Prøv avisen

Tiden er et tæskehold

Jennifer Egan har tidligere skrevet en novellesamling og tre romaner, og ”Tæskeholdet banker på” er hendes internationale gennembrud. Hun kommer til Danmark senere på måneden for at deltage i litteraturfestivalen CPH:LITT. – Foto: .

Pulitzerprisvinder Jennifer Egan har skrevet en sprudlende og original roman om den moderne tidsalder og angsten for at blive gammel

Sidste år var der stor opmærksomhed om Frihed, Jonathan Franzens realistiske samtidsroman om USA og familien Berglunds storhed og fald. Den ambitiøse roman giver et glimrende og mangefacetteret billede af USA lige nu, men er ikke et mesterværk på samme niveau som de store klassikere, som den blev sammenlignet med ved udgivelsen, eller Franzens egen Korrektioner fra 2001 for den sags skyld.

LÆS OGSÅ: Kan alderdommen afskaffes?

Når Franzen nævnes her, er det, fordi en anden forfatter fra samme generation, Jennifer Egan (født 1962), nu er aktuel på dansk med romanen Tæskeholdet banker på. Stilistisk er der stor forskel på de to bøger: Franzen fortæller lige ud ad landevejen med næsten samme synsvinkel, Egan skifter stilleje og synsvinkel og river op i kronologien i ét væk. Men var man vild med Frihed, bør man også unde sig selv at læse Tæskeholdet banker på, for Egans ambition er ikke mindre end Franzens: at levere et bredt signalement af tiden og indkredse, hvad der driver det moderne amerikanske og dermed vestlige menneske.

I centrum af romanen finder vi musikproduceren Bennie Salazar, der har opnået alt, hvad man kan drømme om på New Yorks kulturscene, men nu længes efter en autentisk lyd befriet fra musikindustriens syntetiske overfladebehandling. Han har slået sig ned i en velhaverforstad til New York langt fra sine rødder på den antiautoritære punk-rockscene i San Fransisco, og livslysten siver ud af ham.

Hans søde assistent, Sasha, er heller ikke tilfreds med sit liv og supplerer sin kække væremåde med lidt fritids-kleptomani, der truer med at komme ud af kontrol, og som har mere end perifer forbindelse til en problematisk barndom. Begge længes efter nærvær, men har svært ved at gribe øjeblikket, for de er altid på vej et andet sted hen i det liv, der bliver kortere for hver dag. Tiden er et tæskehold, siges det et sted, og tæskeholdet banker snart på Bennies og Sashas dør.

Var Jennifer Egan nu en forfatter som Jonathan Franzen, ville hun på realistisk vis bore dybere ind i Bennies og Sashas for- og nutid, måske introducere et par personer mere og tviste plottet et par gange, men ellers følge udviklingen hos de to personer i centrum. Men sådan er Egan ikke, dertil har hun nok set for meget tv og hørt for meget musik og ladet sig inspirere af disse kunstarters mere flerstrengede og springende udtryk.

Hun forlader hurtigt hovedpersonerne og introducerer en længere række personer fra forskellige tider og på forskellige kontinenter med undertiden meget løs tilknytning til Bennie og Sasha. Eksempelvis består et langt kapitel af et fiktivt interview med en filmstjerne skrevet af Bennies ex-kones journalistbror, Jules Jones, en artikel, der ud over at være en herlig parodi på en bestemt amerikansk featurestil er et vidnesbyrd om tidens depraverede fankultur og samtidig kaster lys over udviklingen hos en vigtig biperson i romanen. Det er samme Jules, der et andet sted sætter ord på den forvirring, der hersker i tiden, i en samtale med sin søster:

Jeg er væk i nogle få år, og så slår hele verden en kolbøtte. Der er nogle bygninger, der er væk. Man bliver kropsvisiteret, hver gang man skal ind på nogens kontor. Alle lyder skæve, fordi de sidder og e-mailer folk, mens de taler med én. Og nu hænger min rock and roll-søster ud med republikanere!. Egans personer har det som Bob Dylans mr. Jones: Noget afgørende er sket, men de ved ikke, hvad det er.

Romanen kan være krævende at læse, og man skal undertiden holde tungen lige i munden ved et nyt kapitel, for Egan skærer ikke ud i pap, hvor vi nu er henne, og hvem det nye kapitel handler om. Men som en gammeldags alvidende fortæller sidder hun deroppe i sin forfatterhimmel og styrer alle trådene med fænomenalt overblik. Hendes stil er måske nok postmodernistisk, men alligevel ikke helt, for hendes hjerte banker tydeligvis mere for personerne end hos de klassiske, ironiske, postmodernistiske forfattere.

Hun hører snarere hjemme i den gruppe, som litteraturforskeren Tore Rye Andersen har kaldt postironikerne: en ny forfattergeneration i USA, der er kommet videre efter postmodernisternes ironi og på et stilistisk raffineret grundlag søger efter nærvær, inderlighed og patos uden dog altid at finde den.

Jonathan Franzen hører hjemme i samme gruppe, og den kritik kan man rette mod de to stjerner i aktuel amerikansk litteratur: Deres personer er oprigtige søgende og hungrende efter mening og nærvær, men forfatterne har ikke rigtigt noget bud på, hvor udfrielsen skal findes. Personerne bliver virkelig ikke særlig klogere undervejs. Men deri ligger måske den vigtigste samtidskritik fra forfattere som Franzen og Egan. De spørger: Er vi mon alle nærværshungrende individer, der søger mening uden at finde den og derfor forfalder til simpel behovstilfredsstillelse i mad, drikke og sex? Mens tæskeholdet (tidens) banken på døren bliver stadig mere højlydt, og afslutningen nærmer sig?

Tæskeholdet banker på vandt Pulitzerprisen i 2011, og Egan røg hurtigt på Time Magazines liste over verdens 100 mest indflydelsesrige personer. Med sine erklærede forbilleder, Marcel Proust og tv-serien The Sopranos, er Egan en herligt original forfatter, som med denne roman har leveret et sikkert hit. Hvis man vil vide og føle, hvor sprællevende amerikansk mainstreamlitteratur er i disse år og samtidig udsætte sig selv for et tankevækkende tidssignalement, er der ingen vej uden om Tæskeholdet banker på. Den er smart, krævende, sjov og urovækkende.