Vi er rejsende i tid og rum

Foto: Arkiv.

I "Paris - en brugsanvisning" tager Christian Yde Frostholm læseren med på en rejse til Paris og ind i forfatteren George Perecs værk

Christian Yde Frostholm: Paris en brugsanvisning. Bd. 2 i serien The Piccadilly Expedition Company. 85 kroner. Udgivet af Forlaget * asterisk.

Kan man skrive en brugsanvisning til Paris? Tja, i alle fald må man sige, at Christian Yde Frostholm, for ham er det, der står bag udgivelsen Paris en brugsanvisning, sætter sig selv et lidt mere ydmygt mål end den franske forfatter George Perec (1936-1982), der i 1978 udgav værket Livet en brugsanvisning. Det er ikke tilfældigt, at jeg trækker Perec ind i sammenhængen her, for Christian Yde Frostholms lille kunstværk er en læsning af, en videreskrivning på og en visualisering af Perecs værk og tanke.

George Perec blev født i Paris som eneste barn af polsk-jødiske emigranter. Hans far bliver indkaldt til fronten i Normandiet og dræbt i krigens første måneder. Da George Perec er seks år, sender hans mor ham ud af byen, til Sydfrankrig med en faster. Han ser aldrig sin mor igen og erfarer langt senere, at hun er omkommet i Auschwitz.

Hvad husker man, fra før man var seks år? Perec skriver i erindringsromanen W eller erindringen om en barndom: Jeg har ikke andre minder om min far end den nøgle eller mønt som han skulle have givet mig en aften da han kom hjem fra arbejde. Det eneste minde jeg har tilbage om min mor, er fra den dag hun ledsagede mig til Gare de Lyon, hvorfra jeg med en Røde Kors-transport tog til Villard-de-Lans ().

LÆS OGSÅ: Der brænder en ild

For Perec bliver disse tidlige erindringer og barndommens første steder vigtige. Men det bliver også klart for ham, at erindringer ændrer sig, og at det, han erindrer, ikke altid stemmer overens med virkeligheden. Ingenting er statisk, alting forandrer sig, også steder og erindringer. Og det bliver det vilkår, han skriver på i sine idébårne værker, hvor han for eksempel beskriver det samme sted, helt nøgternt år efter år, både mens han sidder på stedet og på afstand af det. På den måde fastholder han steder i al deres foranderlighed, ligesom han så at sige kiler sig ind i mellemrummet mellem det konkrete og det erindrede.

I Paris en brugsanvisning vandrer digteren og billedkunstneren Christian Yde Frostholm både i Perecs fodspor, bogstavelig talt så vel som litterært, ligesom han vandrer i sine egne spor: I imødet med Paris nu husker han, hvordan Paris var tidligere: Jeg kan huske, at vi godt kunne lide Place Saint-Sulpice.

Nogle steder lignede Paris bare det Paris, vi godt kunne lide. Vi drak kaffe der, og indimellem spiste vi i studenterkantinen ved Mabillon. Det var virkelig ikke noget særligt, men det kostede næsten heller ingenting. Og nej, det er virkelig ikke noget særligt, disse små iagttagelser af byen og dens mennesker, registreringer og tanker, der aldrig prætenderer at fortælle en historie, men i sig selv bliver det et ydmygt, næsten impressionistisk flimrende portræt af en by og et menneske og ikke mindst af den tid, vi alle svømmer i.

Yde Frostholm har bygget sin tekst op over forskellige af de regler, som George Perec brugte i sine værker, såsom: Tvinge sig selv til at skrive det, som ikke har nogen interesse, det mest åbenlyse, det simple, det mest kedelige. Og han indser ved genlæsning af Perecs beskrivelser, at netop dette, det åbenlyse skrevet ned for mere end 30 år siden, i dag er det, der fortæller om tiden, der er gået, om et Paris, der er det samme, men også et andet sted.

Således bærer Christian Yde Frostholms noteringer i dag præg af, at alle taler i mobiltelefon. På Perecs tid var man henvist til telefonboksene, og Frostholm laver sin egen lille undersøgelse af, hvad der egentlig foregår i de forsvindende få telefonbokse i dag, og spørger, om man en dag måske vil genopfinde dem som samtalebokse, rygekabiner, steder hvor man kan krybe i ly, prøve at tænke en tanke?.

Christian Yde Frostholm er som nævnt også billedkunstner, og hans fotografiske arbejder er kongeniale med den måde, han skriver på. Han har øje for det oversete, det tilfældigt efterladte, der i sig selv kan rumme en historie eller bare etablere forunderlige visuelle korrespondancer. En kædelås på et stakit, der ligner en hånd, der klynger sig fast, en skrift på en mur, og så selvfølgelig de efterladte telefonbokse.

Paris en brugsanvisning giver lyst til fluks at rejse i sine egne spor og sætte nye i byernes by, og den giver ikke mindst lyst til at læse mere af George Perec, som desværre er alt for sparsomt oversat til dansk.