Forestil dig, at du en tilfældig hverdagsaften sidder med din ægtefælle i stuen. Fjernsynet kører, og I har netop sat jer til rette for at drikke en kop te og se en god film. Det ringer på døren. Du åbner og ser to politifolk, der ser meget alvorlige ud. Inde fra stuen lyder det fra ægtefællen: hvem er det?
Med ét er verden forandret! jeres lille pige på 13, som skulle konfirmeres næste år, er blevet kørt ned. Er I sikre på, at det er hende? Hvordan kunne det ske? En spritbilist?
Hvordan takler de to politifolk det? Hvad oplever de?
Forestil dig, at du er politibetjent og har fået til opgave sammen med din kollega at skulle overbringe et dødsbud hurtigst muligt til en familie i et nærliggende villakvarter. Du kommer gående op ad indkørslen og ser, at der er lys i stuen. Du kan se, at fjernsynet er tændt – du ved, at I med jeres budskab vil komme til at vende op og ned på en families liv for altid. En ung pige er død alt for tidligt. Hvordan siger man det på den mest nænsomme måde? Vil forældrene bryde sammen, skrige, råbe – eller besvime? På Politiskolen har du hørt, at man kan vente at møde alle mulige reaktioner fra de pårørende. Men ét er at høre om det i teorien, nu er det virkelighed. Hvem af jer skal overbringe budskabet? Hvem skal sige til forældrene, at deres elskede datter er omkommet i en trafikulykke?
En del af os kommer i løbet af vores liv i situationer, hvor vi må formidle til andre mennesker, at en af deres kære eller venner eller bekendte er død. Privat kan vi alle komme i den situation, men nogle af os har det som en del af vores arbejde at fortælle mennesker, vi ikke kender personligt, at en af deres nære pludselig er død.
Det gælder sundhedspersonale, ansatte i Forsvaret, beredskabet, sognepræster, politikontaktpræster, hospitalspræster, værnspræster (feltpræster, orlogspræster og flyverpræster) og ikke mindst politifolk. Nogle gange sker et dødsfald efter længere tids sygdom, hvor de pårørende har haft tid til at forberede sig på det, der skal ske. Andre gange sker dødsfaldet pludseligt og uventet, så der ikke har været tid til en sådan forberedelse (ved ulykke, trafikuheld, pludselig opstået sygdom, selvmord, naturkatastrofe eller krig).
Der kan også være tale om dødsfald, som ikke er direkte ventet, men som man ikke desto mindre har forsøgt at forberede sig på i en vis udstrækning. Det gør sig bl.a. gældende i Forsvaret, hvor alle, der skal udsendes, skriver sidste vilje og farvelbreve. Det bliver af og til sagt, at det må være noget andet (underforstået lettere), når forældre til soldater skal have at vide, at deres søn eller datter er død, end når andre pårørende skal have besked om, at et af deres familiemedlemmer pludselig er død. For pårørende til soldaterne er på en anden måde forberedt på, at det kan ske, og så er det vel ikke helt så slemt, som når to politifolk pludselig ringer på døren?
Men det er det ifølge Lasse Harkjær, chef for Dronningens adjudantstab og tidl. chef for Livgarden:
”Mange pårørende til udsendte soldater går med frygten, det er ikke noget man venter, for man håber jo ikke, at det vil ske, men det er klart, når vi ringer på, og vi står der i uniform, så ved de, at der nok er en, der er død eller hårdt såret. Men det er jo ikke anderledes, end hvis du åbner døren, og der står en politimand, så ved du også, at der er sket noget.”
Mange pårørende til udsendte soldater – men også pårørende til politifolk, beredskabsfolk eller andre, der rejser ud til krise, krig eller katastrofeområder – kender til den stille frygt for, at telefonen pludselig skal ringe, eller at det skal ringe på døren, og at der udenfor står en eller flere, der er kommet for at overbringe et dødsbudskab. Men frygten gør ikke chokket og sorgen mindre, når man oplever, at det, som man ikke håbede, skulle ske, faktisk er sket.
Frygten kan tværtimod ses som en ekstra byrde og er ikke forbeholdt voksne. Mange børn til udsendte soldater kender frygten. Man kan få et indblik i den frygt i romanen Kvinde på flugt fra meddelelse skrevet af den israelske forfatter David Grossman.
I romanen følger man hovedpersonen Ora, der flygter ud i bjergene i håb om at kunne afværge sin søns død ved ikke at kunne modtage meddelelsen om, at han er dræbt i militærtjeneste. Hun forestiller sig, at hun ved at rejse væk beskytter sin søn mod det værste, for hun sikrer sig dermed, at hun ikke kan modtage et dødsbud. Hun ved godt, at det er noget, hun bilder sig ind, men hun kan ikke løsrive sig fra tanken om, at er hun ikke hjemme, hvis budskabet kommer, så er drengen i en vis forstand stadig i live.
Hun kan ikke holde ud at gå rundt derhjemme og være bange for, at det ringer på døren. Det går pludselig op for hende, at hver bevægelse, hun gør, kan være den sidste, før det banker på døren. Hun lytter i retning af døren, men hører ingenting. Hun kigger ud ad vinduet for at se, om der holder en fremmed og ukendt, ”men der er ingen bil med militære nummerplader, ingen hidsig gøen fra naboernes hunde og ingen sendefærd af ulykkesengle.”
Romanens forfatter har i et kort efterord til bogen skrevet, at hovedpersonens frygt er hans egen frygt. Han begyndte at skrive bogen et halvt år før hans ældste søn, Jonathan, afsluttede sin militærtjeneste og et halvt år før hans yngste søn, Uri, begyndte sin. Han fortæller, at han havde en følelse af – eller nok snarere et håb om – at bogen, han skrev, ville beskytte hans yngste søn. Det gjorde den ikke. Uri blev dræbt i Libanon. Hans kampvogn blev ramt af en raket. Det meste af bogen var allerede skrevet på det tidspunkt, men blev ikke ændret, selvom forfatterens frygt var blevet til virkelighed. Hvad der havde ændret sig, var, skriver han, virkelighedens ekko!
Ligesom forfatteren af bogen Kvinde på flugt fra meddelelse taler om det, som han selv frygter ved at skrive om en kvinde, der vil undgå budskabet ved at flygte, så vil denne bog sætte fokus på et emne, som kan være svært at tale om, fordi det involverer så mange følelser (inkl. skam og skyld) for de involverede parter og kan få budbærere til at ønske at flygte fra at skulle udføre den svære opgave.
At forberede sig på og indstille sig på, at det værste kan ske, gør ikke nødvendigvis modtagelsen af budskabet lettere. Det fremgår tydeligt af interviews med pårørende, der har fået besked om, at en af deres nærmeste er død. Reaktionerne er de samme: de har alle fået et chok, nogle er brudt sammen, da de fik beskeden, nogle reagerede med vantro og benægtelse, andre blev vrede, frustrerede, fortvivlede eller mærkede en følelse af tomhed eller uvirkelighed.
Da jeg var udsendt som feltpræst til Afghanistan i 2012, blev jeg bedt om at besøge en britisk soldat sammen med en britisk officer. Vedkommende soldat skulle have besked om et dødsfald derhjemme, og da den engelske feltpræst ikke var til stede i lejren, blev jeg bedt om at ledsage officeren til soldatens telt. Soldaten blev selvfølgelig ked af det, men han reagerede ikke voldsomt. Han blev stille og ønskede blot at ringe hjem. Officeren gik, og jeg fulgte soldaten til telefonboksen og blev stående i nærheden, så jeg efterfølgende kunne være klar til at stå til rådighed for samtale, hvis han havde brug for det. ”Are you okay? Can I do something for you?” Hvad siger man til en, der er så langt hjemmefra og lige har fået besked om, at en i den nærmeste familie er død? Jeg kan faktisk ikke huske, hvad jeg sagde, men det blev hurtigt klart, at soldaten bare havde brug for at komme tilbage til sit telt og sine kammerater – han sagde tak for, at jeg havde været der, og jeg gik tilbage til mit telt uden egentlig at føle, at jeg havde gjort den store forskel, men vel vidende, at jeg havde gjort, hvad jeg kunne i situationen.
Kort efter talte jeg med en politimand, som fortalte om sine mange års erfaring med dødsbud (eller underretninger, som det kaldes i politiet). Han nævnte, at der for hans vedkommende i høj grad havde været tale om learning by doing. Mens en anden politimand talte om at lære af sine fejl (han brugte udrykket: learning by fucking up).
Den norske psykolog, Atle Dyregrov, skriver:
”Gennem 25 års møder med mennesker i sorg har jeg desværre ofte mødt mennesker, som har fået dødsbudskabet præsenteret på en sådan måde, at det må siges at udgøre et sekundært traume.”
Det kan ikke undgås, at mange af dem, der modtager et dødsbudskab, får et chok og bliver rystet i deres grundvold. Men hvorvidt den oplevelse udvikler sig til et traume, kan afhænge af måden, budskabet bliver afleveret på og af hvem, og hvordan de pårørende undervejs og efterfølgende mødes og behandles af de professionelle hjælpere, familie, venner og andre, de kommer i kontakt med.
Uanset hvad, er det dog vigtigt at huske på, at selve det at blive chokeret er naturligt. Og da relativt enkle forholdsregler kan hjælpe den chokerede person, giver det ikke mening at tale om behandling, men om at mennesker møder mennesker der, hvor de er. God vilje og gode intentioner slår dog ikke til. At gå dødsbud er som regel en professionel opgave. Den, der skal ud med dødsbudskab, har brug for kundskab og træning, hvis vedkommende skal undgå, at der ved selve underretningen sker en traumatisering af de pårørende på baggrund af den måde, budskabet gives på, og efterfølgende af budbæreren selv, der kan blive sekundært traumatiseret. De afgørende faktorer, som kan afværge, at belastninger bliver traumatiserende, er ifølge psykolog Lars j. Sørensen social støtte, den rigtige form for lederskab samt forudgående træning og hensigtsmæssige ritualer.
I bogen Livvagt fortæller en tidligere politimand i et afsnit med overskriften ”Dødens budbringer” om sine erfaringer med dødsbud for henved 30 år siden. Selv efter mange års erfaring i Politiets Aktionsstyrke og Politiets Efterretningstjeneste kan den erfarne politimand stadig huske detaljer fra de gange, hvor han var dødsbud. Det er stadigvæk dødsbudserfaringerne, der fylder i hans erindring. Han finder det paradoksalt, at den måske sværeste og mest forfærdelige opgave i politiet udføres af nyuddannede politifolk med den korteste anciennitet. Dengang var der ikke noget, der hed debriefing i politiet, fortæller han:
”Hvis man havde brug for at snakke om, hvad man havde oplevet på jobbet, så måtte man selv overvinde de usynlige, maskuline barrierer og tage fat i sin overordnede eller en kollega. Og selv hvis man kunne mande sig op til det, gjorde man det sjældent, fordi man ikke ville være til besvær.”
Fokus på træning, undervisning og ledelse i forbindelse med dødsbud er af nyere dato. En ung politimand har i efteråret 2017 beskrevet sit første dødsbud således:
”Der var ikke gået mange minutter af vores vagt, før vi blev kaldt til et masseslagsmål i en ghetto. Alle patruljerne blev sendt derud grundet den melding, vi fik. Ved ankomst til stedet var alt roligt, og det er standard, at når folk hører sirenerne, så stopper de, hvad de har gang i. Da vi runderede ved ghetto-området for at være tryghedsskabende, fik vi en melding om et færdselsuheld på en strækning ikke langt derfra. Alle patruljer undtagen os blev sendt derud. På et tidspunkt melder patruljen derude fra, at der er dødelig udgang, og at vi skal finde frem til pårørende, som skal underrettes. Jeg kan hurtigt regne ud, at det bliver vores patrulje, som skal bringe budskabet. Det er en regel, at den patrulje, som har været ude til ulykkesstedet, så vidt muligt slipper for underretningen. Der gik ikke mere end 20 minutter, før min makker fik et opkald fra vagtcentralen. Jeg vidste godt, hvad det handlede om, så jeg begyndte at gøre mig mentalt klar til opgaven. Selvom vi får meget øvelse i det på skolen, så er det en af de ting, man ikke helt kan lære. Vi fik de nødvendige informationer om ulykken samt navn og adresse på en pige. Hun var datter til afdøde. Da vi ankom til adressen, var stemningen trykket. Vi havde aftalt, hvordan vi skulle levere budskabet, og min makker tog den hårde tjans at få ordene over læberne. Ved indgangen til beboelsen var der et stort vindue i hoveddøren. Det betød, at datteren til afdøde med det samme kunne se, hvem der stod udenfor. Man kunne se, hvordan hendes glade smil forandredes til bekymret. Da hun åbnede døren, sagde min makker det med det samme. Og derfra er det lidt sort for mig. Hun gik i chok og græd med mellemrum, det var tydeligt, at hun ikke kunne forstå det. Hun lagde sig ned på gulvet og græd. Vi var der i lang tid, fordi hun gik i chok, og fordi vi skulle have hende og en anden pårørende med på skadestuen for at identificere afdøde. Det sværeste for mig var, at jeg ikke kunne hjælpe hende. Jeg skabte kaos, som jeg normalt plejer at udrede og hjælpe folk væk fra. I den situation ville jeg gerne have haft en præst med. Så kunne vi bisidde, hvis personen er udadreagerende. Jeg sad ved siden af de to pårørende til afdøde i en patruljebil fra adressen til sygehuset (ca. 30 km). De var begge meget kede af det og i chok, uden at jeg kunne gøre noget … det var den længste køretur nogensinde. Da vi var færdige på skadestuen, kom vi tilbage på stationen for at snakke om oplevelsen. Det er obligatorisk. Jeg brød desværre selv sammen, da vi kom tilbage til stationen, jeg kunne slet ikke styre min krop, og jeg blev efterfølgende sendt hjem og var sygemeldt et par dage for at få tankerne om forløbet på plads. I dagene derpå havde jeg det meget mærkeligt. Jeg havde uro i kroppen og kunne slet ikke kende mig selv. Men jeg har siden hen været til psykolog og har fået talt oplevelsen igennem, og jeg føler selv, jeg er kommet stærkere ud på den anden side. Mine grænser bliver rykket for hver gang, og jeg føler mig klar til sådan en slags opgave igen. Jeg har siden fået en takkemail fra personen, vi underrettede, at vi gjorde den værste dag i hendes liv lidt lettere. Hvis jeg skal give et godt råd til andre, der skal ud på den opgave er det: fat mod og forvent det værste. Man skal vide, at det er helt normalt, at have det skidt efter sådan en opgave; det er en normal reaktion fra kroppen.”
I politiet bruger man sjældent udtrykket dødsbud, men derimod underretninger. En psykolog, der hørte udtrykket dødsbud for første gang, spurgte, om det ikke ville være bedre at bruge udtrykket underretninger, som man gør i politiet. Det virker ikke helt så voldsomt. Indvendingen er forståelig, men at gå med dødsbud er voldsomt. Det giver derfor god mening at fastholde ordet. Det er også værd at bemærke, at når man undervises i ”Voldsomme hændelser” på Politiskolen, indbefatter det undervisning i, hvordan man bedst muligt underretter familier om dødsfald, og der indgår en hel dags øvelser, hvor nye politifolk øver sig i at finde de rette ord i den svære situation. Mens ordet underretninger kan dække over mange forskellige typer underretninger, så er udtrykket dødsbud med til at understrege, at der som regel er tale om en voldsom hændelse, når et menneske dør pludseligt og uventet. Det er voldsomt for den eller dem, der skal have budskabet, og det er voldsomt for dem, der skal overbringe budskabet.
Samtidig har ordet dødsbud den dobbelte betydning i sig: Ordet kan både forstås som objekt og subjekt. Den, der går ud med dødsbud, er en særlig form for bud – ikke postbud – men dødsbud. Man er dødsbud, og man kommer med dødsbud. At gå med dødsbud er en krævende og belastende oplevelse. Det kan være svært at være tæt på personer i akut krise og sorg, mennesker, som har været udsat for voldsomme begivenheder, chok og traumer. Det kan være aktiverende på en måde, der næsten kan virke smitsomt.
Opdagelsen af hjernens såkaldte spejlneuroner, der automatisk reagerer, når man ser et andet menneske reagere med f.eks. sorg og skræk, understøtter dette. Spejlneuroner reagerer, som om man selv besidder de følelser, man overværer et andet menneske har.
Når dødsbud opleves som krævende, kan det skyldes følgende tanker eller bekymringer hos den enkelte budbærer:
- Hvordan vil jeg reagere, når jeg møder de pårørendes reaktioner? Vil jeg reagere på en måde, der er rigtig for den pårørende – med ro og medfølelse?
- Bliver jeg konfronteret med min egen frygt, som jeg evt. relaterer til? Måske skal jeg overbringe et dødsbudskab til en familie, der skal have at vide, at deres barn er omkommet i en trafikulykke, og jeg har måske et barn i nøjagtigt den samme alder. Eller det kan være lignende eksempler, som konfronterer mig med min egen værste frygt eller mareridt.
- Kan jeg handle på en måde, så jeg ikke kritiseres/ bebrejdes af mine kolleger? Måske kender vi ikke hinanden godt nok i teamet og forstår derfor ikke hinandens handlinger?
- Kommer jeg til at græde eller reagere på anden uhensigtsmæssig måde?
- Har jeg fået træning og øvelse nok?
- Kommer jeg til at dumme mig, sige eller gøre noget forkert?
Hvornår er en samtale svær? En samtale kan føles svær, når man bliver for procesorienteret, når man mener, at det gælder om at få den, man taler med, et bestemt sted hen (fra A til b). Det er svært, når man er optaget af, at man ikke ved, hvad man skal sige, og man ikke desto mindre gerne vil styre, hvor den anden kommer hen i løbet af samtalen.
Når vi taler om dødsbud er samtalen svær. Den er svær, fordi det at være tæt på mennesker i akut krise og sorg rører ved vores skrøbelighed og menneskelighed. Det kunne være en selv, der en dag fik besøg af budbærere med et dårligt budskab.
I Norge har politiet de fleste steder i landet uddelegeret opgaven at gå med dødsbud til en præst. Og den tidligere politipræst i Oslo politidistrikt, Erik j. Stabrun, fortæller, hvordan han har stået udenfor en dør og gruet for at ringe på. Han har set for sig, at han skulle ind og smide en bombe, som ville vende fuldstændig op og ned på beboernes tilværelse. Han har dog formået at ændre billedet af bomben og har i stedet fokuseret på, at det onde allerede er sket. Og at det ville være alt andet end barmhjertigt at undlade at give besked til de pårørende hurtigst muligt.
Man kan let komme til at føle sig utilstrækkelig og magtesløs i situationen, og man kan som dødsbud blive fyldt af både skyldfølelse og skam. Man kan føle, at man er den, der forvolder og er skyld i sorgen, og man kan på samme tid skamme sig over, at man som budbærer bliver voldsomt berørt af situationen, for det er jo ikke mig, der har mistet. Men selvom det ikke er dig, der står med tabet, er det forståeligt og naturligt, at du som budbærer bliver berørt af situationen. I bogen ”Skam - medfødt og tillært. Når skam fører til sjælemord”, skriver psykolog Lars j. Sørensen, at magtesløshed formentlig er den fælles gensidigt forstærkende faktor bag både skam og traumatisering, således at skam forstærker traumatiske oplevelser, og traumatiske oplevelser gør mennesker skamfulde.
Som beredskabsarbejder, politimand, fotograf, journalist, sygeplejerske, læge, psykolog, præst eller andet i et katastrofeområde er det ikke formålstjenligt, at man bryder sammen. Men det gør ikke noget, at man viser sin menneskelighed og dermed sin evne til at udføre sit arbejde på en ordentlig måde. At være professionel tænkes ofte som en kontrast til det at være menneskelig, have indlevelse og vise empati, men det er en misforståelse. Vi kan føles os hjælpeløse og magtesløse, når budskabet skal overbringes, men det giver ikke mening at hævde, at de som arbejder med de vanskeligste samtaler i kriser og sorg, ikke skal være professionelle. Med mindre man da har bestemt sig for at professionel i den sammenhæng betyder kølig og distanceret i modsætning til varm og engageret.
Der bliver ofte sat lighedstegn mellem at være professionel og være kølig og uengageret. Det skyldes måske den almenmenneskelige ambivalens over for at lukke andres smerter og nederlag ind. ”På den ene side har vi en trang til at hjælpe, gøre noget. På den anden side en trang til at komme væk eller sende den anden væk.” Men en professionel indstilling viser sig netop i respekt, medmenneskelighed og interesse for den anden. Hvis der er noget problematisk ved professionaliteten, er det snarere, at vi ikke er professionelle nok.
Journalisten Rasmus Tantholdt har udtalt, at det er hårdt at blive følelsesmæssigt involveret, men det er også det, der gør, at han ikke mister sin indfølingsevne: ”At jeg tør græde og grine med dem, jeg møder, betyder i sidste ende, at jeg kan bevare min evne til at rapportere hjem på en vedkommende måde.” Noget lignende gælder for dødens budbringer. Man skal turde græde og grine med dem, man møder på sin vej. Dette betyder først og sidst, at man bevarer evnen til at være et ordentligt medmenneske. Det at kunne blive berørt er en del af den professionelle kompetence, der er nødvendig. Det øger budbærerens blik for, hvad der er brug for i situationen.
Den svenske præst, forfatter og klummeskribent i GöteborgPosten, Tomas Sjödin, der har haft den store sorg at miste to teenagebørn, fortæller i bogen ”Det är mycket man inte måste” om ordet brusten.
Han fortæller om noget så modsætningsfuldt som ”brustenhedens styrke” og nævner den åndelige og menneskelige modning, som ikke går fra fremgang til fremgang, men i stedet går gennem sår og sønderknuselse.
Ordet brusten er et gammelt dansk ord, som sjældent bruges. Det kommer af ordet briste – noget er gået i stykker, er sprængt eller ødelagt. De brustne øjne er øjne uden liv og glans. Der kan være mange forskellige grunde til, at man erfarer, at noget er gået i stykker for en.
Tomas Sjödin fortæller, hvordan han pludselig – da han hørte en amerikansk teolog tale om brustenhedens styrke – begyndte at græde. Han græd ikke, fordi han var trist, heller ikke fordi han var glad. Han græd af samme grund, som når barnet, som har slået sig, ikke græder, før det har løbet hele den lange vej hjem til sin mor eller far. Først da kommer tårerne – når miljøet er så trygt og kendt, at der ikke længere er nogen grund til at bide tænderne sammen og være stærk. ”Græde gør vi, når vi kommer hjem.”
Sjödin har truffet mange fascinerende og imponerende mennesker, men han fortæller, at de mennesker, som han til enhver tid kan se for sit indre blik, og som har haft en blivende betydning for ham, er de mennesker, der har givet af sig selv og deres tårer.
De, der skal ud og overbringe et dødsbudskab, skal ikke være bange for at give af sig selv og deres tårer.
Det bekræftes af den norske præst Stabrun, der i bogen ”Bud bærer” gengiver en fortælling af en politibetjent, der husker tilbage på en hændelse, der skete for snart 20 år siden efter kun 3 måneder i hans nye job. Han blev kaldt ud til en trafikulykke. To unge mænd på 16 og 18 år var dræbt på stedet. Den personbil, de sad i, var klemt fast under en lastbil.
I Norge er det som regel præsten, der går ud med dødsbud alene på vegne af politiet. Men i dette tilfælde bad præsten om at få en politimand med. Og politimanden Finn meldte sig frivilligt. Præsten foreslog, at de skulle køre til farens arbejdsplads med det samme, og da faren så dem, indså han hurtigt, at der var noget helt galt. Han sank ned på knæ og hulkede højt. Politibetjenten Finn blev påvirket af farens fortvivlelse og mærkede tårerne trille ned over sine kinder. Da moren lidt senere så manden komme sammen med præsten og den unge politimand, var det hendes tur til at bryde sammen.
Umiddelbart efter opgaven tager politimanden som planlagt på hyttetur med sin kone og et vennepar. Men han fortæller, at hans tanker var på jobbet; den ulykkelige far blev ved med at dukke op i hans tanker. Da han kom tilbage på arbejde, blev der ikke talt om hændelsen, han sagde ikke noget selv, og hverken vagtlederen eller andre spurgte, hvordan det var gået. Da han flere år senere står i en anden opgave, mærker han pludselig, at hans stemme knækker, og han genkender den samme følelse, som han havde mærket, da han var på dødsbud med præsten. Følelsen af skam. Skam over ikke at være i stand til at klare at gå på dødsbud uden at græde.
Men i virkeligheden var der ikke grund til at skamme sig. Dette viste sig, da præsten tog kontakt til ham og overbragte en hilsen til ham fra drengenes forældre. De var taknemmelige for den måde, de dengang var blevet mødt af politimanden på efter ulykken. Det undrede Finn sig meget over, for han havde efter sin egen opfattelse bare stået og grædt og næsten ingenting sagt. Men han smilte, da præsten forklarede, at han ikke havde gjort andet end at give familien vigtige informationer fra ulykkesstedet, samtidig med at han havde vist dem deltagelse i deres livs sorg. De tårer, politimanden fældede, var måske det bedste og allertydeligste, som blev sagt til forældrene den dag, sagde politipræsten.
Den professionelle og ideelle attitude hos den, der skal overbringe et dødsbud, er ikke at undlade at vise følelser. Den professionelle attitude er indlevelse, ro og nærvær, og selvom budbringeren bliver rørt, vil modtageren af budskabet højst sandsynligt være tryg ved en person, der formår at udvise den form for professionalitet. Psykolog Atle Dyregrov udtrykker det samme på følgende måde:
”I alle de år, jeg har mødt efterladte, har jeg aldrig mødt nogen, der har reageret negativt på at se en hjælper så bevæget, at han eller hun fælder egne tårer. Dette tages som et tegn på medfølelse og et oprigtigt engagement og opleves udelukkende positivt.”