Prøv avisen
Bog

En lystig gang på jord

Det er i de debatterende afsnit, at Preben Harris er stærkest. Foto: Kim Haugaard/Scanpix

Underholdende teatererindringer fra Preben Harris, der har bid i de professionelle afsnit og bastant idyl i de private

I over et halvt århundrede har Preben Harris (født 1935) været en central skikkelse i dansk teaterliv. Han har været leder af Svalegangen i Aarhus, af Gladsaxe Teater og af Folketeateret i Nørregade i København, og han har som skuespiller og instruktør lavet både film, tv, teater og radiodramatik.

I erindringsbogen ”Teater til tiden. Erindringer om mit liv og mit fag” har Preben Harris lagt barn- og ungdom bag sig og skildrer sit professionelle voksenliv. Man følger ham fra tiden som leder af Aarhus Teaters Forsøgsscene, som han indtager i 1958, og frem til i dag, hvor han ser stort på årstallet på dåbsattesten og lystigt forsætter sit teatervirke. Hans kærlighed til teateret brænder igennem på alle sider, ikke mindst når han slår krabask til kulturpolitikken. Den værner nemlig ikke længere om teaterets særegenhed, og dermed tvinger den de danske teatre ud i stadig mere og mere kommercielle forestillinger. Derfor får det, som måske nok ligger Preben Harris’ hjerte nærmest, nemlig det danske drama, som han også betegner som teater til tiden, svære betingelser. Og det er en mindre katastrofe, da det er med til at give kultur- og samfundsdebatten perspektiv.

Det er i de debatterende afsnit, at Preben Harris’ erindringer er stærkest. Det er her, han sætter en kulturhistorisk ramme om det sidste halve århundredes danske teaterhistorie, og det er her, han på begavet vis rejser den evigt gyldige diskussion om gyngerne og karrusellerne: Når man sætter ”Nøddebo Præstegaard” og ”Skatteøen” op år efter år, tjener man penge til de smallere forestillinger. Men hvor går grænsen mellem dygtigt købmandskab og leflen for publikum? Kan teateret (og kulturen helt generelt) blive ved med at overraske sit publikum, hvis det primært giver folk det, som de gerne have – og ikke præsenterer dem for det, som de ikke vidste, at de gerne ville have?

Og så er der alle anekdoterne, som Preben Harris på yndlingsonkel-vis mestrer til ug med kryds og slange, og som suppleres flot af en billedside med både fotos og tegninger fra de mange forestillinger, som han har været med til at sætte sit finger-aftryk på, og som byder på skønne gensyn med blandt andre Birgitte Price, Lily Broberg og Erik Paaske.

Det er og bliver det professionelle liv, der står centralt i Preben Harris’ underholdende erindringer, der, bortset fra de kulturpolitiske pointer, er uden modhager. De få gange, hvor han dykker ned i det næsten Morten Korch-idylliske private og kort kommenterer sin lidt kedelige status som en ’sommerferiefar’, der primært ser sine børn i ferien, det ikke helt uproblematiske forhold til faderen eller moderens barske sygdom og død, kommer han i en fart op til overfladen igen, og man fornemmer tydeligt, at det ikke er i det potentielt problematiske privatliv, at den lystige og altid positive Preben Harris foretrækker at opholde sig. Det er helt og holdent hans valg. Og da hans professionelle liv sagtens kan bære en udgivelse i sig selv, ryger man cigaren, for Preben Harris er en vital skribent og helt grundlæggende et muntert og underholdende selskab.

Preben Harris. Teater til tiden. Erindringer om mit liv og mit fag. 310 sider. 279,95 kroner. Gyldendal.