Tysk litteratur når den er bedst

Sælsomme stjerner stirrer mod jorden er en fremragende roman om Berlin i 1970erne

Berlins store tyrkiske befolkningsgruppe som her i bydelen Kreuzberg får stemme på mangfoldige måder i aktuel tysk litteratur.
Berlins store tyrkiske befolkningsgruppe som her i bydelen Kreuzberg får stemme på mangfoldige måder i aktuel tysk litteratur. . Foto: .

For nogle år siden lancerede Gyldendal og Berlingske sammen en konkurrence med titlen Nye stemmer. Det gjaldt her om at finde frem til danske forfatterstemmer, der havde anden etnisk baggrund end dansk, og som på denne måde kunne bidrage til en berigelse af den danske litteratur således ideen bag konkurrencen, der udmøntede sig i en lille, men læsværdig antologi med samme navn.

LÆS OGSÅ: Tysk litteratur er inde i rivende udvikling

I Tyskland vil en sådan konkurrence være utænkelig. Ikke fordi forlagene ville have problemer med aktivt at opsøge nye bidragydere ved hjælp af sådanne tiltag, men af den simple årsag, at det tyske kulturliv vrimler med kunstnere, forfattere og musikere, der kommer fra alle mulige steder i verden eller har familiebaggrund alle mulige andre steder end i Tyskland: Den nye tyske film er tyrkisk, som en filmkritiker allerede i slutningen af 1990erne skrev, og også inden for litteratur, teater og billedkunst kommer nogle af de mest interessante og mest anerkendte bidrag fra mennesker, der har anden baggrund end tysk: Det aktuelle Tyskland kan slet ikke tænkes uden disse bidrag til kulturlivet.

I Danmark er denne centrale del af det aktuelle tyske kulturliv stadigvæk stort set overset. Især de store forlag synes i høj grad at holde fast i ideen om, at tysk kunst og kultur har noget at gøre med gamle, hvide mænd, der skriver om Anden Verdenskrig og tyske identitetsproblemer. Den fascinerende, sprudlende samtidslitteratur, der eksempelvis har iranske eller tysk-tyrkiske rødder, er derimod som oftest totalt ignoreret.

Det er derfor mere end befriende, at forlaget Vandkunsten nu endelig gør op med denne triste tendens ved at oversætte en af den fremragende tysksprogede forfatter Emine Sevgi Özdamars romaner. Özdamar flyttede som ung kvinde i midten af 1970erne fra Tyrkiet til Berlin, hvor hun ville udleve sin drøm om at arbejde som skuespiller. Siden er Özdamar forblevet bosat i Berlin, hvor hun har haft stor succes med sine romaner og skuespil, samtidig med at det lykkedes hende at skabe sig en skuespillerkarriere.

Af mange regnes hun i dag som grand old lady i den såkaldte tysk-tyrkiske litteratur: Siden 2007 er hun medlem af det højt renommerede tyske akademi for sprog og digtning, og for en hel generation af yngre forfattere har hun med sin særlige sprogtone og sit åbenlyse opgør med den såkaldte Betroffen-heits-litteratur, hvor indvandrede i 1970erne især fremstilledes som stakkels ofre for det onde tyske samfund, tjent som forbillede for deres egne litterære arbejder. I dag tæller Özdamar med rette med blandt de helt store navne i tysk litteratur.

Romanen Sælsomme stjerner stirrer mod jorden, som Jane Tversted har oversat til velfungerende dansk, er ikke forfatterens bedste men den er stadigvæk fremragende. Den beretter med en velgørende ironi og skarphed om en ung tyrkisk kvinde, der efter militærkuppet i Tyrkiet flytter til Berlin for at komme i kontakt med nogle af de store teaterinstruktører i Østberlin: med Benno Besson, Matthias Langhoff, senere Heiner Müller.

Romanens hovedperson bor i perioder i Vestberlin, hvor hun er flyttet ind i et halvfjerdserkollektiv med frit sexliv og fælles badekar; i andre perioder får hun visum til Østberlin, der gør det muligt for hende at arbejde med nogle af de mest fremtrædende teaterinstruktører ved Volksbühne og Berliner Ensemble.

Som resultat får vi et såvel skarpt som underholdende blik på Berlin i 1970erne: Med stor empati og indlevelse beskrives de forskellige miljøer i Øst- og Vestberlin, og en tysk kritiker har med rette bemærket at der her er tale om en af de helt store Berlin-romaner: Måske netop fordi Özdamar hverken kommer fra den vestberlinske undergrund eller den østberlinske avantgarde, men har et helt tredje blik, udefra, formår hun med den rette distance at skildre begge miljøer uden at være fanget i sit eget udgangspunkt. Og siden Özdamar gennem hele romanen forbliver empatisk og loyal overfor de miljøer, hendes hovedperson færdes i, opstår en enestående beskrivelse af 1970ernes kultur i begge dele af byen. Jeg kan ikke huske at have læst en bedre roman om Tyskland i 1970erne.

I Tyskland omtales romanen af og til som del i en trilogi, der også omfatter romanerne Das Leben ist eine Karawanserei, hat zwei Türen, aus einer kam ich rein, aus der anderen ging ich raus fra 1992, og Die Brücke vom Goldenen Horn fra 1998, begge endnu ikke oversatte til dansk. Det er flot, at Sælsomme stjerner stirrer mod jorden nu endelig foreligger på dansk. Men man må samtidig håbe, at det blot er begyndelsen: At der snart følger flere oversættelser af Özdamars bøger. For det er tysk litteratur, når den er bedst!