Anders Agger: Virkeligheden overgår fiktionen. Særligt med kærligheden

TV-journalisten Anders Agger har sammen med fotografen Mingo rejst landet rundt for at undersøge, hvad der sker, når vi elsker og forelsker os. Bogen "Kærlighed" bringer kendte og knap så kendtes kærlighedsfortællinger. Læs prologen

Anders Agger er forfatter bag den nye bog "Kærlighed", hvor Renée Toft Simonsen, Tina Dickow og Signe Bjerregaard Ried blandt andre fortæller om deres oplevelser med kærligheden.
Anders Agger er forfatter bag den nye bog "Kærlighed", hvor Renée Toft Simonsen, Tina Dickow og Signe Bjerregaard Ried blandt andre fortæller om deres oplevelser med kærligheden. . Foto: Mingo.

Jeg er snart 56 år. Og jeg ved cirka ingenting om kærlighed. Selv efter 45 års bevidst forbrug af det ultimative euforiserende stof. Det er bare en konstatering.

Havde det været ude i erhvervslivet, og jeg sad over for en chef til den årlige medarbejdersamtale og åbenlyst erkendte, at jeg ikke var blevet afgørende dygtigere til mit arbejde efter 45 år? Så var jeg formentlig blevet bedt om at efterlade mit adgangskort ude i receptionen og pænt parkere firmabilen.

Men sådan er det med kærlighed, den ophæver erfaring og anciennitet, og vi skal åbenbart ikke forstå den. Uanset om vi er 17 eller 71 år: Vi bliver løftet af den, tævet af den, reddet af den, vi dør endda af den, siger vi. Det er også bare en konstatering.

Min første kærlighed var Suzanne fra blokkene nede ved havnen i Juelsminde. Hun var halvitaliener, hendes storebror hed Michael, og hun gik i strikkede cardigans, havde gnistrende sortkrøllet hår og spillede fodbold. Det var svimlende for en dreng på 11 år i korte bukser.

Min seneste kærlighed er mine børns mor, og jeg håber inderligt, at det også bliver min sidste kærlighed – men så meget ved jeg også: Dét er ikke sikkert. Hvor angstprovokerende det end kan lyde. For i morgen kan hun sidde i præcist det tog, hvor der i Nyborg stiger en pæn mand ind og spørger, om pladsen overfor er ledig? To måneder senere kan jeg være forladt og bo alene i en lejlighed med fælles vaskemaskine i kælderen. Jeg ville ikke ane, hvad der havde ramt mig. Det er også kærlighed. I al sin gru.

Bogen her er at forsøg på at lytte til og fortælle om alt det viltre, der sker, når vi elsker og forelsker os. Det er lange og knap så lange bud på at indkredse kærlighedens væsen, fortalt af kendte og knap så kendte i ét sammensurium. Fælles for dem er, at de er stærke fortællere med stærke fortællinger. Det er et lille stykke antropologi, vil jeg endda også bilde mig selv – og måske læserne – ind. Det er i hvert fald et forsøg på at beskrive os som menneskebørn, når vi må konstatere, at en lille sitrende muskel i brystkassen med fire hulrum fuldstændigt kidnapper alt det rationelle i os.

Når jeg som licensfinansieret DR-ansat indimellem holder foredrag rundt i landet, elsker jeg den del, hvor jeg kan få lov at påstå, at virkeligheden altid overgår fiktionen. Det er min erfaring. Særligt med kærligheden. De smukkeste og mest dramatiske kærlighedshistorier er ikke konstruktioner med støtte fra Det Danske Filminstitut eller Statens Kunstfond. Nej, de sidder i salen – lige foran mig. De bor i husene i den hovedgade, jeg kørte igennem en time tidligere. Og hvis jeg kunne liste facaderne af husene og gå ind i det kammerspil af levet liv, der foregår i den samme hovedgade ... så kunne end ikke Susanne Bier eller Pedro Almodóvar være med. Det er endnu en konstatering.

Jeg har aldrig haft den store trang til at skrive en roman. Jeg ejer ikke evnen og lysten til at skabe et plot og rejse fiktive karakterer fra papiret. Jeg er én af de måske fire tilbageværende journalister i Danmark, der ikke har udgivet en krimi. Men da jeg havde talt og tænkt nok, og drukket bibelske mængder kaffe med fotografen Mingo, kunne vi langsomt skimte noget derude, som vi faktisk havde lyst til at åbne og nuancere i bogform – nu, hvor jeg formentlig aldrig får lov til at skrive om min største fodboldhelt, argentinske Fernando Redondo. Vi vidste, at bogen bare skulle hedde: Kærlighed. Simpelthen. Et emne, som hverken litteraturen eller musikken rigtigt har beskæftiget sig med, var vores ekspertvurdering, mens vi drak mere kaffe.

Og Politikens Forlag var så venlige at tro på os. De havde åbenbart også hørt om den der kærlighed, som ingen havde skrevet om før. Nu har vi så brugt et års tid på bogen. Plus det lange tilløb af overvejelser og udvælgelse. Vi er raslet rundt i Danmark – med en enkelt afstikker til Island – i vores fine bil. Og vi er blevet blæst omkuld af de kærlighedshistorier, der har ramt os.

Vi debuterede en kold og fugtig februardag, hvor vi mødte sangskriveren Kjartan Arngrim fra Folkeklubben i et ikke mindre koldt og fugtigt kolonihavehus på Amager. Han startede med at lægge Sisyfos-myten af Albert Camus foran os på voksdugen. Så var vi ligesom i gang. Derefter rykkede han os rundt i en velkomponeret og næsten uvirkelig smuk og grum kærlighedshistorie, hvis klimaks efterlod os i decideret insulinchok. Der var i hvert fald stille i bilen på vej hjem. Og det er sjældent, at Mingo ikke siger bare lidt.

Vores sidste besøg var i Struer. Hos 31-årige Signe Bjerregaard Ried, der fra sine forældres spisebord lod os komme med ind i kulissen bag en kærlighedshistorie, som to mennesker ikke burde kunne overkomme. Hun sad i forældrenes køkken, fordi det blev hendes safehouse og helle, mens det hele væltede omkring hende. Syrien blev Struer, og Struer blev Syrien. Fordi, der sad hendes kæreste – fotografen Daniel Rye – kidnappet af islamiske fundamentalister i et år. Uden at Signe Bjerregaard Ried og familien anede, hvad der foregik. Tænk sig at stå op en solskinsdag i maj og samtidig have en grum fornemmelse af, at ens kæreste – ham, man lige havde planlagt resten af livet med – går ind til en ny dag med tortur og ydmygelser? Hvordan gør man det, hvis man overhovedet kan gøre det? Det interview trak også stilhed i bilen. Selv fotografens hund, Vignir, en islandsk fårehund – opkaldt efter et skur af en islandsk stregspiller – peb ikke rituelt fra bagsædet.

Indimellem kæmpede vi med klumper i halsen, når en 65-årig mand uden for Aarhus viste os de to kjoler, som han elskede at se sin kone danse i. Kjoler, der desværre ikke danser mere. Vi smilede med Pernille Andersen, der mødte sin engelske mand på den mest underfundige måde en aften i København. Alt sammen på grund af en fortalelse. I dag har de to børn.


Ude ved Vesterhavet indviede 86-årige Anders Jørgen Dolleris os i nænsomhed og kløgt, og på Island lukkede sangskriverparret Tina Dickow og Helgi Jonsson op for en kærlighedshistorie med sjældent meget kant og modvind. Indtil de fandt hjem. Sådan har historierne ligget foran os på stribe.

Har vi så lært noget? Ikke det mindste, på den måde. Vi er bare blevet mindet om, at “Love is the Drug”, som Bryan Ferry konstaterede på vegne af Roxy Music. Og at der vist ikke findes nogle misbrugsprogrammer, der nogensinde kommer til at fungere effektivt på det område.


Men vi har til gengæld fået en større forståelse for, i hvor mange udgaver kærligheden udkommer. At diversiteten er total, når det handler om at leve – eller ikke at leve – sammen med en, man elsker.

Det er nemt at scanne andre til parmiddage. Det er også nemt at analysere de samme par i taxaen på vej hjem – og blive enige om, at sådan bliver vi aldrig. Men der er heldigvis ingen, der har ret. Kærlighed er ikke naturvidenskab.
Min egen, alt andet end valide, teori er, at vi måske skal igennem seks-syv af de helt store forelskelser i livet. Altså den slags, hvor alle koordinatsystemer bliver opløst, man mister sig selv og egentlig kun vil sidde og se på, at hun børster tænder eller læser i et par lidt for store pyjamasbukser. Det er nok. Netop derfor kan det være så surreelt, at det samme menneske kan blive den mest indædte fjende i livet, når Statsforvaltningen pludselig er i gang med at dele børnene op i en 7/7-ordning – og man får kvalme af raseri, når man møder hinanden. “Hvad skete der lige der?” som en af mine gode venner altid spørger. Og det er et godt spørgsmål. For det er også kærlighed. Ligesom sorgen og vreden er det.

Mingo har været sammen med sin kone i 27 år. De har tre børn, og de siger, at de er glade. Både voksne og børn. Det virker også sådan. Men de siger ikke, at det har været uden skarpe kanter og tvivl indimellem. Mig?

Jeg har haft mine forelskelser. Af den heftige slags. Jeg har i et langt liv gjort gode ting, jeg har været et fjols, jeg har tilgivet. Alt i alt er jeg vist en helt gennemsnitlig dansk mand, tænker jeg.

Men jeg har oveni den lille krølle, at jeg – efter mange års pause – igen er sammen med hende, jeg i sin tid byggede min familie op med. Som en slags uventet anden halvleg i kærlighedskampen. Det har været vildt. Måske er det den egentlige drivkraft i den her bog? Mingos lange, ubrudte ægteskab og mit eget genoptagne kærlighedsforhold. Ønsket om at forstå, hvorfor vores liv bugter sig, som de gør.

De mange medvirkende har tvunget os helt ud til kanterne i samtalerne, når vi ud på aftenen har fundet os selv på en tilfældig Q8 i Danmark for at tanke op til hjemturen med chokofanter og generelt mistrøstig kaffe. Fordi de har nuanceret og udfordret os: fra Nørrebro til Sædding lidt uden for Skjern. Og vores historier skal ikke stå i vejen for de mange modige, der på de næste sider indvier os i deres kraftfulde og tankevækkende fortællinger om det euforiserende stof, der hedder kærlighed.

Til venstre for min computer ligger en smuk notesbog, som mine børn forærede mig i julegave forud for de mange interviews om kærlighed. Og inden i den notesbog ligger der et postkort, der altid falder ud på det helt rigtige tidspunkt. Det er et Peter Plys-citat, hvor der står:


“Hvordan staver man til kærlighed,” spørger Grisling.

“Man staver det ikke ... man føler det,” svarer Peter Plys.