Kan man skrive en hel bog om ét maleri? spurgte min søn vantro, da jeg på tredjedagen sad fordybet i et digert værk med den korte titel: Skrik. Og ja, det kan man sagtens.
I særdeleshed når det handler om Edvard Munchs billede (i flere udgaver), som vi i Danmark plejer at omtale som Skriget, men som rettelig hedder Skrig.
Den 12. december er det 150 år siden, Edvard Munch blev født. På ARoS har man fejret det med en udstilling, der slog alle besøgsrekorder. På Louisiana viste man i sommeren 2010 den mere lavmælte, fine udstilling Warhol efter Munch. Og andre steder i verden er man i gang. Der er sågar oprettet en hjemmeside, der samler alle arrangementer: www.munch150.no.
LÆS OGSÅ: En lukket fest
Men man kan også starte i lænestolen med Skrik Historien om et bilde. Værket, som er på 400 sider, er primært skrevet af den norske idéhistoriker Bjarne Riiser Gundersen. Det er ham, der tager sig af historien om maleriets tilblivelse og udstillingshistorie, hvortil kommer en nervepirrende kriminalføljeton i seks dele om tyverierne af billederne fra henholdsvis Nasjonalgalleriet i 1994 og Munch-Museet i 2004.
Medforfatter og grunden til, at bogen bliver præsenteret for danske læsere, er museumsdirektør på Louisiana Poul Erik Tøjner, hvis bidrag dels er en mere filosofisk (af og til lige lovlig ordfrisk) frihjulen sig rundt om maleriet og motivet Skrig, dels består af nærlæsninger af maleriets forskellige versioner.
Jeg gikk bortover veien med to venner så gikk solen ned. Himmelen ble plutselig blodig rød. Jeg stanset, lente meg til gjerdet trett til døden. Over den blåsvarte fjord og by lå blod i ildtunger. Mine venner gikk videre, og jeg sto igjen skjelvende av angst. Og jeg følte det store uendelige skrik gjennom naturen.
Sådan beskrev Edvard Munch selv den oplevelse, som lå bag maleriet Skrig.
Maleriet, som vi i dag kender som Skrig, blev første gang udstillet under titlen Fortvivlelse i julen 1893 på Edvard Munchs tredje solo-udstilling i Berlin. Billedet figurerede som sidste værk i en serie på seks, under den samlede titel Kærlighed.
Reaktionen var nådesløs, man kunne simpelthen ikke se eller forstå, hvad Munch kunne ville eller mene med sådan et decideret uskønt billede. Munch var da 30 år og ikke uvant med skandaler. I 1882 åbnede Høstudstillingen i Kristiania (nu Oslo), stiftet af yngre kunstnere som reaktion mod salonkunsten i den etablerede Kunstforeningen. Det var to år før, Salon des Indépendant blev dannet i Paris, og 16 år før, det skete i Berlin, skriver Bjarne R. Gundersen (og overser behændigt at Den Frie Udstilling i København blev stiftet året før, i 1891). Edvard Munch, en ung maler på 20 år, havde et værk med på den anden Høstudstilling. Tre år senere viste han samme sted maleriet Det syge barn, og her begyndte den succés de scandale, der kendetegner første del af hans karriere.
Motivet med sygt barn var kendt og elsket, men den skitseagtige malemåde bragte Munch i spalterne til hån og latterliggørelse, som var en del af kritikkens repertoire. Det er kun et kasseret, halvt udskrabet Udkast, en Abort, skrev en kendt kritiker. Men at være ringeagtet er en del af avantgardens selvforståelse. Munch havde sine støtter og var bestemt ikke forment udstillinger hverken i Kristiania eller Tyskland.
Den tidlige Munch, den symbolistiske Munch, skaberen af Skrig, arbejdede intenst med sine motiver. I en sådan grad, så Poul Erik Tøjner taler om, at han simpelthen skabte sit eget billedsprog, sine egne symboler. Han malede flere versioner af sine billeder, han søgte efter at finde motivets helt rigtige udtryk.
Det udtryk, som han også beskrev i sine notesbøger, altså med ord. Skrig er et symbolsk udtryk for den følelse, Munch oplevede af, at naturen var et stort uendeligt skrig. Skrig er, pointerer Tøjner, et nøje gennemarbejdet motiv, der så at sige danner en synæstetisk ækvivalent til oplevelsen. Et stumt skrig, der forplanter sig som bølger og vilde farvemøder. Maleri tekstet for hørehæmmede, kalder Tøjner det sågar et sted. Grunden til Skrigs holdbarhed ligger i dets enkelthed og dets pågåenhed. Skrig kan laves til piktogram, og alle kan genkende det. Skrig er et billede, man husker og genkender, et billede, som kan reproduceres og versioneres og stadig genkendes som dét billede, Munchs billede, Skrig.
Kan det have en naturlig forklaring, at himlen netop den dag, da Munch gik tur, var så rød? Og hvor præcis gik Munch tur, og stemmer det med den udsigt, vi ser på de forskellige versioner? Hvad kan have inspireret maleren til motivet, og hvem har han senere inspireret? Var Munch sindssyg og er Skrig, som der står skriblet med blyant på Nasjonalgalleriets eksemplar, en gal mands værk? Samt ikke mindst, hvorfor har maleriet Skrig, med sine 120 år på bagen, stadig den enorme tiltrækningskraft på os? Disse og mange andre spørgsmål kan man læse indkredset og forsøgt besvaret i Bjarne R. Gundersens afsnit. Han har lagt et enormt researcharbejde for dagen, både hvad angår de tidlige udstillinger og kritikken, diskussionen om dateringen af de forskellige versioner og i historierne om billedernes forsvinden og genopdukken. Det er faktisk næsten alt for meget, fordi han, de mange sider til trods, også har travlt, hvis det hele skal med. Det betyder også, synes jeg, at manden bag maleriet, Edvard Munch, på mange måder fortaber sig lidt.
Den biografiske side af sagen fylder ikke ret meget, hvad man egentlig godt kan undre sig over. For hvordan var det at vokse op i Kristiania dengang, hvor hvert femte dødsfald skyldtes tuberkulose, og cirka 60 procent af de døde var under 30 år? Med en far, der var militærlæge, og altså så det hele uden at kunne andet end at lindre. Munchs mor døde af sygdommen, da han var fem år. Hans søster døde af det samme ni år efter. Der er blevet hostet og spyttet blod, der har været angst og lukkede døre. Munch selv var svagelig fra fødslen og blev nøddøbt. Han var ofte syg, men det var ikke ham, tuberkulosen tog. På den baggrund forstår man godt, at Munch selv anså sine malerier for et sundhedstegn.
Poul Erik Tøjners indslag er lagt ind mellem Gundersens, måske tænkt som en slags standsninger eller filosofiske pauser. For mig var det imidlertid svært at hoppe mellem de to modi, også fordi Gundersens kriminalhistorie i forvejen er spredt ud gennem værket. Jeg anbefaler, at man baner sin egen vej gennem bogen og eksempelvis læser kriminalsporet i ét stræk.
Læs mere i avisen i morgen om den aktuelle Edward Munch-fejring i Norge.
