Adam Holm er studievært på DR 2 og ph.d. i historie.
Lshana habaah byerushalayim næste år i Jerusalem. Sådan sagde min gamle farmor, og sådan har jøder i diasporaen sagt i 2000 år. Alle drømte de om alijah, at blive løftet op i den himmelske stad på jorden. Få byer på denne klode er så tynget af mytiske beretninger, religiøse stridigheder, kulturel rigdom og fotogen skønhed som netop Jerusalem.
Enhver tilhænger af de abrahamitiske religioner har noget at komme efter Grædemuren, Klippemoskéen, Via Dolorosa og sekulære rejsende og ugudelige fastboende behøver heller ikke at fortvivle. Byen med de mange tårne, kupler og gravpladser har plads til alle, levende som døde, og dog; det er en by, der uanset trosforhold og øvrige præferencer deler folk i enten uforfalsket kærlighed eller inderlig modvilje. Selv har jeg aldrig for alvor kunnet tage byen til mig. Tel Aviv er ubetinget mit valg i Det Hellige Land. Der er ikke mere end en god times kørsel mellem disse to byer, men der er tilgiv klichéen en verden til forskel mellem den livfulde, mediterrane og nærmest profane atmosfære i Tel Aviv og det stadig mere fromme Jerusalem, hvor stemningen kan være tung og mat, og hvor husene føles bitterligt kolde både sommer og vinter.
I min mentale notesbog er sidstnævnte by, enten den kaldes for Yerushalaim eller al-Quds, lig med religiøs ekstase, politisk vold og tunge forkølelser. Men der er tidspunkter i tilværelsen, hvor man må kapitulere over for stærkere kræfter, i dette tilfælde den åndelige overmagt, der viser sig i denne udgave af Aarhus Universitetsforlags vellykkede Vide Verden-serie. Serien har sat en ny standard for danske rejsebøger med en begavet hybrid af kulturhistorie, featurejournalistik og praktiske anbefalinger.
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Birthe Rønn Hornbechs bog om H.C. Andersen bør få mange læsere
Bogens to redaktører og bidragydere, Michael Bach Henriksen, kulturredaktør på nærværende dagblad, og Kasper Bro Larsen, lektor ved Aarhus Universitet, har samlet en håndfuld dygtige forskere og mediefolk samt en enkelt digter i skikkelse af Pia Tafdrup. Hun indleder med en personlig beretning om sit første møde med den rå og forjættende by, hvor hun på kort tid blev adskillige erfaringer rigere, eksempelvis at man i områder af byen med uro aldrig bør køre iført sikkerhedssele, ellers kan man ikke komme hurtigt nok ud af bilen, hvis den skulle blive ramt af en molotovcocktail og bryde i brand.
Fælles for de 13 bidragydere, som foruden Tafdrup blandt andre tæller Jakob Skovgaard-Petersen, Poul Joachim Stender, Steffen Jensen, Herbert Pundik, Naser Khader og Martin Krasnik, er, at de skriver på et personligt afsæt og ikke bare i rollen som enten mellemøsten-kender, teologisk kyndig eller journalist. Bevares, ikke alle tekster er lige sprudlende og velfortalte, men generelt holder udgivelsen et højt niveau, og den er en fortrinlig kilde til fordybelse i Jerusalems boligkvarterer, gastronomi, ungdomskultur, religiøse prægning, skønlitteratur, jødiske forskelligheder, kristen mangfoldighed og palæstinensiske skæbner i en delt by, der beherskes af israelske tropper.
Vi får byen gennemgået, gennemlyst og gennemtygget ned til mindste detalje både fysisk og mentalt. Hos Heidi Laura kan man få forstand på jødisk hovedbeklædning, hos Bach Henriksen kan man vandre ad litterære stier, hos Stender står den på mundvandsdrivende hummus-anretninger, og Allan Sørensen, hvis artikler om Israel gennem en årrække vil være læsere af denne avis bekendt, viser, at selvom byen på mange måder er blevet mere konservativ og ortodoks, har den samtidig fået en mere eksperimenterende og forandringsvillig ungdomskultur.
Krasnik, der tilbragte en del af sin tidlige barndom i byen, minder om, at Jerusalem er blevet lagt i grus to gange, har været udsat for 23 belejringer, 52 angreb og 44 erobringer eller generobringer, men den findes stadig i et nutidigt og aldeles virkeligt spænd mellem fortid og fremtid. Byen er ualmindelig på snart sagt alle områder, og dog kan man gå på café og museer, drive rundt på må og få og gå i butikker og på markeder og købe alt mellem himmel og jord.
Men man skal tænke sig om, for som Pundik skriver: Jerusalem er farlig for ubefæstede sjæle. Byen er for stærk. Den lider af for meget historie, som ustandseligt bryder op på overfladen og som kogende lava forgifter sindene og tilintetgør håbet om, at mennesker vil kunne leve en almindelig grå hverdag, hvor de har fred til at bekymre sig om prisen på et kilo tomater.
Grå hverdag er der desværre en del af for mange af de palæstinensere, som Khader portrætterer. Livet på den arabiske side af den såkaldte separationsmur, der blev bygget af israelerne for at holde palæstinensiske selvmordsterrorister på afstand, er en nedslående påmindelse om, hvilke grumme spændinger byen rummer.
At der er plads til blodig historie, identitetspolitik og omstridte grænsedragninger i en bog, der også byder på adresser på konditorier og små fif til besøg i kirker og moskéer, vidner om stor alsidighed.
Blandingen af begejstring og indsigt, som bæres af skribenternes blik for nuancerne, får selv en koldhjertet tel avit som undertegnede til at blive blød i knæene. Jeg fristes til at istemme det urgamle ordsprog: Næste år i Jerusalem. Nu med guidebog.
kultur@k.dk