Prøv avisen

Underholdende sværvægter

Ken Follett er ikke litterært prætentiøs. Det er ikke juryens specialpris, han bejler til, men publikumsprisen, og den kan han sagtens få med "Giganternes fald", der holder, hvad den lover. -- Foto: Bent Midstrup.

En sikker sællert Herskab og tjenestefolk, had og kærlighed, krig og fred - og en skøn forudsigelighed: Den nye Ken Follett har alle bestsellerens ingredienser

af lotte kirkeby hansen Efter et par moppedrenge i middelalderens tegn, "Uendelige verden" og "Jordens søjler", er den engelske megabestsellerforfatter Ken Follett nu klar med første bind i en trilogi om fem familier i det 20. århundrede. Og hvis man er Follett-fan, kan man roligt glæde sig, både nu og i fremtiden: Et enormt persongalleri og 936 tætskrevne og handlingsmættede sider venter i første bind - og allerede i 2012 udkommer andet bind, der følger anden generations genvordigheder under depressionen og Anden Verdenskrig - og i 2014 tredje bind, hvor tredje generation skal føres gennem den kolde krig.

Banen er således kridtet op, og mon ikke Ken Follett efter 2014 kan lægge adskillige millioner oven i de 100 millioner solgte bøger, han allerede kan bryste sig af?

I "Giganternes fald" spiller den walisiske minearbejder-familie Williams sammen med den højadelige engelske Fitzherbert de altoverskyggende hovedroller, solidt sekunderet af den russiske familie Pesjkov, den tyske von Ulrich og den amerikanske Dewar, hvis skæbner bliver flettet ind i hinanden af Første Verdenskrig - og af deres respektive placeringer i det meget klasseopdelte samfund, der var en del af datidens virkelighed.

Englands konge, Georg V, mødes i januar 1914 med en gruppe fremsynede og indflydelsesrige unge mænd fra Europa og USA for at diskutere den internationale politiske situation, der begynder at spidse til. Nogenlunde samtidig kommer den opvakte Ethel Williams i det 200 værelser store hus hos den unge charmerende - og nygifte - jarl Fitzherbert, der hurtigt benytter sig af sin droit du seigneur og gør hende med barn. Hun forstår imidlertid at udnytte situationen, får ham til at betale et hus i London og engagerer sig her, sammen med Fitzherberts suffragette-søster Maud, i kvindesagen og senere, da krigen ruller, i redaktionen af avisen The Soldier?s Wife. Og så ruller handlingen med herskab og tjenestefolk, had og kærlighed, krig og fred: Modsætninger er gode at spænde en handling ud mellem, og den lektie har Follett, den brede pens mester, lært. Siderne er uden modhager og vender sig selv, og trods det skematiske og forudsigelige set-up kan man ikke sige underholdningsværdien noget på.

Vejer man Ken Follett på underholdningslitteraturens vægt, vil man næppe finde ham for let. Han kan sit kram, det er godt researchet, velskrevet, klogt disponeret og elementært underholdende.

Sammenligner man ham med mere litterære forfattere som for eksempel A.S. Byatt, der tidligere i år udgav "Børnenes bog", der beskæftiger sig med samme periode, kommer man til at savne dybde og refleksion. Men en sådan sammenligning ville være uærlig og konstrueret, for Follett er ikke litterært prætentiøs. Det er ikke juryens specialpris, han bejler til, men publikumsprisen, og den kan han sagtens få med "Giganternes fald", der holder, hvad den lover.

kultur@k.dk

Ken Follett: Giganternes fald. Oversat af Alis Friis Caspersen. 936 sider. 399,95 kroner. Cicero.