Prøv avisen

Social arv og soning

Bent Haller er en af landets mest alsidige forfattere med en lang række bøger inden for alle genrer. Senest udkom romanen ”Rakkerpakhuset” (2009). – Foto: Henning Bagger.

Hovedpersonen Rigmor i Bent Hallers nye roman drømmer om en bedre verden. Hendes eget liv har dog langtfra været nogen drøm

En realistisk roman er ikke det samme som et stykke virkelighed sat på skrift. Også realismen benytter sig af fortællemæssige spidsfindigheder for at strukturere stoffet, så der dannes en fortælling, med hvad dertil hører af suspense og plot.

Men spørgsmålet er, om denne ramme kan blive for konstrueret, for kunstig til, at det stadig føles realistisk?

Jeg tænkte på det under læsningen af Bent Hallers nye roman, Fuldmånen stille sejler, hvor den ubærlige sandhed på psykologisk, men måske ikke særlig troværdig vis afdækkes lidt efter lidt.

En 69-årig, tilsyneladende dement kvinde, Rigmor, ligger på sit dødsleje, kun overladt til en sort plejehjemsassistent.

Blandt Rigmors ting finder Ghana, som assistenten kaldes, en sort notesbog med navnene på syv personer i, og hun beslutter sig for selv at tage affære ved telefonen. Det er ganske rigtigt den døendes syv børn.

Nu får vi hele historien trukket op, kvinden (der bestemt ikke er dement, blot uden kontakt med yderverdenen) erindrer successivt barn for barn, og hvert kapitel efterfølges med et kig ind i pågældende barns nu voksne liv i morgentimerne, før telefonen fra plejehjemmet ringer; et øjeblik, hvor de netop tænker over, hvem Rigmor, den fjerne biologiske mor, var.

LÆS OGSÅ: Børnebogen- fra torturredskab til farlig filosofi

Rigmor fik sit første barn som 14-årig. Det var bedstefar, den af alle så højt elskede, alvorligt troende skrædder, der var far, han lå også med mor, men tys, det taltes der ikke om, og pigebarnet bliver mod Rigmors vilje bortadopteret ved fødslen.

Dette tab bliver hendes skæbne: Hun får aldrig den pige, hun forestiller sig, ville kunne hele hendes liv.

De seks drengebørn, hun derimod får med forskellige mandeeksistenser, kan hun ikke knytte nogen som helst følelser til, og de ryger alle som en på børnehjem eller til bortadoption.

Traurigt er det, og det er flere af de nu voksne børns skæbner også blevet. Den sociale arv er til at tage og føle på, og arme Rigmor måtte hele turen igennem, fra misbrugt over prostitueret til alkoholiseret rengøringskone.

Alt er fortalt i tredje person som indre monologer, og der er så langt mellem lyspunkterne, at teksten undertiden føles som én lang elendigheds kværnen.

Bent Haller har altid forsvaret de udsatte eksistenser og al ære for det. Men det kan måske også blive for demonstrativt?

For simpelt med de hellige hyklere, de arme svigtede og den renhjertede sorte (der fra sit afrikanske hjemland medbringer stor forståelse for rituel afsked og soning, hvad resten af det indolente plejehjemspersonale ikke har).

Da bedstefar lå på sit dødsleje, var hans højeste ønske, at Rigmor ville tilgive ham. Men hun spyttede ham i ansigtet.

Hvad nu, når det er hendes tur? Kan hun tilgives? Ja, det kan hun faktisk, og det kan hun, fordi et enkelt menneske (Ghana) beslutter sig for at handle.

Her ligger håbet gemt hos Haller, i det enkelte menneskes ansvarsfølelse og kærlighedsgerning. Det er smukt, men jeg kunne godt have ønsket mig lidt flere nuancer, lidt mindre rigiditet frem til forløsningen.

Bent Haller: Fuldmånen stille sejler. 208 sider. 300 kroner. Samleren.

Klassikerklummen Genlæst bringes i avisen i morgen.