Den formentlig mest produktive af alle professorer i dansk, Anne-Marie Mai, har redigeret en ny, meget spændende antologi om forfatterroller i den danske velfærdsstat. Antologien har den opremsende og bogstavrimede titel Kættere, kællinger, kontormænd og andre kunstnere. Kættere henviser til forfatterne omkring tidsskriftet Heretica, kællinger til forfattere med tilknytning til kvindebevægelsen og kontormænd til de statsstøttede forfattere. Og andre kunstnere er hvem som helst, der i tidens løb har behandlet et såkaldt velfærdstema, for eksempel forandring af familie- og arbejdslivet i velfærdsstaten.
LÆS OGSÅ: Den italienske forfatter, der havde svært ved at tage sig sammen til noget som helst
Man foranlediges således til at tro, at antologien dækker al dansk litteratur fra 1950erne og frem. Indførelsen af folkepension i 1956, oprettelsen af Kulturministeriet i 1961 og Statens Kunstfond i 1964 er vigtige momenter i velfærdsstatens historie. Men selvom Anne-Marie Mai gør sig anstrengelser for ikke at ekskludere nogen forfattere i sin indledende artikel, er der faktisk forfattere, som ikke indskriver sig i denne historie.
Lad os først se nærmere på, hvad det er for en type litteratur, der undersøges i antologiens 14 kvalificerede bidrag og hen over de 350 velredigerede sider. Indledningsvis udpeges tre områder, som berører de centrale problemstillinger:
1. litterær tematisering af velfærdsstatens livsrum og oplevelsesformer og litteraturens læserrelation, 2. fortolkning af litteraturens funktion i velfærdsstaten i den offentlige debat og 3. mellemværender mellem litteraturen og den politiske debats rammesætninger af velfærdsstatens ideer og værdier.
Hvis det umiddelbart kan lyde som et uafgrænset felt, skal man nok hefte sig ved ordene litterær tematisering og offentlig debat. Forventer man i antologien at finde formelle analyser af enkeltværker, bliver man slemt skuffet. Kun Per Krog Hansen leverer en teoretisk opdateret analyse af fortælleformen i Jakob Ejersbos roman Nordkraft. Stort set alle øvrige bidragydere bruger bare litterære citater som eksemplificering af deres fremstilling af et velfærdstema.
Det er med andre ord værkernes temaer, man reflekterer over og fortolker ind i den offentlige debat om velfærdsstaten. Således er det karakteristisk, at Martin Glaz Serup efter sin fine sammenligning af, hvordan Lars Skinnebachs politiske digtsamling I morgen findes systemerne igen (2004) blev anmeldt, ikke holder dagbladskritikken op imod en analyse af værket, men sammenligner med, hvordan Ivan Malinovskis digtsamling Romerske bassiner blev anmeldt i 1963. Hvad der undersøges i antologien, er nogle overgribende strukturer og bevægelser i litteraturens og samfundets historie.
Man kunne dernæst spørge, hvad det teoretiske grundlag er for undertitlens begreb om forfatterrollen. Anne-Marie Mai slår ned på den omstændighed, at man i Danmark indførte begrebet ophavsmand nogenlunde samtidig med den franske teoretiker Roland Barthes argumentation om, at læserens fødsel må betales med forfatterens død. Men er der i dybere forstand en sammenhæng her, eller er det blot et pudsigt sammenfald? Også Jon Helt Haarder tager i sit bidrag om forfatterfunktionen et afsæt hos Roland Barthes og Michel Foucault uden overhovedet at nævne den mulige sammenhæng med ophavsretsloven. På dette ikke uvæsentlige punkt svækkes antologien af Anne-Marie Mais eklektiske fremgangsmåde, hvor man sammenstykker teorier fra forskellige vidensområder uden for alvor at sammentænke dem i enhed.
Hvad er så detnye ved disse velfærdsstudier? Det er først og fremmest en ny opmærksomhed over for realismeforfattere som Tove Ditlevsen, Anders Bodelsen og Leif Davidsen; de måske vigtigste forfattere efter 1950, hvis man skulle måle litterær kvalitet efter antallet af læsere og indflydelsen på den offentlige debat om velfærdsstaten. Selv om flere af bidragyderne lægger op til det, går Anne-Marie Mai dog ikke så vidt som til at foreslå en ny kanon for dansk litteratur. Dernæst kendetegnes velfærdsstudierne som sagt af en ny, mere kulturhistorisk end formelt analytisk omgang med det litterære værk.
Den forfatterrolle, der set fra min position ignoreres i antologien, er den, man finder hos Peter Seeberg og andre af forlaget Arenas modernister, hvor man bevidst gør sig fri af politikernes krav om en nytteværdi. På et spørgsmål herom svarede Seeberg engang: For mig er hvert eneste forfatterskab et unikt værksted, hvor der frembringes lutter ubrugelige ting med største flid. Denne forfatterrolle havde jeg gerne set repræsenteret, om ikke andet som en kontrast til den samfundsnyttige forfatter, som så glimrende behandles i antologien.