Prøv avisen

Stemmen i ørkenen

Forfatteren Albert Camus. Foto: .

I anledning af 50-året for Albert Camus' død er klassikeren "Faldet" nyoversat. Med glimrende resultat

Det er i år 50 år siden, Albert Camus døde. Den franske forfatter (1913-1960), som i 1957 fik Nobelprisen, og som eksistentialist optog den læsende verden voldsomt frem til slutningen af 1960'erne med sit budskab om livet som et sisyfos-arbejde, men også, at Sisyfos måtte ses som en lykkelig mand i sit slid med stenen.

Nu udsendes en ny oversættelse af fortællingen 'Faldet' fra 1956. Den handler sådan set ikke om ret meget, men er alligevel temmelig besættende i sin fastholdte tørre advokatstil, hvori den prøver at komme bag om alle menneskelige illusioner og derunder også sine egne. Den véd blandt andet en masse om den menneskelige selvkærlighed, fællesskabet som en sump af halvhed og ikke mindst om, hvordan bekendelser kan bruges til at fremhæve den bekendende selv - også denne bekendende dommer, der til læseren fortæller sin historie - eller gør han?

Den bekendende stemme, som udgør hele fortællingen rettet til læseren, gør meget ud af at kaste et slør af tvivl over sin egen beretning om, hvordan han fra selvtilfreds advokat er trådt ud af embede for at blive en bodfærdig dommer på en knejpe i Amsterdam, hvor han tager mod bekendelser fra alle slags "forbrydere".

Hovedordene i fortællingen bliver dermed skyld, dom, frihed og uskyld. Hele inventaret omkring den menneskelige samvittighed som et diskussionsrum dukker op og får virkelig sprogligt kød på, således at man igen kommer til at opleve disse store ord som højst vedkommende. Den gode tørre oversættelse ved Hans Peter Lund gør også sit til, at læsningen bliver så gribende, idet man genkender sine egne overvejelser og interne diskussioner.

Denne advokat er god, taler sig varm, nyder sig selv, elsker sig selv skjult, når han vinder en sag for en anden, for han stiler højt, når han er beskeden og overlader andre sin plads i metroen, ikke tager penge nok, når folk er fattige, og så videre:

"Min profession tilfredsstillede på lykkeligste vis denne stræben mod højderne. Den fritog mig for enhver bitterhed over for min næste, som altid blev mig tak skyldig, uden at jeg nogensinde skyldte ham noget. Den placerede mig over dommeren, som det nu var mig, der dømte, og over den anklagede, som jeg tvang til at være taknemmelig".

Fra disse selvglade højder er det, at faldet sker, da han ved en lejlighed hører en ubestemmelig latter bag sig og kort tid efter en kvindes skrig, idet hun drukner sig, uden at han griber ind.

Men også dette fald får han spundet ind i et net af ord, hvori han beskriver sin karriere som falsk profet, "der råber i ørkenen og nægter at forlade den".

På sin vis er det en forfærdelig bog med al dens afslørende viden om menneskelig forfængelighed og ondskab i lag over lag. Den bliver råbende i sin ørken som eksistentialismens sande stemme i al dens negativitet. Uden Gud skulle den være klogere end Gud - og den er stolt af sin præstation i livsørkenen.

kultur@k.dk

Albert Camus: Faldet. Nyoversat af Hans Peter Lund. 120 sider. 179 kroner. Gyldendal