Prøv avisen
Boguddrag

Malene Lei Raben: Hele min krop brød i brand over at være blevet grebet i at sladre

"Jeg forstod ikke, hvordan Jeanettes mor havde fået besked.’Du skal kraftedeme ikke udstille mig for hele verden, din møgunge. Hold kæft, hvor du ligner din far!’ skreg hun. ’Ud! Ud med dig!’ og jeg gik med tunge skridt ned på mit eget værelse." skriver Malene Lei Raben. Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix

Følgende boguddrag er fra side 134-39 i "Fruen" af Malene Lei Raben

"På Frederiksberg begyndte et nyt liv uden en mand i huset. Når min mor kedede sig på en hverdagsaften, kørte vi ind til Nansensgade og tog den vakkelvorne elevator op til Gretas lejlighed. Her smagte vandet i køkkenhanen af klor, og her boede Greta med sine to dovne sønner. Der var mørkt og rodet i lejligheden, og der lugtede helt anderledes end hjemme hos os. Ude på Gretas grumsede toilet lå stakke af tegneserier på gulvet lige ved siden af en stinkende kattebakke. Greta var socialpædagog og en ven fra tiden på Socialpædagogisk Højskole. Som ung havde hun været meget smuk med en krop som en italiensk starlet, men nu var hun stor og tyk som et hus. Jeg var venner med Gretas søn, Andreas, som var født og opvokset tæt ved Israels Plads, og som hang ud i ungdomsklubben på Nørreport eller i spillearkaderne på Strøget. Han var en smuk dreng med lyst hår og store, brune øjne, og han og jeg var jævnaldrende.

På sådanne hverdagsaftener lå vi alle sammen og spiste mad fra kinagrillen i Gretas dobbeltseng og så flimmer. Jeg elskede Greta, at flyde i hendes dobbeltseng mellem de to bredrøvede damer og hendes sønner, som aldrig hjalp med noget, i hvert fald endnu mindre, end jeg selv gjorde derhjemme. Jeg fornemmede, at både Greta og drengene var gjort af noget farligere, mere råt og hårdt stof end mine egne forældre, der inden under det flippede tøj var pæne mennesker med uddannelse og fremtidsplaner. Jeg blev en smule utryg ved at møde mennesker, der syntes trådt ud af ingenting, dampet op af stenbroen uden forankring i muld og slægt.

I weekenden gik min mor og Greta på Skindbuksen.

’Skal du med på Buksen?’ ringede Greta og spurgte min mor med sin gnæggende stemme, der lød, som om hun altid var lige ved at skraldgrine. Højdepunktet for deres ture ud ’på de vilde vover’, som min mor kaldte det, var dagen derpå, når de ringede sammen og udvekslede historier om aftenen før. De grinede, til de græd, og min søster og jeg hørte med, når hun talte om de forskellige mænd, hun og Greta havde mødt, uden at hun udviste nogen som helst tegn på blufærdighed.

’Mums,’ sagde min mor og slikkede sig om munden, når hun talte om en flot fyr, som jeg måske var stødt ind i samme morgen i entreen.

Efter at Peter Post flyttede, begyndte stemningen i huset at forandre sig. Kort tid efter at jeg fyldte 13, rejste min søster af sted for at blive au pair i Schweiz. Nu var der kun min mor og mig tilbage på matriklen, men den ordløse nærhed, der altid havde hersket mellem os, slog ikke til, hverken til at støtte og opmuntre min mor eller til at tage vare på mig, der nu var blevet teenager og fuld af hemmeligheder. Det hjalp heller ikke, at min mor en dag slog øjnene op og ved at se på mig konstaterede, at hun aldrig var sluppet af med min far. Som teenager havde jeg mest øje for mine egne behov, og det opfattede min mor som et tegn på, at jeg var ved at udvikle narcissistiske og psykopatiske karaktertræk. Min mor manglede penge og overskud. Jeg manglede det samme. Vi begyndte at skændes, så huset rystede.

Min mor og jeg går konstant og små- og storskændes, skrev jeg i min dagbog. Det er lidt for meget. Jeg føler mig ubehageligt tilpas ved det. Men dagen efter: Heldigvis er min mor og jeg kommet ud af denne krise! Min far er bare så led. Han siger min mor lyver og alt muligt andet. Det gik op og ned.

’Det er sket,’ sagde min mor ildevarslende til min bortvendte ryg en aften efter et skænderi, ’at forældre kommer til at slå deres børn ihjel. Det er sket.’

Jeg lå i min mors dobbeltseng og skulle til at lægge mig til at sove. Det var en trussel, som burde have fået mig til at gå ned på mit eget værelse, men jeg kunne ikke udholde tanken om at være alene. Så hellere være sammen med min mor og hendes morderiske humør.

’Så du skal nok hellere passe lidt på,’ fortsatte hun.

Jeg pressede ansigtet hårdt ned i hovedpuden og græd uden lyd. Fjernsynet blev tændt, og min mor så stift på skærmen uden at dreje hovedet. Lidt senere sov vi.

Dagen efter kørte min mor mig i skole, men jeg turde ikke spørge, hvad der havde udløst denne ukarakteristiske service. Da hun steg ud af bilen, så hun hvast på mig, mit hoved snurrede, og det brændte i kinder og øjne. Jeg var langtfra tilgivet.

Normalt hyggede mine klassekammerater og jeg os med at brokke os højlydt over vores forældre, men denne gang havde jeg ikke lyst til dele skænderiet med nogen. I det store spisefrikvarter trak vores godmodige klasselærer mig til side, og jeg brød grædende sammen og fortalte alt, hvad min mor havde sagt.

Ved at tale med ham brød jeg en stiltiende pagt med min mor. Jeg stak en hånd igennem det overskud, min mor altid viste udadtil, og fortalte hikstende og grædende, hvad der foregik hjemme hos os. Jeg vidste godt, at det var meget forkert af mig. Alle børn kender tavshedens lov.

Samme aften sad jeg igen i hendes dobbeltseng, da telefonen ringede. Stemningen mellem os var blevet bedre, og vi hyggede os i dynerne, mens vi så fjernsyn. Det blev ikke nogen lang samtale. Min mor svarede meget kortfattet: ’Nej, det bliver der ikke brug for. Farvel.’

I dét sekund vidste jeg, at jeg var blevet afsløret. Hele min krop brød i brand af rædsel og skam over at være blevet grebet i at have sladret. Jeg blev liggende i sengen men så stift på fjernsynet, da min mor kom ind i soveværelset igen.

’Det var din veninde Jeanettes mor, som ringede og tilbød, at du kunne bo hos dem,’ sagde hun iskoldt.

’Malene må gerne bo hos os i et stykke tid, hvis det kan aflaste dig,’ efterabede hun Jeanettes mors stemme, på samme tid hånligt og rasende. ’Hvad har du sagt til dem!?’

’Ikke noget. Jeg lover det,’ jamrede jeg.

’Noget må du have sagt, siden den selvgode ko ringer!’

Jeg forstod ikke, hvordan Jeanettes mor havde fået besked.

’Du skal kraftedeme ikke udstille mig for hele verden, din møgunge. Hold kæft, hvor du ligner din far!’ skreg hun. ’Ud! Ud med dig!’ og jeg gik med tunge skridt ned på mit eget værelse.

Nogle af klassens piger havde lyttet til samtalen inde i klasseværelset, og nu gik snakken åbenbart. Min mor følte sig klædt af. Udskammet og udstillet over for de pæne, borgerlige damer. Jeanette boede i et stort hus på Egernvej. Hendes mor var læge, og faren var død af kræft, men min mor følte ingen medfølelse med den rige kælling, som led af en smerte, hun ikke selv kunne genkende.

Næste morgen ved morgenbordet begyndte min mor med rolig og velovervejet stemme at tale om Tyskland og nazismen. Jeg kunne høre på hende, at hun havde ligget og grublet over det hele natten.

’Alle børn blev organiseret i nazistiske ungdomsorganisationer,’ fortalte min mor, ’hvor de lærte, at loyalitet over for Føreren kom først.’

Jeg var usikker på, hvor historien ledte hen.

’I skolerne blev eleverne opfordret til at angive deres forældre. Hvis de kritiserede Hitler eller ikke havde hans portræt hængende på væggen derhjemme, var det børnenes pligt at fortælle det i skolen.’ Hun spærrede øjnene op og forklarede videre. ’Og så blev forældrene hentet og sat i fængsel eller slået ihjel!’ Jeg så bare stift ned i min havregrød.

’Hitler havde aldrig fået styr på befolkningen, hvis ikke det var for den hær af stikkere!’

Samme aften kaldte hun mig ’Hitlerjugend’ og ’stikker’, og det stod på i nogle måneder. ’Skal Hitlerjugend have nogle flere kartofler?’ ’Hitlerjugend skal huske sin klavertime i morgen,’ den slags.

Der gik længere og længere imellem, at hun kaldte mig ’Mads.’

Det var omkring det tidspunkt, at noget inden i mit hoved begyndte at opføre sig mærkeligt fra tid til anden. En weekend, da vi sad over frokosten, kunne jeg pludselig ikke se maden foran mig.

’Jeg kan ikke se min mad!’ udbrød jeg.

’Hvad mener du,’ sagde min mor. ’Den står jo lige der?’

’Men det er, som om maden ikke er der!’ blev jeg ved. ’Tror du, jeg skal have briller?’

Jeg kunne ikke få kontakt med min mad. Hele spisebordet, menneskerne omkring det, men i særdeleshed den fyldte tallerken trak sig bort og forsvandt over i et uvirkeligt univers.

’Du er nok bare træt,’ sagde min mor.

Jeg døbte fænomenet ’film’, fordi jeg oplevede, at verden blev til en filmvisning lige for øjnene af mig. Usynlige kræfter trak mig med over i en anden verden, som ikke var virkelig. ’Det filmer,’ sagde jeg derefter med jævne mellemrum til min mor, og så vidste hun, at de usynlige kræfter havde sendt mig over i et parallelt univers. Når ’filmen’ indfandt sig, blev jeg afskåret fra den fysiske verden og forbindelsen til min egen krop."