Syng fugl, syng!

Hvor er opinionen? Suzanne Brøgger giver i sin nye brevveksling os alle en tiltrængt opsang

Der er ikke nogen, der har forstand på at blive gammel i det her land, sukker Suzanne Brøgger til sidst og lufter sin lyst til at emigrere. Til Sverige! --
Der er ikke nogen, der har forstand på at blive gammel i det her land, sukker Suzanne Brøgger til sidst og lufter sin lyst til at emigrere. Til Sverige! --. Foto: Mette Frandsen.

Endelig! Efter mange rundgange i pastichen, poesien og pamfletten er Suzanne Brøgger nu tilbage, hvor hun startede og i grunden er allerbedst: som en uselvhøjtidelig, rytmisk causerende opsanger. Der trods allehånde filosofiske og litterære lånefjer udgør sin helt egen og stærkt bevaringsværdige fugleart. En forunderlig blanding af struds og kolibri, der stikker hovedet i busken og rumpen i vejret og alligevel slår med vingerne i en hastighed, så knap luften kan bære den oppe.

Derfor skal hun læses i farten. I den flydende tilstand mellem to punkter. Gem ikke godbidderne til næste dag, det er ikke sikkert de holder – selv om de handler om evigheden. 'Sein' og 'schein', substans og skin, er i dette forfatterskab hinandens fremkaldervæske.

"Godt man ikke er kunstner," sukker fru Brøgger beskedent i sin seneste udgivelse: "for en kunstner kan ikke være et godt menneske." Hm! I stedet kalder hun sig skriblerske, madamme, pamflettøse – eller bare en glad amatør. Mit forbillede er Kamma Rahbek, hedder det, som ikke efterlod sig nogen spor, men var alt i sit væsen. Og her ligger vel idealet om alderdommen. I på en gang at være i stand til at sætte og slette sporene. Fordi man ikke længere tager det hele så tungt. Voila, som fruen selv ville sige det. Hvis man vil have det hele, får man ingenting. Jo mindre fastholden, desto mere liv!

"Jeg har set den gamle verden forsvinde – hvor er mine øreringe" er en række ualmindeligt veloplagte luftbårne breve til en fiktiv prins i det fiktive land Mogadonien. Landet har navn efter et sovemiddel, og vi kender det vist godt, både landet og bevidsthedstilstanden, ligesom vi kender den kongelige højhed med sans for poesi og franske dyder. Jeg skriver til den indre prins i os alle, bedyrer Suzanne Brøgger dog selv i et af de få anfald af skolelærer.

Det er netop det uhøjtidelige, der giver stemmen en dybere klang. Med de tabte øreringe som lidt eventyrstøv på siderne fungerer disse breve således som en tiltrængt refleksion over tiden. Ikke klagesang, ikke bagstræberi, ikke medløb; men ægte undren, vrede og indignation. Jeg hører ikke dette århundrede til, siger hun med Patti Smith. Den gamle verden er forsvundet, og jeg er selv blevet så gammel, at det er min tur til at gå samme vej. Jeg har aftjent min borgerpligt. Nye generationer må tage over.

Men så kan Suzanne Brøgger naturligvis alligevel ikke lade være at give sit besyv med. Sådan er paradokset sandheden, og sandheden et paradoks. Hun påkalder sig tavshedens ret – og taler. Klart og hvæsset som i ungdommens vår. Sjældent velformuleret. Og dertil med en ny årring af humor. Så det er umuligt ikke at begynde at citere. Bare i flæng, for sådan er tonen:

"Den ny kulturelle magt i samfundet udgøres nu af de ?medieprofessionelle?! Jeg må le! Et medie er jo bare et middel og ikke et mål. Man vil vel heller ikke regne dem, der kan tale i telefon, for en kulturel magtelite!" Bekymringen går på, at det indre liv er ved at forsvinde. Vi er blevet typer frem for identiteter. Måske er det derfor, reflekterer hun, at det "kun er mennesker, der ikke har noget at sige, der kæmper for ytringsfriheden." Og fortsætter: "Det er en ynkværdig narcissisme, der præger disse tomme gestikulationer." Ligesom de nye "missionerende ateister" får en på hatten, så denne anmelder må tage sin egen af: "De har vist aldrig oplevet særlig meget erotisk i deres liv. De har aldrig været ude på det dybe og fornægter derfor hårdnakket det høje." Gnække, gnække. Og så råbes der vagt i gevær over for behandlingen af flygtninge, højrebølgen, "som man aldrig må marginalisere", og kvindebilledet: Det startede med frigørelse og ender i anoreksi.

Lyder det hardcore, så er brevene skrevet med en lidenskab indbagt i elegance, der for det meste tager surdejen ud af ordene. Ja, der er ligefrem en næsten fidel holdning til de mennesker, der nævnes ved navn. Den djærve, den dygtige, den glimrende, hedder det lidt irriterende opstemt. Godt, der også er enkelte indiskrete ondskabsfuldheder undervejs, er jeg lige ved at sige!

Der er ikke nogen, der har forstand på at blive gammel i det her land, sukker Suzanne Brøgger til sidst og lufter sin lyst til at emigrere. Til Sverige!

Men sikke noget pjat. Hun burde dog være gammel nok til at vide, at selvom århundredet er forsvundet, flytter nissen med. Så der er kun ét at gøre. Syng fugl, syng!

kultur@k.dk

Suzanne Brøgger: Jeg har set den gamle verden forsvinde – hvor er mine øreringe? Breve til Prinsen af Mogadonien. 280 sider. 299 kroner. Gyldendal.