Prøv avisen

Sekretærens blik på Føreren

Helt frem til 1945 var tyske Christa Schroeder en af Adolf Hitlers fire personlige sekretærer. I bogen Han var min chef, der udkom på tysk allerede i 1985, kan danske læsere nu skifte bekendtskab med hendes blik på den tyske diktator og hans inderkreds

Hitlers næse var meget stor og temmelig spids. Jeg ved ikke, om hans tænder nogensinde har set pæne ud. Den sidste tid i 1945 var de i hvert fald gule, og han havde dårlig ånde.

Det er den slags mere intime blikke på diktatoren Adolf Hitler, som Christa Schroeders optegnelser om hendes tid som privatsekretær for Hitler ofte er præget af.

LÆS OGSÅ: Eksperter: Politikere udvander nazismens betydning

I stedet for at introducere os til det politiske menneske Hitler fortæller hun om hans daglige vaner, om aftenselskaberne i hans opholdssted ved Obersalzberg og serverer sladder om de forskellige personer i Hitlers inderkreds.

Disse beskrivelser kan være ganske interessante: Man får en fornemmelse af daglige rutiner, af Hitlers omgangsformer med sekretærerne, hans sovevaner Hitler var et udpræget nattemenneske, der oftest først gik i seng hen mod morgenen og hans forhold til kvinder. Og denne mere private del af Hitlers verden rummer samtidig også politiske dimensioner. For eksempel når Schroeder beretter om chefens reaktion på kritiske røster i hans omgivelser, hans måde at skrive de taler på, han direkte dikterede til hende, eller om hans lidenskab for arkitektur.

For at forstå magtmennesket Hitler er afsløringen af disse mere intime detaljer om ham med andre ord ikke uden betydning: På trods af deres ofte meget begrænsede perspektiver bidrager de til en bedre helhedsforståelse af det indtil i dag centrale spørgsmål, hvordan et helt folk kunne støtte op omkring Hitler og det nationalsocialistiske verdenssyn.

Men læsningen af Schroeders optegnelser er også forstemmende. Tonen i hendes bog er fuldstændig uden anger, som den engelske historiker Roger Moorhouse med rette skriver i sin korte indledning til bogen: Hun forsøger tydeligvis på alle tænkelige måder at retfærdiggøre sig selv, og at argumentere imod andres, i hendes øjne mindre overbevisende, tolkninger af privatpersonen Hitler.

Samtidig er Schroeder ikke på nogen måde i stand til at perspektivere sine erfaringer ud i en større sammenhæng. Eksempelvis virker hendes vrede over den i hendes øjne uretfærdige behandling, hun som angiveligt upolitisk person blev udsat for af amerikanerne efter 1945, fuldkommen fejlplaceret, når man husker på de forbrydelser, nazisterne begik under deres herredømme.

Styrken i Schroeders bog det subjektive, personlige blik er med andre ord også begrænsningen. Man sidder efter endt læsning tilbage med den fornemmelse, at en bog som hendes kan være decideret farlig, hvis ikke den ledsages af mere nuancerede, muligvis videnskabelige blikke på Hitler og hans magtudøvelse.

Det Tredje Rige bliver her kogt ned til madvaner og personsladderhistorier, uden at Schroeder selv er i stand til at inddrage videregående perspektiver. Bogen kan med andre ord på ingen måde tjene som ledetråd for et dybtgående og reflekteret blik på personen Hitler og hans inderkreds. Den er et subjektivt partsindlæg, hvis pointer skal tages med alvorlig skepsis.

Schroeders optegnelser blev udgivet på tysk for første gang i 1985, kort efter hendes død. Det var den tyske forlægger Anton ­Joachimsthaler, der efter Schroeders ønske ordnede, sammenstillede og kommenterede hendes efterladte skrifter.

Nu, knap 30 år senere, foreligger bogen på dansk. En interessant, personlig beretning, som dog kun har begrænset substans.

Christa Schroeder: Han var min chef. Hitlers privatsekretærs erindringer. 304 sider. 299 kroner. Rosenkilde & Bahnhof.