Mine forældre var for gamle til rigtigt at være involveret i 60’ernes frihedsopgør.
Men for dem og dermed for mig og mine to søskende var meget af det, der skete med dem i 70’erne, et resultat af nogle af oprørets tanker og ideer. De var stærkt inspirerede af det, der foregik politisk og moralsk, og i hvert fald gav hele samfundets bevægelse dem mod og lyst til at udfordre autoriteter og lede efter nye veje.
Sammen med en række venner og ligesindede etablerede de Hillerød Lilleskole, og miljøet omkring lilleskolen, der blev skabt som et både pædagogisk og politisk alternativ til de lokale kommuneskoler, blev en stor del af vores opvækst. Næsten alle mine første minder er fra den omgangskreds, uanset om det er leg med klassekammerater, eller det er fester med mine forældre og folkene fra lilleskolen.
Jeg husker tydeligt min far optræde i en revy, måske i 1970, iført orange poncho og syngende en hjemmedigtet version af Preben Kaas’ sang "Hvad skal vi med kvinder?". Jeg syntes, han var vildt sej. Det var en anderledes skole. Vi var inddelt i hold, ikke klasser, vi lavede projektarbejde hele tiden, og vi havde langt hår. Alle på skolen havde langt hår. Vi havde rytmik, det hed det faktisk, som bestod i at spille ekstremt høj musik, og så skulle man bevæge sig, som man ville. Allerede i 2. klasse betød det, at man ofte kom til at støde ind i Helle, Mette, Karen, Julie eller en af de andre piger, man var forelsket i den uge.
Vi var børnehippier, lærerne var hippieagtige, og vores forældre kæmpede med at finde ud af, hvordan det var at være voksne, forældre og samtidig opleve en verden, der eksploderede i nye muligheder. Der blev forsigtigt eksperimenteret med stoffer, seksualitet og selvrealisering.
Vi flyttede til Alsønderup i 1970. En lille landsby i Nordsjælland mellem Hillerød og Helsinge med omkring 500 indbyggere, håndværkere, landmænd, nogle lærere (heriblandt min mor) og så min far, der arbejdede i ministeriet. Ministeriet blev af mine venners fædre altid udtalt med en blanding af ærefrygt og foragt, og selv om jeg prøvede at forklare, at min far var en relativt lavt placeret konsulentansat embedsmand i Udenrigsministeriet, så mindskede det ikke forestillingerne om, at han om natten stod i vores kælder og skovlede guld på grund af den fyrstelige hyre, han givetvis modtog for at arbejde ikke alene i København, men ligefrem i ministeriet.
Vi var flyttet fra et parcelhus i Hillerød til et stort hus på landet med skov, udsigt og plads til alt muligt, som mine forældre i realiteten ikke havde tid til. Vi havde en hest, ænder, hunde, flere tønder land skov, der krævede pleje, der var juletræer og små vandhuller, og Ravnsbjerg (huset ligger på en lille bakke, som kun danskere kan kalde et bjerg) var en perfekt ramme om en lille familie. Sådan tænkte min far og mor i hvert fald. I deres moderne idé om, at det ville være godt med frisk luft og landlige omgivelser til deres tre børn, glemte de at tale om, hvordan det var at pendle mellem København og Alsønderup, og hvem der skulle passe huset og alt det andet, når min far rejste rundt i verden (han blev senere ansat i FN).
Jeg blev på lilleskolen i Hillerød, selv om vi flyttede til Alsønderup. Da min bror og søster begyndte i skole, var det også dér. Tidligt om morgenen blev vi og nogle børn fra en naboby, der også gik på lilleskolen, proppet ind i vores mors folkevogn, og så tøffede vi til Hillerød Station, hvor der var en skolebus, Egons bus, som kørte os resten af vejen. Vi var mange børn i den bil, og jeg er ret sikker på, at der ikke var monteret nogen sikkerhedsseler – de blev i hvert fald ikke brugt. Selv på forsæderne var der ingen, der brugte sele.
Jeg elskede skolen, syntes, det var sjovt, og løj, hvis jeg var syg, fordi jeg ikke ville gå glip af noget. Jeg lærte, at det er sjovt at lære, sådan har jeg det stadig, men kunne senere konstatere, at der var visse mangler i indlæringen. Det vender jeg tilbage til. Når folk andre steder i landet taler om Nordsjælland, tror de ofte, at det hele er Rungstedagtigt og meget dyrt og fint. Det er det ikke. Alsønderup er langtfra fint, det er bare land.
Vi hentede frisk mælk fra gården lige overfor i en mini-mælkejunge, det smagte fantastisk og var perfekt til at hælde over de spandevis af cornflakes og havregryn, der blev indtaget af os unger. Jeg tror egentlig ikke, man må hente mælk på den måde i dag, sikkert noget med bakterier, smittefare og manglende varedeklarering, men det var den bedste mælk i verden. Vi var med til at slagte grise, og jeg kan stadig tydeligt huske, hvordan blodet løb fra, når grisen blev hængt op på en krog. Æg kom selvfølgelig også fra en af gårdene i nærheden, og vores egne ænder mistede hovedet en gang om året – uanset hvor svært vi børn syntes, det var, at de skulle dø og senere spises.
Det var et lille sted, alle kendte alle, og landsbyen bestod af (og gør det også i dag) en brugs, en kirke, en idrætshal med tilhørende selskabslokaler, hvor der et par gange om ugen blev spillet banko, og så en skole med tilhørende fodboldbaner. Hjemmebane for Alsønderup IF.
Vi boede 1,2 kilometer ude for landsbyen mod Nejede, og det er præcist målt, for ellers havde folk svært ved at finde vores hus, der lå lidt gemt inde i skoven. Så når vi skulle lege med andre børn, var det op på cyklen og af sted. Ofte ned til fodboldbanerne. Alle drenge spillede fodbold, og det reddede mig givetvis i begyndelsen fra at blive drillet alt for meget, at jeg var god at være på hold med. Ikke alene var jeg tilflytter, jeg havde også hår ned til skuldrene, og det var der næsten ingen andre drenge i Alsønderup, der havde på det tidspunkt. Fodbold var et omdrejningspunkt for alle drenge i området, og det havde givetvis været meget sværere at falde til, hvis ikke der havde været et helt naturligt mødested på fodboldbanerne.
Det var ikke svært at falde til, og mit liv blev en sjov blanding af at være flipper på lilleskole og så tage hjem til kammeraterne i fodboldklubben og i Alsønderup, hvor alle pjækkede fra skole, når de kunne slippe af sted med det, hvor de vidste alt om traktorer og senere knallerter og biler – og hvor verden var Alsønderup, og hvad der lå inden for 10 kilometer derfra. Skovene, fiskestederne, markerne, som vi ofte gik over, fordi det var hurtigere end at cykle udenom, var også mit liv. Det var der, vi levede, og alt andet forekom langt væk og ligegyldigt. En del af mine venner og deres forældre talte ligefrem om at »tage ind til Hillerød« som noget, man gjorde i weekenden og ved særlige lejligheder, men faktisk lå det blot otte kilometer væk. Alligevel var det for mange en større mental rejse.
Jeg kendte kun en, der boede i lejlighed. Det var vores farmor. Hun boede i et stort byggeri i Emdrup, kæmpe bygninger med ens opgange og lidt grønt imellem, hvor der stod skilte med Boldspil forbudt. Jeg syntes, det var trist og grimt og var sikker på, at jeg aldrig skulle bo i en storby. Jeg fik ondt i hovedet af at være i byen, og det eneste, jeg syntes var fedt, var, at min far kunne finde vej gennem alle de helt ens gader og områder. Det var meget tjekket, og det kunne jeg godt lide.
Hos farmor gik vi ofte ned på en legeplads i nærheden, men med fare for at lyde frelst og efterrationaliserende, så hadede jeg den strukturerede og velordnede leg på sådan en legeplads. Man kunne kun gøre det, som nogle voksne havde udtænkt, man skulle – og det var sjældent særlig sjovt.
Barnelivet var for mig et liv med ekstrem frihed. Fra jeg kom hjem fra skole, smed tasken og gik ud ad døren igen, var der ingen, der anede, hvad jeg lavede, hvor jeg var henne, eller hvem jeg var sammen med, indtil jeg kom hjem for at spise aftensmad. Mine forældre spurgte mig tit, hvad der skete, og hvor jeg havde været, og jeg havde ingen egentlige hemmeligheder eller foretog mig kontroversielle ting, men det var mig, der styrede mit eget liv. Ingen kontrol så længe jeg ikke kom til skade. Jeg tror, det er den markant største forskel mellem mit børneliv i 70’erne og så den måde, mine egne børn er vokset op på. Vi blev kørt i skole, når der ikke var alternativer. Men ellers var mine forældre ikke involveret i at få mit liv til praktisk at hænge sammen, efter jeg blev syv år gammel. Hvis jeg ville noget, så måtte jeg cykle eller gå, og hvis det ikke kunne lade sig gøre, så måtte der findes en anden måde med et lift eller bus. Ellers kom jeg bare ikke af sted. Ikke fordi mine forældre ikke gad eller altid sagde nej, det gjorde de ikke, men det var bare ikke et spørgsmål, der nogensinde kom til debat. Vi havde en aftale om, at jeg skulle sige til, hvis jeg ikke kom hjem og spiste, men ellers var jeg mig selv – og sådan var det også for alle mine kammerater.
Hvis der var en fodboldkamp, typisk en landskamp eller en stor Europacupkamp i fjernsynet, så ville jeg egentlig gerne se den, men det var det eneste område, hvor jeg af og til havde sammenstød med især min mor. Indtil jeg var ret gammel, 15 tror jeg, var hun meget striks omkring mine sengetider. På skoledage skulle jeg tidligt i seng. Og selv om jeg, tilskyndet af min antiautoritære lilleskole-opdragelse, forsøgte at udfordre min mor igen og igen, så var der ikke noget at gøre. Jeg røg tidligt i seng på hverdage uanset hvad. Jeg vidste, at det var en kamp, jeg ikke kunne vinde, men jeg udviklede dog visse systemer, da jeg blev teenager. Min bror og jeg havde vores værelser øverst oppe på anden sal. Det betød, at man altid gik ned og sagde godnat, og så gik man op igen. Men med lidt list kunne man faktisk snige sig ned igen og lade, som om man gik på toilettet i stuen – og så liste sig ud. Risikabelt, men muligt. Det sjove er, at min mor senere hen ikke har troet på, at jeg virkelig gjorde det, men ... det gjorde jeg. Og havde endda lagt en lille bunke tøj under dynen, så det så ud, som om jeg lå der, hvis min mor eller far kiggede ind.
Ellers var det meget småt med tv og den slags underholdning. Nogle gange så jeg TV Avisen sammen med min far, og jeg kan meget tydeligt huske en TV Avis i 1970, hvor det hen over et sort-hvidt stillfoto af Paul McCartney blev meddelt, at »filmfotografen Paul McCartney har meldt sig ud af The Beatles«. Det siger meget om statsradiofonien dengang (jeg behøver næppe at tilføje, hvor meget jeg holder af DR og DR’s historie), at man syntes, det var vigtigt at anføre, at Paul McCartneys officielle uddannelse var som fotograf. Min verden faldt fuldkommen sammen. Jeg elskede Beatles og var godt i gang med at lære engelsk ved at lytte og synge med på deres sange igen og igen. Lytter i øvrigt stadig.
Lørdage var noget særligt. Så fik vi lørdagsslik, og jeg husker så mange aftener, hvor vi sad i den store hjørnesofa og spiste slik og talte og hyggede os. Det var fællesslik, alt samlet i en skål, som vi skulle dele. En kæmpe udfordring for tre børn, og der blev lavet forskellige regler undervejs for at løse store, altafgørende spørgsmål som for eksempel, om man måtte gemme til senere. Og hvad nu hvis én spiste meget hurtigt, og hvad hvis der var chokolade – skulle det så indledningsvis deles i tre?
I 1974 rykkede hele familien til Indonesien. Min far skulle arbejde for WHO i hovedstaden Jakarta i nogle år, og det blev naturligvis et andet liv og nogle helt andre vilkår. Vi havde tjenestefolk, vi var medlem af en international klub, hvor man kunne svømme og hygge og være sammen med andre internationale og dyrke masser af sport.
Sammen med min danske ven Ole, lavede jeg en fodboldklub for drenge på vores alder, og jeg fik for alvor øje på, hvor forskelligartet, vidunderlig og interessant verden er. Og jeg lærte, hvor nemt det er at lære sprog, hvis man skal bruge det. Det var gode år, selv om min mor og far dengang for alvor begyndte at drive fra hinanden. Eller min far begyndte i hvert fald at drive væk, mens 70’er-ideerne om åbne forhold og frihed var hårde ved min mor.
Det var også ved ankomsten til Indonesien, at mine forældre kunne konstatere, at lilleskolen nok var elsket og savnet, men at jeg nu, hvor jeg skulle i 6. klasse, reelt ikke kunne skrive. Jeg var god til at læse, men da indlæringen havde været noget lystbetonet, havde jeg lavet noget andet, når der skulle skrives. Jeg har ofte undret mig over det, min mor var som sagt lærer og underviste på Alsønderup Skole, men det er nok et godt billede på, hvor lidt vores forældre blandede sig i vores liv. De havde ganske simpelt ikke opdaget, at jeg ikke kunne skrive.
Det blev en sommerferie med flere timers skrivning hver dag med min mor som høgagtig kontrollant, inden jeg skulle sendes i international skole med konstante karakterer og prøver. Det gik. Har siden tænkt, at det måske var et meget godt tidspunkt at blive revet ud af morskaben og hyggen på lilleskolen.
Og da vi kom hjem i 1976, valgte jeg kommuneskolen og gik i 8. og 9. klasse på Hillerødsholmskolen – skolen i Alsønderup gik kun til 7. klasse. Det blev de to ubetinget værste skoleår i mit liv. En klasselærer, der ikke kunne lide mig, og en undervisning totalt blottet for engagement og nytænkning. Jeg var sikkert heller ikke en god elev, men jeg tror faktisk, jeg kunne være blevet det, hvis jeg havde fået den rette motivation og udfordring.
Efter 9. begyndte jeg på gymnasiet i Hillerød. Min bror og jeg havde, inden vi rejste til Indonesien, sparet sammen til at købe et trommesæt, og vi sad ofte i vores legehus, der lå lidt fra selve huset, og hamrede løs. Det var vores far, der havde insisteret på, at legehuset var det bedste sted til et trommesæt. Det blev ikke nogen stor succes, måske fordi vi ikke havde penge nok, og derfor aldrig fik en hi-hat, som kendere vil vide er rimelig essentiel for at udvikle sig som trommeslager. Endnu et eksempel på, hvordan 1970’erne var anderledes end i dag. Hvis mine børn, da de var yngre, havde sparet sammen til et trommesæt, ville jeg utvivlsomt sætte mig ind i det og hjælpe med rådgivning og sikkert også hjælpe økonomisk, hvis de ikke havde råd til en hi-hat.
Jeg tror ikke, vores forældre var anderledes end andre forældre på det punkt, og jeg tror ikke, jeg i dag er anderledes end andre forældre, men jeg er sikker på, at vores forældre dengang bare tænkte, at det var jo vores egen idé, og så måtte vi selv finde ud af det.
Trommesættet skulle ikke med til Indonesien, og jeg lånte det derfor ud til Mikker, min ven, som var den eneste med længere hår end mig. Det blev indledningen til et unikt venskab og nogle år medet ekstra medlem af familien. Da vi atter var retur i Danmark, blev Mikker og jeg uadskillelige, vi gjorde alt sammen, og han flyttede reelt set ind i vores hus og i den ekstra seng, der i forvejen var i mit værelse.
Livet i Alsønderup og de omkringliggende landsbyer kan jo nemt lyde idyllisk med hjemmeslagtede grise og mælk fra stalden, men faktum var også, at mange kæmpede med alt muligt – ikke mindst alkohol. Hver eneste eftermiddag efter fyraften sad der folk ved brugsen, købmanden i Tulstrup og alle mulige andre steder og drak øl. Mange øl. Hvis man havde ønsket det, kunne man have taget kørekortet fra hele banden, men det gjorde politiet bare ikke. Allevidste, at der blev drukket, men håndværkerne kunne ikke klare sig uden bil, og de, der en sjælden gang blev snuppet og mistede kørekortet, fortsatte bare med at køre alligevel. Alternativet var ikke at have noget job. Når folk kom forbi hos os og sad og fik nogle øl, så sagde min mor altid, at »hvis de kan sidde op i bilen, så kan de også køre hjem«.
Mikkers far drak temmelig meget, og deres hus var hjemsted for en del unge og ældre, der kom og røg hash, og Mikker havde som mange andre unge i det område fuldkommen opgivet at føre fornuftige samtaler med sine forældre om ting, der betød noget. Han orkede ikke alkoholen og røgen og flygtede. Han har siden sagt, at vores familie reddede ham. Jeg ved ikke om det er sandt, men det er sikkert, at der var mange, der ikke havde nogen steder at gå hen.
Når de nåede en vis alder, flyttede de selv fra cafeteriaet i hallen og ud, hvor øllerne var billigere. Der var en del af mine venner, der i teenageårene begyndte at drikke øl med deres far. Som teenager i det område var det en stor del af livet. Man skulle drikke øl, tale om sine kvindelige erobringer, have en boret knallert og spille billard – og måske stadig lidt fodbold.
Følelser var absolut ikke noget, man talte om, og da slet ikke noget man gad tale med sine forældre om. Mine forældre var helt anderledes, men det var altafgørende for mig, at jeg i Mikker fandt en ven, som gjorde, at jeg nok kunne spille cool og hård sammen med drengene, men også kunne tale med ham om alt det, der var svært.
Jeg ved ikke, hvordan det er at være teenager i dag i Alsønderup, men dengang i slutningen af 70’erne var det lidt cowboyagtigt. Vi kørte på vores ulovlige knallerter om kap med bilerne på vejen mellem Alsønderup og Tulstrup (jeg overhalede en gang min far på en lånt knallert, og han var i en lånt bil, så det var først, da jeg strøg forbi ham, at det gik op for mig, at det var ham. Det blev en rimeligalvorlig aften. Jeg var 15). Der blev drukket og røget og rapset og vigtigst af alt, så blev der scoret piger. Mikker var lidt ældre end mi gog fik kort efter sin 18-årsfødselsdag en bil, og når vi efterfølgende var ude eller til fest, var det ofte mig, der kørte hjem.
Jeg var på det tidspunkt blevet elitesportsmand og drak næsten aldrig, mens Mikker ofte havde fået en del indenbords. Ræsonnementet var, at det var bedre med en chauffør uden kørekort, men ædru, end en med kørekort, der var fuld. Vi kom heldigvis aldrig i en situation, hvor logikken skulle afprøves over for ordensmagten. I det hele taget var ordensmagten ikke noget, der rigtig var i vores bevidsthed. Det var lidt en fjer i hatten, hvis man var stukket af fra politiet på en ulovlig knallert, men sandheden er nok, at politiet ikke gjorde sig stor umage med at stoppe os og kun særdeles sjældent kom forbi.
Det var ikke alle, der havde en Mikker. Og langtfra alle, der havde en bror, søster eller bare en eller anden, de kunne tale med om livets problemer og alvor. Jeg er helt sikker på, at mange flere led i det indre, end jeg dengang var klar over. Der var selvmord, og der var også dem, der forsvandt ind i alkohol og stoffer, men sandheden er nok også, at mange bare håndterede livet dag for dag og prøvede at stille sig tilfreds med, hvad der nu kom deres vej. Langt de fleste af mine kammerater fra dengang fik en læreplads og bor stadig den dag i dag i området.
Der er stadig smukt, udsigten ud over Arresø er fantastisk, og bakkerne omkring Alsønderup og Nejede er et af de smukkeste områder i hele Danmark. Landbrugene er enten væk eller lagt sammen. Vagn, som bondemanden, der boede lige overfor, hed, havde 20 køer og lidt grise og klarede lige til dagen og vejenved også at tage en dag om ugen som skraldemand. Folk som ham er væk, og jeg tror ikke, der kan købes mælk ved stalddøren nogen steder. Væk er også de skøre. Da jeg voksede op, var de, der ikke var helt psykisk raske, en del af dagligdagen. En af dem styrede flaskeafleveringen i Brugsen, og han kunne på gode dage fortælle en hel del hemmeligheder, som han havde fra den CIA-lyttecentral, som flaskeafleveringen i virkeligheden var. Vi kendte ham, han var rar og oftest sjov.
Jeg vil på ingen måder romantisere livet dengang. Der var masser af uopfyldte drømme, og der var en indelukkethed og en mangel på udsyn, som for mange var kvælende. Det var heller ikke let at være anderledes, hvis man altså ikke ligefrem var syg. Jeg skal heller ikke glorificere den skolegang, jeg var igennem. Jeg havde igennem 70’erne gode, mindre gode og helt uduelige lærere – på nøjagtig samme måde som børn og unge har det i dag. Presset var imidlertid langt mindre. Der var ingen, der lavede karriereplaner for mig i 3. klasse, jeg havde ikke forældre, der var optaget af hver eneste aflevering, jeg lavede i skolen, jeg havde ikke nogen som helst idé om, hvad jeg ville lave i fremtiden andet end at være professionel sportsmand. Og måske vigtigst: Der var ikke nogen, der mente, at det var et problem.
Jeg var da gennem min opvækst lige så usikker og famlende i forhold til venner, piger og identitet, som unge er det i dag, men jeg blev ikke næsten dagligt konfronteret med spørgsmål om, hvorvidt det var problematisk. Jeg havde ikke så mange andre at måle mig med, fik ikke mast ind i hovedet via internet og tv, hvor utrolig fedt og spændende andre havde det.
Mine forventninger til livet skulle jeg selv skabe. Jeg måtte selv finde en vej, og på et tidspunkt efter jul i 3. g begyndte jeg at tænke en smule over karakterer, fordi jeg vidste, at det ville spille en rolle for, hvilke uddannelser jeg kunne få adgang til. Men før det havde jeg ikke skænket det mange tanker. Jeg blev da glad, hvis det gik godt, men der var ikke en konstant og kontinuerlig opdatering af, hvordan jeg stod i verden, og hvordan det skulle gå mig i fremtiden. Jeg fik lov til at være barn og ubekymret længe.
Jeg og mine venner og klassekammerater var slet ikke så dygtige, som de unge er i dag. Jeg er ofte ved at dø af grin, når nogle i min generation eller ældre alvorligt mener, at vi dengang »lærte meget mere«. Det, mine børn lavede i deres gymnasietid, var på alle måder klogere og mere indsigtsfuldt end det, vi på noget tidspunkt foretog os i samme alder. Men jeg havde mere frihed. Til alt muligt, men måske vigtigst af alt: til at gøre tingene lidt efter mit eget hoved. Der var en anden accept af, at vi på vores egen måde skal blive klogere og have lov at gøre dumme ting. Det er ikke enden på alle drømme og alle muligheder for et lykkeligt liv, hvis man ikke får topkarakterer i 3.-4. klasse eller i 9. klasse. Det er o.k. at skrive en opgave af fra en klassekammerat, fordi man en enkelt gang har været på fisketur eller har skilt sin cykel ad og gerne vil samle den igen. Eller fordi man har holdt i hånden hele dagen med den dejligste pige, man har mødt siden sidste onsdag.
Det er ikke alvorligt. Vi var børn og unge, og det var vores liv. Karriere var noget, man skulle tænke på, når man blev stor og voksen. Ikke lige nu. Slet ikke i Alsønderup.