dilettanten sig til en dræber eller noget, der ligner.

LÆS OGSÅ: Ægteskabets hemmelighed

Henrik Bruns rapkæftede og udfarende journalisthelt, Ketil Brandt, som vi mødte for første gang i debutromanen Den danske lokkedue, kan ikke siges her i sin tredje roman Den svenske løgner længere at være en nybegynder i den genre, hvor mænd har flere pas og færdigheder, hvor en kvinde lige så ofte har en Colt 32 i tasken som en flakon Chanel No. 5. Nu ved vi, at Brandt er fandenivoldsk og kan klare de fleste situationer. Godt nok og tak for det.

I Den svenske løgner overværer han et mord på en cypriotisk diplomat i Malmø på vej til Stockholm, hvor hans slovenske kæreste, Ines, bor. En mystisk dame forsvinder tæt ved mordet, og før du kan bestille en korv med mos hos pølsemanden, er Brandt viklet ind i spegede og sinistre sager, der handler om det spændte forhold mellem Grækenland og Tyrkiet.

Intet er, hvad det ser ud til, og efter en noget omstændelig optakt, der bestemt ikke er nogen kickstart, er vi igen inde i en vaskeægte politisk thriller. Hvor det vaskeægte alligevel er knap så meget som i det to foregående. Brun, der er udlandsredaktør her ved avisen, har givet et drengerøvet portræt af en historieliderlig nyhedsjournalist, der både ryger og drikker og ser efter andre kvinder, selvom han allerede har en sådan derhjemme. Det er sådan lidt hvad konen ikke ved, har manden kun godt af-stemning, og det er jo spørgsmålet, om den er relevant for historiens atmosfære.

Dette er nok en hårdtslående labyrintisk mandethriller, hvor det eneste filter i historien sidder på en cigaret. Alt andet er råt, hårdkogt og ramsaltet lige til og langt væk fra livstilskrimiens hjemmeliv med børnehavens forældrekonsultation, og hvor har du sidst set støvsugeren? Fint nok, og kan du ikke lide duften af boksehandsker og cigaretskod, så ryk frem til næste Camilla Läckberg.

Men når det er sagt, synes jeg, at historien nogle gange har for mange fortællerstemmer, der episk blander sig i handlingen, larmer nu og da forvirrende op som et broget og blandet kor. Det er dristigt, når du sætter en spændingsroman op på scene på scene-teknik designet i abrupte kapitler med skarpe kanter. Samt at netop Ketil og Ines-kærlighedshistorien virker en smule malplaceret i en mandschauvinistisk genre som denne.

Måske skal forfatteren overveje Ian Flemings løsning på problemet og hans mord på fru Bond, så 007 igen kunne spille med musklerne, bedrive hor uden at skulle tænke på lillemor og andre troskabsbånd. Jeg ved godt, at mange forlæggere gerne ser en ægteskabslignende romance selv i de mest barske og professionelle omstændigheder. Men thrilleren er nærmere en romantisk kærlighedshistorie om det dæmoniske og fatale nedslag i hverdagen og vanen. Dette er moderne eventyr. Om det skæbnesvangre møde, den sexede og listige kvinde, den enfoldige mand, som træder i karakter, og så de fatale farer, som lurer og truer dem.

Men når dette er sagt, skal det konstateres, at Brun faktisk er en god håndværker, kan sætte fart og tempo i gode gear og har på sine bedste sider et frækt drive, ved noget om verden og forstår at fortælle os ind og ud af den på en underholdende måde. Så se til venstre, der går en løgnagtig svensker.

kultur@k.dk

Bo Tao Michaëlis er forfatter, lektor og anmelder ved Politiken