Et sted i sin nye skriver Jørgen Leth, at hans såkaldte skrivedogme er, at han vil undgå at formulere meninger. I stedet er hans mål at bekrive, hvad han ser, lugter og sanser, og man kan kun konstatere, at han efterlever det. Det gør han generelt i sit virke, men altså også her i Et hus er mere end en ting det uperfekte menneske/3, der udgør seneste udspil i det, man vel må kalde for Jørgen Leths uendelige dag.
Her møder man atter multikunstneren, der vandrer gennem livet og undrende iagttager, hvad han passerer, og om man bryder sig om Leth eller ej, står og falder jo med, om man har sans for hans særlige æstetisk luftige og egentlig ret upersonlige tilgang til tingene.
LÆS OGSÅ: Det ryste(n)de menneske
Det har jeg desværre ikke, og det skyldes ikke, at man absolut skal mene en masse for at fange min interesse. Slet ikke. Det skyldes, at Jørgen Leths iagttagelser kun sjældent rummer noget i mine øjne skarpt og originalt. Faktisk siger han mange banale ting. Men han er berømt for sin messende talestrøm og sine associationer, der hos nogle rammer en slags eksistentiel åre ind til gåden ved at være her. Jørgen Leth deler vandene, men lad os gå lidt mere systematisk til værks i hans nye .
Leth tager her udgangspunkt i det jordskælv, der i 2010 ramte hans elskede Haiti og fratog ham hans vante hverdag. Herfra udvikler en sig i Leths klassiske, lidt humpende stil tilbage til balance i livet med trofaste børn, der passer på ham, en haitisk kæreste, der fremstår temmelig kynisk i udnyttelsen af sin hvide, nærmest enfoldige elsker, filmprojektet Det erotiske menneske, Tour de France på TV 2, masser af kendte venner, der nævnes i flæng, skrivevirksomhed og naturligvis udsøgte måltider, lækkert mærketøj og dyre vine.
Jørgen Leth har efterhånden været Jørgen Leth så længe (i 75 år helt præcist), at han synes at tage det for givet, at alt angående hans person er interessant. Og efter jordskælvet beskrives det med tilfredshed, hvordan danske medier prøver at finde ham.
Find Jørgen Leth! lød ordren angiveligt på Ekstra Bladet, hvilket får samme Leth til at føle sig som dr. Living-stone i Afrika. Og han tilføjer: Den kunne jeg godt lide. Ja, for Jørgen Leth kan godt lide at føle sig som hovedperson i et kulørt drama, og bedst er det jo, hvis nogen kigger på ham.
Som da han genforenes med sønnen Asger, hvilket beskrives således: Far og søn faldt i hinandens arme. En lang tårevædet omfavnelse. Jeg noterede mig bagefter, at Benjamin Kürstein havde filmet scenen. Det var jeg glad for. Det var et stort øjeblik. Det er den slags, der midt i den skinbarlige ulykke for både Haiti og Leth personligt gør det svært for alvor at føle med ham.
I sit selvkredsende projekt noterer han alt til senere brug og fremstår næsten kalkulerende kølig i sin registrerende position.
Bogen igennem sidder man med følelsen af at være i selskab med en mand, der mangler en egentlig kerne og fortsat blot går omkring som et barn, der keder sig. Alt imens han hele tiden forsøger at klistre store ord på sin tilværelse, så den i det mindste lyder af noget.
Det er både komisk og trættende at læse hans evige opremsninger af omeletter, god sennep og iransk kaviar hjemme hos Lars von Trier, der i øvrigt lige hjælper ham med at perfektionere Det erotiske menneske fra fremragende til exceptionel.
For slet ikke at nævne hans besøg hos Giorgio Armani, hvor han leder efter en gråternet hørjakke og må ånde lettet op, da den er fundet. Nu var det jakken, der var temaet. Godt, det gav ro. Alene det at købe tøj er et drama for Jørgen Leth, men kun for ham, forstås. For læseren er det mest kedsommeligt.
Noget af det interessante ved denne er imidlertid, at Leth faktisk selv pludselig overvejer, om han mon har forskrevet sig for meget til sanserne. Men han konkluderer, at den, der har et æstetisk-sanseligt forhold til sin omverden, også kan have en etisk målestok i sit liv.
Trods dogmet om ikke at levere holdninger er der vel her tale om ansats til en sådan, men desværre bliver det ikke til mere end det løsrevne postulat, og man kan kun opfordre Jørgen Leth til næste gang at uddybe sit syn på det etiske. Det er på høje tid. Hans sanselige impulser og fornøjelser kender vi til fulde, og punktet er nået, hvor det er svært længere at tage en mand alvorligt, der som et stort barn spadserer rundt i verden og peger og siger: Se, noget fint tøj, se, noget dyr mad, se mig stadig være seksuelt aktiv.
Dette bør være Jørgen Leths sidste store pege, og det er blevet tid at tage fat på de etiske overvejelser ved at være et menneske. Et uperfekt menneske, der efterhånden har gentaget sig selv ofte nok.