Prøv avisen

Velmente, men upræcise sammenligninger

Rasmus Navntoft: Thomas Mann. På sporet af en ny humanisme. 178 sider. 199 kroner. Forlaget Per Kofod.

Rasmus Navntoft forsøger i sin bog om Thomas Manns humanisme at læse nutidens konflikter gennem den tyske nobelpristagers briller. En velment, men ikke velfungerende tilgang

I dag befinder vi os midt i en kulturkamp. Ikke som i mellemkrigstiden og alligevel som i mellemkrigstiden. Ikke præcis den samme kulturkamp, ikke den fuldstændig samme kamp mellem de fuldstændig samme idéer. Men alligevel en kamp, hvor mange af brudfladerne er de samme.

LÆS OGSÅ: Et følsomt og flertydigt kvindeportræt

Disse ord fra indledningskapitlet i Rasmus Navntofts Thomas Mann. På sporet af en ny humanisme sammenfatter en del af projektet bag en, som går ud på at benytte Thomas Manns verdenssyn og de dertil knyttede idépolitiske konflikter til at belyse nutidens udfordringer: EU, nationalisme og finanskrisen for blot at nævne nogle. Disse udfordringer handler ifølge Navntoft ikke primært om økonomi, men om værdier og kultur.

Tilgangen er som udgangspunkt ganske sympatisk. Bogen afspejler et velgørende syn på litteraturen, hvor gamle bøger fra fortiden ikke betragtes som støvet kulturarv, men som bidrag til åndshistorien, som vi også i dag kan lære noget af. Litteraturens erkendelsespotentiale er ikke begrænset til dens samtid: Den kan også sige os noget i dag, er Navntofts pointe.

For at fremme denne dagsorden lægger forfatteren ud med at læse forskellige centrale tekster af Thomas Mann, deriblandt vigtige romaner som Buddenbrooks, Døden i Venedig, Trolddomsbjerget og Doktor Faustus. Navntofts læsninger er gode og præcise. I fin overensstemmelse med den hidtidige forskningslitteratur viser han, hvordan Manns værker bygger på en modsætning mellem den romantiske dødslængsel på den ene side og en borgerlig ansvarlighed på den anden.

Begge sider dominerer værkerne, og med rette peger Navntoft på, at Manns bekendelse til demokratiet, til oplysningen og ansvarlighed fra begyndelsen af 1920erne ikke skal forstås som en undertrykkelse af den romantiske længsel, men snarere som en nødvendig bekendelse til en kombination af begge elementer.

Manns nye humanisme søger en sådan kombination, men understreger samtidig entydigt nødvendigheden af at overkomme den nationalromantiske længsel i det politiske.

Problemet med Navntofts ligger snarere i hans forsøg på at læse nutidens konflikter med Manns briller. Navntoft overtager nemlig komplet ukritisk Manns modsætning mellem romantisk dødslængsel og oplysningens ansvarlighed, mellem irrationel lyst og rationelt begrundet pligt, selvom de i dag virker yderst klichefyldte.

Hitler bliver i denne tolkning nærmest karikaturagtigt reduceret til at være romantiker (ligesom i øvrigt, ifølge Navntoft, Nietzsche en absurd tese), mens den Europæiske Union meget klichefyldt fremstår som et koldt og nøgtern oplysningsprojekt, der mangler folkelig dybde og en mytologisk fortælling.

Det er tydeligt, at Navntofts egentlige projekt handler om at modargumentere de nationalromantiske røster fra nutiden og deres alliance med det neoliberale verdenssyn. Et projekt, jeg anser for yderst sympatisk og efter 10 år med snæver nationalisme i Danmark mere end velgørende.

Navntofts sympatiske opgør strander dog på, at han, med Thomas Manns begreber, overtager næsten hele den tænkning, han egentlig vil kritisere. I stedet for at overveje, om mennesket i sin natur virkelig blot er præget af en romantisk negativitet, der skal holdes i skak, eller om oplysningen nu også blot er den kolde og abstrakte universalisme, som Navntoft sammen med hele den danske højrefløj antager, skulle han måske netop have udfordret de begreber og tankemønstre, som Thomas Mann arbejder med. Navntofts projekt bliver med andre ord hængende i de begreber, det selv ønsker at kritisere. Resultatet er tamt og på trods af alle gode intentioner ret intetsigende.

Det er nok ikke tilfældigt, at Navntoft selv er uddannet på Litteraturvidenskab ved København Universitet, hvor blandt andet professor Frederik Stjernfelt i sin tid har tolket samtlige nutidens konflikter ud fra Thomas Manns modsætning mellem det romantiske og oplysningen. Men lige så lidt som nazismen kan reduceres til at handle om dunkel mystik, lige så lidt er oplysningen blot kold rationalisme. Hvis Navntoft for alvor vil udfordre tidsånden, burde han bevæge sig ud over disse begreber, som vi har hørt om i Danmark i årtier. De er en del af problemet, ikke en del af løsningen.