Mentalt er jeg allerede ved at have Kiev på afstand. Der er nok andet at spekulere på. Det blæser hen over floden og ind på teltet næste morgen. Jeg sætter mig op i soveposen og tjekker vejrudsigten. Det bliver ikke stille vejr i dag. Jeg skal i dag gerne nå ned forbi den anden dæmning på Dnepr. Det er ved byen Kaniv. Men vil vejret tillade det?
Jeg har ikke roet mange kilometer, før jeg forstår, at det ikke bliver en let dag vejrmæssigt. Jeg vil komme til at kæmpe med bølgerne ved at krydse ned ad floden i sejlretningen. Kajakken er tung, og det er både godt og skidt. Den ligger roligere, når bølgerne vælter ind over den. Men den ligger også dybere i vandet og er tungere at dreje. Jeg bruger ikke ror, men først og fremmest pagajen, hofterne og et skeg, et lille sværd, som jeg kan sænke ned under bunden et stykke bag sædet.
Bølgerne bliver snart en meter høje, og vinden tager til. For hvert tag med pagajen er det hårdt arbejde. Jeg ser ind på flodbredden. De blotlagte rødder på skrænterne højt oppe røber, at her får bredden og ikke kun jeg våde tæsk af bølgerne. Vandet omkring kajakken, langt ude i floden, er brunt af jord og dynd, som piskes op og hvirvles rundt. Og så kommer det endegyldige tegn fra skaberværket. Jeg presses længere og længere ind mod skrænterne, og jeg må give mig.
Jeg gør klar til at gå i vandet. Men jeg skal så langt ind, at jeg kan bunde og samtidig få fat i noget af bevoksningen i skrænten, ellers går det galt. Jeg løfter mit dækken op og mærker med det samme, at der kommer vand ind, og kajakken bliver tung og svær at styre. Mens kajakken danser op og ned i bølgerne, skubber jeg mig ud af kajakken og lader mig glide ned i det kolde vand. Samtidig holder jeg hårdt fast i den. Først i siden med min venstre hånd og, inden jeg slipper mit greb med den, med den højre helt oppe foran i spidsen af den. Her er der et reb, som jeg hurtigt snor et par gange rundt om hånden. Jeg kan nå bunden, men er ikke i sikkerhed endnu. Som var det en vild hest, der hopper op og ned i grimen, løfter kajakken sig igen og igen i bølgerne. Jeg når lige at gribe fat i en rod. Jeg er nødt til at få kajakken længere ind, inden den bliver smadret.
Det lykkes mig at komme om på den anden side af båden. Kajakken er nu mellem skrænten og mig. Skrænten er to meter høj, og bunden er leret. Jeg kæmper koncentreret med kajak og bølger og beslutter mig for at tømme den. Ellers får jeg den aldrig ind på land og op på skrænten.
Stykke efter stykke kaster jeg udstyret helt op på land, og det forsvinder ind på bredden i noget kratværk. Mine solpaneler er gennemblødte, og batteriet har også fået vand. Men jeg er nødt til at tage det ud sammen med alt andet. Da kajakken er næsten tømt, lykkes det mig at få den skubbet op, så den hviler på en tyk gren fra en busk, der hænger ud over skrænten. Med armene kan jeg hæve mig op i sikkerhed.
Domprovst Thomas Frank gør status dagen efter sin hæsblæsende manøvre for at komme sikkert i land. Husk lyd. (Privatoptagelse)
Strandet
Jeg ser på uret; klokken er kun 13, og gps’en fortæller, at jeg ikke har roet mere end 32 kilometer. Det er min bundrekord. Jeg ligger vejrfanget nu, som Odysseus og hans skib fra sin hjemfart fra Troja, da Tordenskysamleren sendte en nordenstorm mod hans skib. Bare det ikke bliver to dage og nætter som for ham. Selv en kapitulation over for Guds almagt kan nydes og smage af søde druer.
Jeg finder soveposen frem og tager mit rotøj af. Jeg står nogle minutter og damper af i underbukser og bar overkrop, inden jeg hopper i mit nattøj. Jeg ser ud på floden og mærker vinden tørre ansigtet. Roen sænker sig over mig, og pulsen falder. Det er, som om min gud har sat det hele i scene, for at jeg skal lære at tage den med ro.
Det er tørvejr, myggene er gået til i kulden, så teltet kan til en forveksling vente. I soveposen, der næsten stikker ud over skrænten, kan jeg nu, da jeg har masser af tid, nyde udsigten til bølgerne, der som fra et utømmeligt hav slår mod min nyerhvervede vingård.
Jeg spiser chokolade og kiks og sluger nogle næsten tørrede rosiner fra floddalens forråd, som Herodot priste Dnepr for at have, da han 400 år før Kristus skrev om floden, som i hans tid var kendt under navnet Borysthenes. Mens jeg tygger løs, beder jeg via min InReach om en vejrudsigt på min position her.
Der går to minutter, så tikker den ind. En dårlig og en god nyhed. Vind og bølger har endnu ikke nået sit maksimum, så jeg må blive her. Til gengæld vil det i løbet af natten løje af.
"Sådan er livet, man er ikke herre over det. Det kan ikke hjælpe at irriterer sig over det - det kommer der ikke noget godt ud af. Det er bare, som det er," fortæller Thomas Frank til kameraet. Husk lyd. (Privatoptagelse)
Den 89-årige
Inden daggry næste dag er alt pakket, og vinden, som dagen før viste en hastighed på 42 km/t, er nu blevet til 11 km/t svarende til, at min sidevind på 11 m/s nu kun er 3 m/s. Det kan let gå.
Ved det første lys siger jeg farvel til skoven af vindruer. Nede ved foden af skrænten ligger en stykke træ og skvulper i vandkanten. Det har form som et kors. Jeg takker for, at det ikke kom til at stå over min grav her.
Syd for mig ligger byen Kaniv med sin dæmning. Jeg skal krydse et åbent stykke på 14 kilometer, før jeg når frem til det sted, hvor jeg har planlagt at tage kajakken over dæmningen.
Jeg ror ind tæt på en sluse. Nu er det ikke en skrænt af jord, som møder mig, men et betonbolværk, som er endnu højere, dog med en skrånende kant ned mod vandet. Igen må jeg i vandet inden land for at få kajakken ind. Jeg passer på ikke at skride på betonkanten.
Allerede nu har jeg lært, at det er en kunst at finde vej over og forbi en dæmning. De er som regel omgivet af et industrianlæg, har hegn og elmaster, og man kan ikke bare vade igennem det alt sammen, ligesom man ikke kan på et kraftværk derhjemme.
Med kajakken løftet op over kanten, hen over nogle jernbaneskinner og klar til at finde vandet på den anden side møder jeg Sasja. Han er en ældre herre på 89 år. Han er iklædt landmandshat, stribet skjorte, brune fløjlsbukser og et par snøresko i læder. Han har været ude at fiske og er på vej hjem på cykel. I en cykelkurv ligger hans fangst af småfisk og spræller i en lille hvid plastpose. Jeg hilser pænt og spørger om vej. Han stopper op og peger, men beslutter sig så for at gøre mig følgeskab.
Han smiler, så guldtænderne lyser i solen. Han fortæller på vores gåtur tilbage til floden om en datter i Sverige og en søn i Sankt Petersborg og om hans hustru, der desværre er død.
Det er anden gang, jeg bliver skudt til at være yngre, end jeg er.
”Du må være 35 år gammel,” siger Sasja med et smil.
Jeg tror, det er på tænderne, han og andre kigger. I disse egne har de fleste forfærdeligt dårlige tænder. Jeg sender en tak til sygesikringen og skoletandlægerne i Danmark. Længe leve velfærdssamfundet og den lille forskel mellem rig og fattig i Danmark. Her er der desværre stor forskel, men man finder sig også i det, endnu da.
Ved vandet møder vi en anden ukrainer. Han er ved at rense sine fisk. Han spørger, om jeg kan tale portugisisk, for han har arbejdet i Portugal som elektriker i mange år. Så er det nu lettere med russisk, men det siger jeg ikke.
Fri af bredden og endnu et par venskaber rigere kommer jeg til at tænke på Max Weber, som har skrevet om protestantismens betydning for de kapitalistiske samfund og dermed måske det danske velfærdssamfund. Det forhold, at arbejdet bliver et kald med en egen iboende betydning og mening, et mål i sig selv frem for et middel til et behageligt og luksuriøst liv, på bekostning af andre, som man i stedet har et næstekærligt ansvar for.
Nogle siger, velfærdssamfundet er i krise, og det tales der en del om. Herude på floden hjælper det ikke at tale om kriser og pege fingre ad andre. Hvis man skal overleve kriser, så må man møde dem med praktiske løsninger, nu og her.
Men er et velfærdssamfund født af protestantismens etik og arbejdsmoral, som i dag er helt overtaget af kapitalismens ånd, løsningen på alt?
Max Weber berører det paradoksale og tragiske ved det kapitalistiske samfund, protestantismen har genereret i den vestlige verden. Han omtaler det som et jernbur, der er løsrevet fra og helt uafhængig af sit religiøse udgangspunkt.
Menneskers liv er i de kapitalistiske samfund bestemt af tekniske og økonomiske vilkår, som måske vil definere dem, indtil den allersidste dråbe af fossilt brændstof. Det er i denne kapitalistiske verden, Max Weber hævder, at mennesket er ude af stand til at give den mening til religion, som den fortjener.
Det er den verden – i en højteknologisk udgave ganske vist – som jeg nu har vendt ryggen, for blandt andet at finde ud af, om den kristne gud er i live om ikke andre steder så her i Rusland og videre mod syd.