Selv den, der lever som en hund, har et slags liv

Smerteligt, gribende og oprørende bog om slumlivet i Indien

Drenge i slummen Annawadi - med luksus hoteller i baggrunden.
Drenge i slummen Annawadi - med luksus hoteller i baggrunden. Foto: Unnati Tripathi.

Omslagsfotoet er en fotomontage af to kunstfotografers værker: Chiara Gois har fotograferet slumbebyggelsen med blikplader og kloakvandssø, Alex Masi har taget et vidunderligt billede af en cirka 8-årig pige i laset og mudderbefængt kjole.

Hun sidder selvforglemmende på hug ved søens kant og nyder monsunregnens dråber mod hendes kinder. Et uforglemmeligt billede et trods montagen ærligt billede.

Bogen er skrevet af den amerikanske journalist Katherine Boo. Dens titel er: Bag det evigt smukke.

LÆS OGSÅ: Meningsløse koblinger mellem forståelige sætninger

Titlen kunne forekomme en smule mærkværdig, men hentyder til, at der ved til- og frakørslen til Mumbais lufthavn er opstillet en række kæmpestore reklameskilte; hvoraf et reklamerer for nogle fliser, der angiveligt skulle holde sig smukke for evigt.

Men bag skiltet bor der cirka 3000 mennesker i en slumbebyggelse, Annawadi. Her er 335 hytter, hvor mennesker klumper sig sammen i mudder, afføring, affald.

Slumbesætterne er skidtet; alting omkring, inklusive de eksklusive hoteller, er roserne. Det er et liv, som end ikke fremmede kulturers hunde burde leve i.

Men det gør de. De allerfærreste indbyggere i Annawadi har et reelt arbejde. For det findes ikke. Men de lever af at indsamle affald og her menes for os rige, forkælede vesterlændinge virkeligt affald: plasticdimser, poser, metalkapsler, krøllede cigaretpakker.

Komplet ubrugeligt for os; for dem en mulighed for at tjene nogle få rupier.

Hver morgen samler disse menneskelige gribbe nogle få kilo salgbare genstande blandt de otte tusinde tons affald, som Mumbai støder ud hver eneste dag.

Det er trøstsløs læsning: man må næsten holde sig for øjne og ører og næse under læsningen; men dette er nødvendig læsning, og det er ikke en roman; men den skinbarlige virkelighed fortalt så de skæbner Boo har mødt, for evigt smelter sig ind i selv en forhærdet anmelders hjerterødder.

Der er teenageren Abdul, der har sorteret affald siden han var seks år gammel, adræt, dygtig og meget modig. Der er den skruppelløse Asha, der ambitiøst møver sig frem som den første kvindelige slumlord. Her er Manju, en ung pige, der underviser de andre børn i at læse og skrive. Men det er kun en pseudoskole.

Der er også den etbenede Fatima, som overhælder sig selv med petroleum og sætter ild til, men overlever ikke de møgbeskidte bandagers infektioner, der blot bindes om hendes forbrændte krop. Der er den gamle afffaldsgrib, der ligger en lang dag og vånder sig efter at være blevet læderet på sine ben.

Han får lov til at dø uden hjælp fra nogen. Hans smertens råb bliver bare svagere og svagere. Der er den lille dreng, Danush, på kun et år, som hans forældre ikke har råd til at købe medicin til, som koldblodigt får hældt kogende linsesuppe ud over sig. Han overlever fuldstændigt vansiret. Drengen, der tager rottegift for at få lov til at dø. Korruption, bedrag, svig. Og dog også en tanke om at selv en hund, har et slags liv.

Journalisten Boo er en formidabel formidler af den virkelighed, som er derude. Vi fede turister kan tage på turistture i Nairobis eller Mumbais eller Cape Towns slumkvarterer og få indblik i disse menneskers dagligdage; vi kan bidrage med nogle få kroner og tage hjem med god samvittighed. Men denne gør et respektfuldt arbejde ved at fortælle om disse skæbner og samtidig hæve enkelthistorierne op til en næsten tørt indigneret kritik af vores samfund, der tillader skæbner som disse at slæbe sig igennem denne i største oprigtighed sølle tilværelse. Er der håb? Man må stille sig det evige spørgsmål: kristendom, hinduisme, islam: hvorfor al denne smerte?

Katherine Boo har modtaget en fornem Pulitzerpris for sit engagerede arbejde om at oplyse os om fattige samfund derude. Hun bør stå i række med Nobelpristagere. Læs denne og få Deres sommerferieidyl forstyrret.

Pigen på forsiden af en hedder A Poonam og er 8 år gammel. Tjek selv det originale foto ud på Alex Masis hjemmeside og glem hende ikke.