Prøv avisen
Boguddrag

Hvad er overgreb for danske kvinder?

I den nye danske bog ”Med egne ord” overlades fortællingen om seksuelle overgreb til ofrene. Med digte, breve, noveller og prosa fortæller 14 danske kvinder i bogen om deres oplevelser med overgreb. Læs et uddrag af bogen her

STADIGVÆK

Jeg er blevet opfordret til at skrive min historie. Min historie er, at jeg er blevet voldtaget.

Det skete tre dage før min 20-års fødselsdag, og det er 36 år siden i dag. Mit liv var dengang sammen med min forlovede på tredje år, som senere blev min mand. Vi havde tre måneder før voldtægten været ude for den sorg, at min bror på 25 år blev myrdet. Den sorg medførte, at jeg fik en spontan abort og mistede vores første barn, da jeg var tolv uger henne.

Vi boede på landet. Godt og vel en kilometer ude ad en grusvej − med skoven på den ene side og en lergrav på den anden side. Som I nok kan forestille jer, var det langt ude på landet og ikke med en nabo lige i nærheden.

DAGEN, HVOR DET SKETE

Min forlovede var som sædvanligt taget på arbejde om morgenen. Jeg havde ikke noget arbejde, da jeg var blevet afskediget på grund af sygemeldingen efter mordet på min bror og den spontane abort.

Om formiddagen kom en veninde på besøg. Vi drak kaffe og hyggede os. Vi valgte at tage vores knallerter og køre hen og købe agurker ved et gartneri. Vi stod og snakkede med manden, der ejede gartneriet og bemærkede kort en anden mand, som hentede nogle agurker til et grøntmarked. Vi så ikke mere til ham oppe ved gartneriet. Min veninde og jeg kørte hjem til mig, og kort tid efter kørte min veninde hjem. Jeg var i gang med at forberede noget til min 20-års fødselsdag, da det ringede på døren. Da jeg åbnede, stod manden fra gartneriet derude. Han spurgte venligt om vej, og jeg gik ind for at finde en lokaltelefonbog med kort i.

Da jeg kom tilbage i gangen, stod han pludselig ved døren ind til køkkenet og spurgte om et glas vand. Jeg nåede ikke at reagere, før han tog fat i mig. Jeg fik revet mig løs, skreg højt og løb ind i stuen for at komme ud af terrassedøren, men nåede ikke derhen. Han væltede mig omkuld på gulvet. Jeg prøvede at vride mig løs, men han var for stærk. Han klemte sin ene underarm mod min hals, han fik flået mine bukser og trusser i stykker med den arm, han havde fri, og voldtog mig. Selve voldtægten vil jeg ikke komme med en nærmere beskrivelse af. Det kan jeg mærke, at jeg ikke kan.

Da han klemte sin underarm mod min hals, vidste jeg, at jeg ikke kunne slippe på nogen måde. Jeg havde følelsen af, at gjorde jeg for meget modstand, ville det blive meget slemt for mig.

Jeg vidste, at jeg var alene med ham. Vi var en kilometer oppe ad en grusvej, og ingen kunne hjælpe mig. Jeg havde skreget, og ingen kom. Jeg var alene med ham.

POLITIETS INDSATS

Efter han var kørt, ringede jeg til politiet. Jeg tror, der gik nogen tid, før jeg ringede. Jeg fik i hvertfald låst døren først, kan jeg huske, og jeg fik også et glimt af hans store kassevogn.

Da politiet kom, tog de mig med på stationen. Imens tog de fingeraftryk etc. i mit hjem med det hvide pulver, de bruger.

En afhøring efter en voldtægt er ikke noget, jeg ønsker for nogen!

Ved afhøringen kørte politiet rundt i det samme, igen og igen. Jeg ved godt, at det er for at finde ud af, om man lyver og opdigter det. Men det er rigtig modbydeligt, at man skal fortælle det samme igen og igen, hvor spørgsmålet måske bare bliver lavet lidt om, og så starter det forfra igen. Jeg tror, at afhøringen varede tre-fire timer i alt, inklusive undersøgelsen af mig.

Min forlovede fik først besked om det, da han kom hjem. Han kunne se, at politiet havde været der pga. det hvide pulver og afspærringen. Politiet havde kontaktet det sted, hvor han arbejdede, men de havde ikke videregivet beskeden.

Min forlovede skulle dog også lige igennem en afhøring, før vi måtte se hinanden. Det var med henblik på min troværdighed, at de afhørte ham. Først derefter blev vi genforenet og sad i en politibil, der kørte mod København. Vi skulle se på billeder i deres billedkartotek. Det var før, computere kom til.

Jeg udpegede voldtægtsmanden, og det viste sig, at jeg ikke var den første, han havde voldtaget. Han havde været i fængsel flere gange for voldtægt. Et par dage efter udpegede jeg ham også blandt fem andre til en opstilling − meget som man ser på film.

TYS-TYS − VI SNAKKER IKKE OM DET!

Så skulle hverdagen i gang igen. Min forlovede fik overbevist mig om, at der ikke skulle snakkes om voldtægten. Så det var kun nogle meget få venner og veninder, min søster og min mor, der kendte til den. De fik det kort at vide, og så blev der ikke snakket mere om det. Jeg fik heller ikke tilbudt krisehjælp, som man gør i dag.

Retssagen kom først over et år efter. Den var forfærdelig. Jeg fik at vide af politiet, at han i denne omgang stod anklaget for tre tilfælde, og at jeg havde været heldig. Han havde slået et af de andre ofre ret voldsomt, og hun havde stadig mén efter det, selvom det var to år siden, det fandt sted. Han fik en behandlingsdom og ville ikke kunne blive udskrevet før tidligst otte år senere.

VOLDTÆGTSOFFER − OG ALLIGEVEL ET ALMINDELIGT MENNESKE

Jeg ændrede mig efter voldtægten, og det gjorde mine veninder også. Jeg tror ikke rigtig, at de længere vidste, hvad de skulle sige til mig − de ville skåne mig efter voldtægten, men det medførte stor afstand mellem os.

Derefter har jeg ikke haft nogen rigtige veninder, som jeg har været fortrolig med. Jeg har altid holdt en vis afstand, og så har de på en pæn måde fjernet sig fra mig. Ellers fjernede jeg mig fra dem, når jeg fik løftet sløret lidt omkring voldtægten og derefter følte, at de var kommet for tæt på mig.

Mit forhold til min forlovede gik i stykker to år senere, og jeg er ikke i tvivl om, at voldtægten havde en del af skylden.

JEG FØLTE, AT JEG IKKE VAR GOD NOK LÆNGERE

Mit forhold til mænd har været ret kaotisk siden. Jeg har tit afvist nogen, fordi jeg ikke syntes, at jeg var god nok til dem. Jeg har valgt dem, som havde svært ved at få fat i en pige. Eller jeg har valgt dem, som nok egentlig mere havde brug for en mor end for en kæreste. En, der kunne sørge for dem, vaske deres tøj, lave deres mad, sørge for børnene − som jeg i øvrigt fik fem af. Det har holdt mig i gang − at have mine børn.

Alle mine forhold til mænd gik i stykker. Jeg holdt fast i den holdning, jeg fik påduttet - at man ikke talte om det. Og den hemmelighed kan intet forhold holde til. Når jeg enkelte gange fortalte en kæreste om det, blev de ved at sige: “Det er jeg ked af at høre!” med gråd i stemmen. For pokker da! Jeg kunne ikke fortælle om det og så ende med at sidde og trøste den, jeg fortalte det til. Det kunne jeg ikke holde til. Derfor endte det med, at jeg sagde: “Nå, det er så længe siden. Det er jeg kommet over!” Men det var jeg jo slet ikke … Jeg har ikke snakket med nogen om det før for et par år siden. Jeg blev ven med en psykoterapeut og har haft nogle gode samtaler med hende. Jeg havde dog svært ved at åbne mig for hende i starten, men hun var god til at stille de rigtige spørgsmål.

ET VOLDTÆGTSOFFERS VARIGE MÉN

Siden voldtægten har jeg aldrig åbnet døren for nogen, når det ringer på, før jeg har kigget ud af vinduet. Jeg åbner slet ikke døren, hvis jeg er alene hjemme, medmindre jeg venter gæster.

Om natten kan jeg stadig drømme om selve dagen, hvor det skete, og i drømmen prøver jeg at flygte. Jeg prøver at komme væk og få ham væk fra mig.

I mange år er jeg aldrig gået ud alene om aftenen eller om natten. Jeg gør det helst heller ikke nu. Jeg er nået dertil nu, at jeg nogen gange vælger at gå i stedet for at ringe efter en taxa − men det er med hjertet oppe i halsen og nøglerne i hånden. Nøglerne er til at slå, kradse og rive med.

Jeg kan selv se, at mange af de ting, jeg gør, gør jeg på grund af voldtægten. Jeg har været single i fire år nu. Mine to sidste rigtige kærester var alkoholikere, og de andre har været typer, man fik ondt af. Jeg tror ikke, at jeg har elsket nogen af dem. Jeg ved, at jeg elskede min første mand − ham, jeg var sammen med, da det skete.

Jeg kunne nemt få en kæreste, hvis jeg valgte ud fra de samme kriterier, som jeg har gjort i mange år, men det vil og kan jeg ikke mere. Samtalerne med psykoterapeuten har gjort, at jeg har arbejdet lidt med mig selv.

HUSK DETTE!

Jeg vil slutte med at understrege, at ingen kvinde nogensinde vil komme sig 100% over en voldtægt. Den vil forfølge hende resten af livet. Der vil opstå ting i livet, som pludselig vækker et minde. For eksempel er der ingen, der, uden at tænke over det, skal komme til at lægge armen over min hals. Jeg går i panik.

I dag får man heldigvis tilbudt krisehjælp, som gør det nemmere at lære at leve med det, og den hjælp bør man tage imod. Snak om det med fortrolige, der kan og vil støtte.

Ingen er selv skyld i, at de bliver voldtaget.

Og ingen skal svines til, fordi de er blevet voldtaget.