Da jeg var studerende på musikvidenskabeligt institut, var der en del der mente, at Wagners såkaldte Tristan-akkord, sådan som denne dobbelt altererede vekseldominant videreførtes kromatisk i forspil og Liebestod i Tristan og Isolde, var noget af det mest erotiske, man kunne tænke sig.
Denne nørdede musikteoretiske betragtning er naturligvis ganske subjektiv og man kan let grine ad den; men prøv at lytte og tænke på, hvor ofte musik med sine mange følelsesmæssigt bevægende muligheder har været forbundet med noget vovet og seksuelt.
LÆS OGSÅ: Forfatterpar på sporet af historien
I Wagners musikdramatik er der påfaldende mange seksuelle referencer, som breder sig langt ud i de indviklede, halvmytologiske handlinger. Det er, som om de inviterer til spændende dybdepsykologiske tolkninger, for Wagner kæmpede gennem næsten alle sine værker med at finde ud af, hvad den erotiske kærlighed var, og hvordan man skulle forholde sig til den.
Dette omfattende emne har advokaten og forfatteren Henrik Nebelong skrevet en lille bog om. Her er stort set alle operaernes handlinger gennemgået med særlig fokus på det erotiske, hvorefter forfatteren har reflekteret over emnet. Her kan man læse om skismaet mellem luder og madonna i operaen Tannhäuser, om den bizarre, men forførende elskovsscene mellem søskendeparret Siegmund og Sieglinde i Valkyrien, om straffende fædre (Wotan) og hævnende sønner (Siegfried).
Alle disse personager, guder som helte og skurke, lider og strider sig gennem deres væsens inderste udfordringer i Wagners musikdramatik. Som publikum kan man blive dybt bevæget over det, more sig og til tider blive frastødt. For Wagners erotiske univers er ikke bare jordisk vellyst. De amourøse affærer ender lige så tit i et Liebesverbot, et kærlighedsforbud, der omformer det seksuelle til trans-cendens i det hinsidige eller sublimerer det, hvorved det omformes til andre energier.
Wagners undersøgelse af det erotiske kunne således få helt andre konsekvenser, for eksempel i Nibelungens Ring, hvor magtkampen dominerer helt over kærlighedslængslen på grund af den forbandelse, der hviler over ringen. Forfatteren har med et vist held søgt at begrunde alle disse erotiske handlingsaspekter i Wagners egen biografi, især i forhold til de nære personer, der omgav komponisten i hans barndom og ungdom. Det afsluttende kapitel, der bærer titlen At lære frygten at kende, rummer desuden nogle mere generelle betragtninger over emnet.
En analyse af Wagners forhold til det erotiske kunne være anderledes grebet an og måske også være mere fyldestgørende belyst. Men Henrik Nebelongs Liebes-verbot! er nydeligt formuleret og må mest opfattes som et appendiks til forfatterens store Wagnerbiografi og de oversættelser af Wagners operatekster, han har lavet før dette.