Sådan lyder fremtiden for dansk digtning

Lyrikdebutanten Asta Olivia Nordenhof fejres af alle i denne tid. Men hvor god er hendes første digtsamling, og er der virkelig tale om noget helt ene-stående for dansk lyrik? Vi satte både en lyrikanmelder og en anmelder, der normalt skriver om romaner, til at bedømme årets mest omtalte digtsamling

Sådan lyder fremtiden for dansk digtning

Anmeldelse af Peter Stein Larsen:

Den norske forfatter Per Pettersson forklarede for nylig i et interview, hvad der efter hans opfattelse var en forfatters vigtigste kendetegn, nemlig ærlighed. Det lyder jo meget let, og Petterson tilføjede da også, at det havde taget ham selv over 15 år at finde sin egen stemme og arbejde sig igennem de mange normer og idealer, som han havde om, hvordan en forfatter burde skrive.

I Asta Olivia Nordenhofs Det nemme og det ensomme er noget af det første, som slår en, at vi har at gøre med en forfatter, som på imponerende vis synes at have fundet sin egen stemme ved at fordybe sig i et personligt stof. Væk er alle manererne fra debutværket, Et ansigt til Emily (2011), hvor vi møder en række fortænkte avantgardistisk procedurer med uigennemskuelige sammenblandinger af navne, tider, rum, stilarter og genrer i en flyvsk og sprængt tekst, og i stedet møder man en skrift, hvor man hele tiden gennem associative glidninger bevæger sig rundt omkring personlige smertepunkter. Og hvilke smertepunkter! For vi hører om en fortid med voldelig opvækst, psykiatrisk lidelse og prostitution, og vi har at gøre med en digter, der fortæller om disse emner i en tone, der på den ene side er anarkistisk vild, modsætningsfyldt, omskiftelig, sanseappellerende og stilistisk raffineret og på den anden side går lige i struben på sin læser. Prøv blot at høre denne passage, som i sandhed ikke ligner noget som helst, som man har hørt før på dansk:

LÆS OGSÅ: Nærværende beretning om oktober 1943

jeg ved at min far som fjortenårig stak af hjemmefra / i nogle år junkede han og levede på gaden / jeg er for nylig blevet klar over hvordan han senere i livet omtaler min mor i breve / henvendt til andre kvinder / den lille gris tog aborten pænt, skriver han / hvis han tæskede hende tog hun over til anni, hun ville ikke ha min mormor sku vide det / jeg ved det fordi anni senere fortalte min mormor om det / et aldrig oplevet minde som er kommet til siden jeg så de breve: / brevene ligger fremme / han har aldrig haft til hensigt at sende dem til nogen / min mor skal finde dem. hun skal ødelægges / de boede i samme lejlighed som jeg bor i nu / jeg tror de elskede hinanden.

Asta Olivia Nordenhof har en unik evne til at lade en hel livsskæbne afspejle sig de iagttagelser, handlinger og erindringer, som hvirvler igennem hendes tekster med rasende fart. Man bliver forpustet af at læse det, og associationerne bevæger sig i alle mulige og umulige retninger. Men der er samtidig en imponerende prægnans i teksterne detaljer, som når man f.eks. i ovennævnte tekst om digterens forældre får følgende beskrivelse: min mors sidste mand slog hende også / tænker på ham komme gående uden for vinduet / han har hentet noget i bilen, forknyt / noget ved den måde han viste mishag over frokostanretningen på kroen / som om hans tøj var blevet for stort.

Konklusionen er kort og enkel: Det nemme og det ensomme er en hudløs, uafrystelig, slagkraftig og stilistisk raffineret digtsamling, der med sin unikke tone placerer sig centralt og uomgængeligt i samtidens poesi.

Anmeldelse af Mai Misfeldt:

Nogle gange kan det siges så enkelt. Helt kort, skrives ned på papiret, stå som et udsagn, som gør en forskel, et udsagn, det er værd at huske på hver eneste dag, hvis man hører til de mennesker, for hvem livet af og til opleves som helt uoverkommeligt: nerverne er galere end jeg.

Så fint og enkelt. Du er andet end de nerver, der raserer i dig og får dig til at drømme om at være en anden, en helt simpel eksistens, som ikke skal sønderslides af tvivl: gid jeg hed Torben og havde et lettere liv/ så ville jeg ha stået fuldstændig gennemkneppet nede i seveneleven/ og undret mig over jeg hed torben og det ikke betød noget hvad jeg hed alligevel/ helt vild og det retningsløse ville være så indlysende, som Asta Olivia Nordenhof skriver et andet sted.

Men det er godt, at Asta Olivia Nordenhof er Asta Oliva Nordenhof, for kun hun kan skrive en digtsamling som det nemme og det ensomme. Hun er født i 1988, uddannet fra Forfatterskolen og debuterede i 2011 med romanen Et ansigt til Emily. Men det er i digtsamlingen her, at hun for alvor folder sit indiskutabelt store talent ud. Et talent, der får skriften til at virke helt ubesværet, nærmest som trak den bare vejret i forskellige tilstande: den sørgmodige, den humoristiske, den stjernerasende, den vildt fortvivlede, den pludseligt helt åbne og lykkelige, den tænksomme og den hurtige. Hele tiden skrevet med småt og egne staveregler.

Asta Olivia Nordenhof skriver om sin opvækst i en familie grundlagt på et fundament af vold, misbrug og svigt, om sine døde forældre, om at være indlagt på psyk, om at være fuld af smerte. Sådan er det bare. Men hun er også den, der genrejser sin mor: jeg skulle have sagt:/ det er ingens ret at ødelægge dig. Ligesom hun skriver et langt, vigtigt digt om vores hykleriske omgang med begrebet arbejde og deraf følgende desavouering af den ikkearbejdende.

Asta Oliva Nordenhof holder med dem, der ikke selv har nogen stemme, alle dem, som hun også i sin opvækst har set blive trådt under fode. Og hun bruger sin egen stemme til at sige det, som det er.

Man kan sammenligne Asta Olivia Nordenhofs skrift med 1970ernes bekendelseslitteratur. Forskellen er dog, at Nordenhof skriver med en langt større formmæssig bevidsthed, en bevidsthed om, at sprog ikke bare er noget, man viderebringer information igennem, men at sprog kan slå gnister inde i hjernen og gøre én lykkelig, og at vi har brug for den lykke.

Nordenhof har sin egen historie, læseren har sin, men alle har prøvet at være så hede og så hvile lårene mod nogle sten der hele dagen har ligget/ i skygge/ alle har været så vidunderligt små. Der er meget, der skiller os, men lige så meget, der forener os.

det nemme og det ensomme, sådan er livet. Det er jo nemt nok: at trække vejret, men det er også meget ensomt at leve. Men man kan dele erfaringerne med andre, ikke mindst i skriften kan man dele både det tunge mørke og den ubærlige lykke: må skrive til morten!/ må skrive til bjørn! jorden er øm og jeg er ik nok til at fat det! Hvor er det vidunderligt, at Asta Oliva Nordenhof ikke bare skriver til Morten og Bjørn, men også til dig og mig.