Taleban er et mareridt

Bemærkelsesværdig og absolut læseværdig roman-debut om Afghanistan

Det er fra folk som Anne-Cathrine Riebnitzsky, vi lærer og reflekterer. Vi læser meget om Afghanistan i disse år, men hun peger på nye nuancerede vinkler. –
Det er fra folk som Anne-Cathrine Riebnitzsky, vi lærer og reflekterer. Vi læser meget om Afghanistan i disse år, men hun peger på nye nuancerede vinkler. –. Foto: Kristine Kiilerich.

Anne-Cathrine Riebnitzsky har mange strenge at spille på som debuterende romanforfatter til en oplysende, debatskabende og rystende roman om skæbner i Afghanistan. For det første er hun uddannet fra Forfatterskolen i 1998.

Dernæst har hun været udsendt både som soldat og som rådgiver for Udenrigsministeriet til netop Afghanistan fra 2007. Sidst, men ikke mindst, omsætter hun virkelige begivenheder til litteratur, som man ikke lige slipper.

LÆS OGSÅ: Vinderen skriver krigenes historie

Romanen hedder Den stjålne vej, og titlen er både meget konkret og abstrakt i sin henvisning til Talebans fremfærd med at ødelægge og stjæle den rette vej mod islam. Den konkrete vej er et asfalteret stykke vej mellem Gereshk og Kandahar i det sydlige Afghanistan, hvor ingeniøren Khan leder arbejdet. Men Khan bliver en morgen kidnappet af en gruppe unge talebanere og tilbringer de næste mange dage forslået og nedbrudt sammen med dem hvert eneste minut i angst for at få halsen skåret over.

Romanens anden hovedperson er Malika, en handlekraftig og oprørsk hustru til Rahim, der til hendes store fortrydelse har taget sig en kone nummer to: den kun 13-årige Sharifa, der alt for ofte må lægge krop til ægtemandens natlige voldtægter.

Voldtægten af den unge dreng Javeed udgør romanens tredje spor, og det er lige så barsk en affære som den er et tabu. Voldtægt af unge drengebørn er udbredt i det sydlige Afghanistan og stærkt overset, måske mere end de undertrykte kvinder er det! Alle ved, at det er i modstrid med islam, men praksis er noget helt andet. Der går en vittighed om mændene i Kandahar: Når fuglene flyver over Kandahar, dækker de deres numse med den ene vinge. I en voldtages Javeed på et politicheckpoint, og de fysiske og psykiske skader, han herved påføres, ødelægger ham for livet.

Overlevelsesstrategier er som altid interessante, de siger endog meget om kreativitet og intelligens i det menneskelige væsen. Malika modarbejder sin mands seksuelle drift og Sharifas eventuelle graviditet ved at tilsætte maden knuste p-piller. I det skjulte underviser hun afghanske kvinder og prøver at yde den sårede Javeed nogen retfærdighed.

Den tilfangetagne Khan benytter sig af sin belæsthed og argumentationsevne over for de snæversynede talebanere. Han tør argumentere og provokere til grænsen af det dødsforagtelige; han udfordrer deres overbevisninger og holder fast i sin tro på muslimernes profet. Hans renlivede opfattelse af islam videregives fornemt af forfatteren, der i virkelighedens verden har mødt en ingeniør Khan og talt med ham. Et flot portræt af et bundhæderligt menneske.

Alt i alt forekommer romanen overordentlig velresearchet: En dansk læser kan ikke andet end at finde den troværdig, harmfuld uden at være indigneret, velformuleret uden at blive rørstrømsk. Det er fra folk som Anne-Cathrine Riebnitzsky vi lærer og reflekterer. Vi læser meget om Afghanistan i disse år, men hun peger på nye, nuancerede vinkler.