Prøv avisen

Verden ifølge Tolkien

Tolkien var inspireret af nordisk mytologi. Her ses et billede fra filmatiseringen af hans triologi "Ringenes Herre". Foto: REUTERSNew Line CinemaHandout.

Udgivelsen af Tolkiens gendigtning af sagnet om Sigurd og Gudrun føjer nye brikker til forståelsen af hans inspiration fra nordisk mytologi. Vi tegner et portræt af den engelske forfatter

Fortællinger er kommet for at blive. Det gælder især de største af dem, som ofte bevæger sig langt ind i vores fantasi.

Det gør de gamle sagn fra både Mellemøsten og Norden. Og så er der den uomgængelige fantasy-genre, der har stor gennemslagskraft, ikke mindst J.R.R. Tolkiens fantastiske fortællinger om hobbitterne Bilbo og Frodo og deres store eventyr med den magiske ring, drager, troldmænd og modige mænd som Aragorn og Faramir. Mange kender disse historier bedre end den arv, de er bygget på.

LÆS OGSÅ: Tolkien, Gandalf og Kristus

Man skal ikke læse mange sider af "Hobbitten" fra 1937, før det bliver klart, at Tolkien var stærkt inspireret af nordisk mytologi: Den lodne, lille hobbit Bilbo fra Herredet møder 12 dværge med navne som Fili, Kili og Bombur, der også optræder i vers 14 i Vølvens Spådom fra den Ældre Edda. Sådan fortsætter inspirationerne gennem "Hobbitten" og trilogien "Ringenes Herre".

Et andet eksempel blandt mange er Odins sværd, Gram, der gik i stykker og blev repareret af dværgen Regin, så vølvsungen Sigurd senere kunne dræbe dragen Fafner. I Tolkiens univers bliver Aragorns forfader Isildurs sværd slået itu af den onde Sauron og senere sat sammen, så Aragorn kan nedkæmpe den onde fyrste. Og så minder troldmanden Gandalf umiskendeligt om Odin.

Tolkien forsøgte aldrig at løbe fra den tydelige inspiration fra kendte sagn og myter. Han var professor i old-engelsk og nordisk filologi ved Oxford, længe før Bilbo og Gandalf blev til. Allerede i 1920 gendigtede han sagnet om Sigurd og Gudrun fra den islandske Vølvsungesaga, som først for nylig blev udgivet af sønnen Christopher, og som nu er oversat til dansk af Tolkien-kenderen Jakob Levinsen.

Det over 500 strofer lange kvad er i sig selv en indviklet indføring i den klassiske Edda-saga om helten Sigurd, dragen, Vølvsungerne og Nibelungerne, som Wagner også kastede sit kunstneriske talent over med operaen "Nibelungens ring".

Men med hans egne noter og sønnens kommentarer er Tolkiens gendigtning af det gamle kvad mest interessant som introduktion til hans egne og mere letlæselige myter om helte og drager.

LÆS OGSÅ: Tolkiens kristne forkyndelse

En langt vigtigere indføring til Tolkiens overbevisende univers er "Silmarillion" - den efterladte episke tekstsamling, som sønnen Christopher redigerede og udgav fire år efter faderens død i 1973. Tolkien startede på fortællingerne allerede i 1914 med arbejdstitlen "The book of Lost Tales", og han arbejdede på historierne hele sit liv og blev altså aldrig færdig.

"Silmarillion" var oprindeligt tænkt som en mytologi for England, der ikke har sine egne sagn og myter som grækerne, jøderne og vi her i Norden. Med sin enorme sprogbegavelse og indsigt i sagn og myter - og ikke mindst levende fantasi - nedskrev Tolkien sine egne beretninger om verdens skabelse, de ældste tider i Midgård og menneskets storhed og fald. Han opfandt nye sprog og opfandt sit eget univers med guder og eventyrlige væsner, der faktisk ikke er helt ulig skabelsesberetninger, vi ellers kender til.

"Eru var, den Ene, i Arda kaldet Ilúvatar. Han skabte først Ainurne, de Hellige, som børn af sin tanke. De var hos ham inden noget andet blev skabt. Og han talte til dem, og fremsatte brudstykker af sang for dem. De sang da for ham, og han var glad derved."

Sådan indledes "Silmarillion", beretningerne om skabelsen og de tre tidsaldre i genkendelig, gammelmodig sprogtone. I en fjern fortid længe inden Den Tredje Tidsalder, hvor historierne om de mægtige ringe finder sted, introducerer Tolkien med sit eget oldnordiske sprog skabelsen af verdenen Eä og jorderiget Arda.

Verdens skaber, Ilúvatar, stræber efter et harmonisk kosmos skabt på de fineste melodier og sange, men der er selvfølgelig magter, der ønsker at lave rav i lydbilledet og drive mørket frem i lyset. Mennesker, elver, dværge og andre skabninger er blot brikker i et større spil, kampen mellem to kræfter: det gode, den guddommelige orden skabt af de første Store ånder/guder, og det onde, de rebelske individualister, der trives i mørket og i underverdenen i form af Tolkiens Lucifer-skikkelse Melkor og hans efterfølgere, mørkets fyrster Morgoth og Sauron.

"Silmarillion" er som kvadene om Sigurd og Gudrun ikke letlæselig prosa og er langt fra den ofte muntre og stærkt underholdende narrativ i Tolkiens kendte eventyr.

Som i Bibelen er heltmodige og stærke karakterer og deres slægt i centrum, og hvad individet udretter, påvirker generationerne efter. Jordens skabninger er svage og lader sig drage af guld- og sølvartefakter, der udfordrer og fortryller den frie vilje og lokker mod grådighed og egoisme. "Silmarillion" er et imponerende kunstværk og guf for fans af fantasy-genren og selvfølgelig aldrig ment som et egentligt alternativ til etablerede religioner. Og så indeholder Tol- kiens middelalderlige skabelsesberetninger ikke kristendommens fortrøstning og tillid til det gode og trygge i verden. Der er en konstant trussel om verdens ende, Ragnarok eller Dommedag, om man vil.

Tolkiens fantastiske historier har ligesom Eddaen og de gamle sagn vist deres levedygtighed. Mens Tolkiens historier om Sigurd og Gudrun og verdenen Eä nok skal overleve inden for en dedikeret kreds af Tolkien-fans, vil historierne om Frodos vej fra Midgård til Mordor formentlig bestå længe endnu i den bredere befolkning. For vi kan ikke leve uden historierne! Det præciserede den engelske forfatter Lawrence Norfolk engang i et interview i Kristeligt Dagblad: "Grunden til, at vi kan lide historier, er, at vi alle skal dø. Det menneskelige vilkår er, at vi ikke ved, hvad der sker det næste øjeblik ... I en bog kan man roligt stille det spørgsmål, det kan man ikke i livet."

krasnik@k.dk

J.R.R. Tolkien: Sagnet om Sigurd og Gudrun. Oversat af Jakob Levinsen. 336 sider. 299 kroner. Gyldendal.

J.R.R. Tolkien: Silmarillion. 368 sider. 199 kroner. Gyldendal.