Spændende roman om indlandsisens hemmeligheder

Velturneret og -researchet roman om indlandsisens hemmeligheder

Robert Zola Christensen: Is i blodet. 320 sider. 299,95 kroner. Gyldendal.
Robert Zola Christensen: Is i blodet. 320 sider. 299,95 kroner. Gyldendal.

Theis er videnskabsmand, ansat på Niels Bohr Institutet i København, ulykkeligt gift med Therese, far til Mads og lever et på alle måder rutinepræget liv.

Men så bliver han sendt ud på en ekspedition til Grønland, hvor han sammen med et hold forskere skal udtage prøver fra indlandsisens dyb. Her møder han den fascinerende, men mildest talt hemmelighedsfulde Vibe, som han forelsker sig i og som han glæder sig umådelig meget til at gense, da han noget tid senere skal tilbage til lejren.

LÆS OGSÅ: Regn, damp og fart i guldalderen

Men da han lander, møder der ham et syn, som end ikke hans værste mareridt kunne have forberedt ham på. Og Vibe er pist forsvundet.

Det er det inciterende afsæt i Robert Zola Christensens Is i blodet, hvor man følger Theis, der i selskab med blandt andre den københavnske PET-mand Kastrup og Vibes bror, den aarhusianske kordegn Peter, forsøger at finde hoved og hale i sagen. I begyndelsen synes den at handle om en forsvundet kvinde, men med raketfart antager den storpolitiske dimensioner.

Sammen forsøger de tre at finde ud af, hvor Vibe er blevet af (og hvorfor hun opbevarer en afskåren finger i formalin i sin lejlighed ), hvad der egentlig skete derude på isen samt ikke mindst hvilke (miljø)politiske og forskningsmæssige interesser der er i spil. Og det viser sig ikke overraskende, at der er langt flere hemmeligheder gemt i den arktiske is, end nogen havde haft fantasi til at forestille sig.

Is i blodet er den første roman i en planlagt videnskabskrimiserie fra Robert Zola Christensen, ph.d. i nordisk filologi, forsker ved universitetet i Lund og forfatter til såvel skøn- som faglitterære bøger, der hermed debuterer som spændingsforfatter. Og det gør han godt.

Han kan opbygge en suspense på såvel det overordnede politiske niveau som på personniveau, hvor han lader de indbyrdes relationer afdække lag for lag, mens han behændigt krydsklipper mellem lejren i Grønland, Vibes forskerophold i Alaska to år tidligere og nutidssporets København.

Og det lykkes ham at holde spændingen, primært i kraft af sit kompositoriske overblik.

Is i blodet er nemlig på de store og helt overordnede linjer velturneret, og der bliver genren tro gået til stålet, hos Zola ikke mindst i research-afdelingen, og man kan ikke undgå at sidde med tilbageholdt åndedræt og frygte, at den enorme (og imponerende) mængde viden om forskningsmiljøet, om de arktiske egne, om de miljøpolitiske spil, vil give romanen faktuel og nørdet slagside.

Men balancen mellem fremdrift og formidlet viden bliver for det meste opretholdt, og man er glimrende underholdt og informeret romanen igennem.

Også selvom sproget er mere akademisk end egentlig spændingsturneret med folk, der fraflytter huse, imødeser svar og befinder sig iblandt andre, hvilket kaster lidt sprogligt grus i det ellers velsmurte maskineri.