Prøv avisen
Boguddrag

Marianne er bondekone: Jeg måtte vente med at føde, til der var kørt gødning på hveden

Marianne Jørgensen er oprindeligt uddannet skolelærer, men har de seneste 30 år været fuldtidsbeskæftiget som landmandskone i Salling ved Limfjorden. Siden 1993 har hun i en klumme i Landbrugsavisen trofast berettet om alle aspekter af livet som bondekone. Foto: Jens Bach

Marianne Jørgensen er bondekone med stort B og har været det i 30 år. I en klumme i Landbrugsavisen deler hun ud af sine tanker om livet på landet - hvor fødselsveer må tilpasses arbejdet i marken, og hvor det er naturligt, at en ko må lade livet. Skriverierne danner nu rammen om bogen ”Børn, bøvl og bigballer”. Læs et uddrag her

I sommeren 1994 indføres begrebet “Bondemanden”. Jeg har altid syntes, at det med at være bonde er en slags adelsmærke. En bonde er en, der er bofast. Modsat jægere, der i stenalderen var nomader, så er bonden sådan en, der ikke flytter omkring. Han bliver på et sted hele sit liv, dyrker jorden og passer på den, så den kan gives videre til kommende generationer.

Og behovet for at finde en betegnelse til min mand, bonden, landmanden, der er lidt mere end blot et navn, men også en slags definition på en særlig race, ender altså med: Bondemanden. Ental bestemt form. Min. Men også alle de andre hustruer på landets. Et adelsmærke, en identifikation. (Jeg vil faktisk gerne lige gøre opmærksom på, at det ER min opfindelse, som alle andre bruger i flæng nu om stunder …)

I efteråret bliver det annonceret i offentlighed, at Bondemanden skal være far igen. Måske lidt twistet, men ikke desto mindre:

“Svømmehallen begynder også at appellere til en igen, for slet ikke at tale om muligheden for sauna … åhhh, salighed! Og så har vi sådan en rar, og ikke mindst pæn, bademester, der tilbyder gravide, at han da lige kan hente handicapliften, hvis man har besvær med at komme ned at sidde på bassinkanten.”

Og der er mere i vente:

“Så går vi jo og venter på, hvem der bliver den nye statsminister. Jeg må tilstå, at jeg ikke er overvældende imponeret af nogen af dem overhovedet. Det undrer mig meget, at det stort set kun var SF, der havde en helt klar holdning til landbruget, i deres partilederrunde på TV.”

Det må have været få dage før valget, at jeg skrev sådan. Jeg er ude med riven efter det parti, der traditionelt har støttet og været bønder, nemlig Venstre. De havde fundet nye vælgere og kerede sig ikke længere om dansk landbrug. Poul Nyrup Rasmussen danner igen regering. Men Ritt Bjerregård bliver EU-kommissær og forsvinder således ud af danskernes daglige politiske trædemølle. Det var der med garanti nogle, der var glade for.

Der trædes ind i 1995 med en sær, for mig, indstilling til nytårsforsæt. Jeg har kun et forsæt, nemlig at jeg ønsker, 1995 skal være et positivt år, og at jeg vil være og tage alting med en positiv og fremkommelig tilgang. Det er jeg vel også nærmest nødt til at skrive 12 uger før forventet fødsel … for husker jeg rigtigt, så lignede jeg allerede da et oppustet badedyr med ondt i alle bevægelige dele. Jeg sov på rullelagen og gik til vandgymnastik, fordi jeg var helt forfærdelig besværet af denne, min anden graviditet.

“Bondemanden omtaler konsekvent maven som “min søn”,” skriver jeg. Hvad man ikke kan læse i den efter fødslen følgende klumme er, at den morgen barnet har tænkt sig at komme ud, kører Bondemanden gødning på hveden. Jeg ringer sådan cirka klokken syv og meddeler, at nu er veerne så fremskredne, at han nok er nødt til at komme ind, gå i bad og køre mig til Viborg. Han er lidt vag der i telefonen og siger, at han lige mangler 20 minutter, så er vognen tømt, om det er i orden?

Ja ja, svarer jeg. Lægger på, pakker Lærke i bilen og kører hende i dagpleje. Det passer så fint. Der er fem minutter mellem veerne. Jeg kan nå om til dagplejen, få en ve, aflevere barnet, få en ve, køre hjem, få en ve, stige ud af bilen … og dér, i underbukser, med tandbørsten i munden og vådt hår, står den kommende far og ser helt forvirret ud!!

“Jeg troede sgu, du selv var kørt!!” siger han, stadig med tandbørsten i munden, og jeg svarer ikke, men læner mig ind over vores lille Golf Pasadena og lader den næste ve passere.

“Vi kører NU,” får jeg hvislet ud mellem tænderne, og inden klokken er 12 er drengen kommet til verden!

Denne gang går fødslen meget lettere end første gang. Man kan hævde, at jeg ved, hvad der skal ske, og er forberedt på det værste … Men jeg er alligevel ikke helt forberedt på, at drengen vejer 4560 gram og det til trods får gulsot, som sin søster, og bliver sendt i lyskasse på neonatalafdelingen, da han er 5 dage gammel, med samtlige 4500 gram, hvor han så ligger som en kæmpestor, sund baby blandt de for tidligt fødte.

Denne gang har jeg lært mig at snyde personalet. Jeg får enestue efter det første døgn. På grund af pladsmangel bliver jeg puttet ind i isolationsstuen. Jeg kan jo stort set passe mig selv og lillemanden, og når personalet har sagt godnat og lukker døren, hiver jeg drengebarnet over i sengen til mig, så ikke han skal ligge der, alene, i det grimme lys, med bånd for øjnene og kun en ble. Nej, han har det bedre i min favn, og jeg er sikker på, han trives bedst der. “Han skal jo spise, ikk’?” undskylder jeg mig med, da jeg på fjerdedøgnet overraskes af en sygeplejerske med drengen i min seng i stedet for i kuvøsen med lysterapien … Han bliver frigivet kort efter, og vi kan tage hjem og være sammen med Bondemanden og Lærke, der er meget optaget af sin nye status som storesøster.

I klummerne er jeg fortsat optaget af de forhold, samfundet byder børnefamilierne. Det går ikke stille for sig.

“Jeg bliver ked af det på børnenes vegne, når unge mødre sætter deres job som førsteprioritet og barnet som nummer to. Det burde være omvendt. Det er trods alt ikke børnenes skyld, at de er blevet født ind i en vestlig, industrialiseret, højteknologisk, børnefjendsk verden, hvor almindelige basale behov skal dækkes under hensyntagen til moderens arbejdsforhold. Mange kvinder opgiver at amme deres spædbørn mere end 6 måneder pga. tilbagevenden til jobbet … og nogle opgiver endda før, fordi ungen skal kunne spise “almindelig kost”, når den starter i dagpleje/vuggestue.

Jeg fristes til at spørge – sådan ud i luften – hvorfor får vi egentlig børn?”

Og der er mere fra samme indignerede, harme ammemor, da det viser sig, at multinationale selskaber, der producerer fødevarer, ikke er voldsomt interesserede i at oplyse forbrugerne om, hvorvidt de bruger genteknologi – og jeg bruger selvfølgelig ordet “genmanipulation”!

“Min verden er blevet udvidet med endnu et barn – og lige nu og her, så synes jeg ikke, internationale medicinalfirmaer kan tillade sig at bestemme, hvordan hans madvarer skal se ud om 30 år. Det er mig i hvert fald meget imod – for han skal have det bedste. Det aller-allerbedste, der kan opdrives, og jeg er sikker på, at genmanipulerer vi med jordbærrene i dag, så fortryder vi det om 20 år. Og desuden er ingen mennesker sluppet godt fra at tro, de er Gud.”

Sådan, tag den, multinationale selskaber! Om nogen lyttede eller ej, har jeg ikke tjek på. Men så vidt vides, så blev det senere politisk besluttet, at man IKKE ville tillade genmodificerede afgrøder på markerne hos danske landmænd. TAK for dét!

Og så kommer Frankrig i modvind på den internationale politiske scene, da de gennemfører en atomprøvesprængning på Mururoa. Jeg plæderer for boykot af alle franske varer, og ja, det lyder en smule helligt, men jeg købte i flere ÅR faktisk ikke fransk vin! Det er der nu blevet slækket lidt på. Men som udgangspunkt er det vel ok at blive harm og forarget og så faktisk omsætte sine aversioner til virkelige handlinger – eller ikke-handlinger.

1995 er hedebølge-sommer. Og Lærke, der jo er to år, sidder med på mejetærskeren, selvom den larmer mere end flyvemaskiner, som hun er bange for.

“Og næste gang det bliver sommer, kan lillebror også komme med på tærskeren, og Lærke kan holde ham i hånden, så han ikke bliver bange …”

Sådan skriver jeg i juli, og en måned senere er der fortsat varmt og godt. Så varmt og godt, at jeg har måttet købe husholdningen en stor parasol, så mor og børn kan sidde i skygge i haven, for det er helt umuligt at være indendørs. Ingen træer eller røverkøb er dog så gode, at de vokser ind i himlen eller lader Bondemanden tavs:

“Min kære Bondemand tog sig naturligvis tid til at beundre mit røverkøb. Og spurgte dernæst til, hvad jeg mon havde givet for sådan en vældig parasol … Jeg svarede, at han overhovedet ikke behøvede at frygte røde tal på checkkontoen, for den var en kopi af de rigtige lærredsdugsparasoller, og den havde kun kostet 238,50 kr. “Nå,” kom det tørt, “så er den garanteret lavet af kinesiske straffefanger, der kun har fået en skål ris for deres ulejlighed.” – Og da jeg ikke kunne finde nogen gode argumenter, var jeg nødt til at give ham ret i hans antagelser, men indskød, at jeg da var glad for, at de kinesiske straffefanger overhovedet FIK ris …

Den tåbelige markedsparasol … gid den bliver grebet af vinden og fløjet tilbage til Kina, eller hvor den nu kommer fra (det står faktisk ikke engang på den, hvor den er lavet), så jeg kan få min gode samvittighed tilbage … ÆV!”

Den 3. januar 1996 har vi demonteret julestadsen og fundet os til rette i det nye år. Der gøres status på det forgangne år, og jeg er åbenbart allerede i fuld gang med at planlægge, hvad der skal ske, når min barselsorlov + forældreorlov på drengebarnet udløber:

“Jeg tænker mere og mere over, hvad jeg skal i gang med, når min forældreorlov udløber. Jeppe er snart 1 år, og der er et ½ år tilbage, så skal også han prøve kræfter med det virkelige liv i dagplejen. Men hvad skal jeg?”

Først kan jeg koncentrere mig om de store spørgsmål, om liv og død – der er influenzaepidemi, og børnene har åbenbart været ramt i flere omgange, for jeg funderer over livets skrøbelighed og børns leg. De børn, der kun leger krig, fordi de aldrig har oplevet andet …

“Jeg håber så inderligt for børnene i Bosnien, Serbien, det tidligere Jugoslavien, at de oplever et trygt liv. De fortjener det. At gå i skole, få kammerater, LEGE, have en familie med et almindeligt liv, dagligdags, at de aldrig mere skal være bange for, at mor eller far forsvinder.”

Aldrig så snart er legen færdigdebatteret, før vi i marts måned går direkte i flæsket på de religiøse terrorister. Der er tilsyneladende terrorhandlinger i både nord og syd, for både Israel og England er nævnt i klummen, hvor jeg også skriver:

“Med Guds velsignelse slår de hinanden og naboer ihjel. Med ved de egentlig hvorfor? Det billede, vi får sendt via satellitter, på TV – det fortæller os kun en del af sandheden; vi modtager naturligt nok kun det, VI kan forstå. Alle undertonerne, det usynlige, mellem linjerne skrevne, det er vi demokratisk indstillede, søndagsreligiøse halv-hedninge slet ikke i stand til at opfange. Vi TROR ikke nok.”

Man fristes til at kommentere, at der her godt 20 år senere ikke er sket nogen væsentlig forandring på scenen for terrorisme … Den er nærmest optrappet, den hellige krig mellem “dem” og “os” … og hvem den egentlige skyldige er for denne forvredne nyhedsstrøm, meddeler jeg i kommentaren på den fax, Karen B., “På Landet”, modtager i april:

“Jeg ville gerne have skrevet yderligere 2 sider – faktisk er dette en fortættet udgave – nå, pyt – min afsky for journalistisk pladderromantik kommer alligevel til udtryk.”

Journalistisk Pladderromantik!!

Det er åbenbart gået min faglige rygrad og den tiltagende bondeknold for nært, at en journalist på min lokale TV-station i forbindelse med bekæmpelsen af kogalskab i England har formastet sig til at synes, det er synd for en hobbylandmand, at hans skotske kvægraceko skal aflives. Hvad bilder han sig ind, repræsentanten for medierne??

“Jo, det var da synd for den stakkels mand, at han skulle af med sin ko, men i den store sammenhæng – uvæsentligt! Hverken mere eller mindre.”

Punktum. Vi sætter jo hele Europas eksport af oksekød over styr, hvis ikke der er orden i rækkerne! Og det kan vi, og jeg, der er opbragt på bøndernes vegne, ikke være bekendt. Sådan var det dengang, og sådan er det stadig. I dag er det så ikke kogalskab, der er problemet, men svinepesten, der kommer tættere og tættere på Danmarks grænser. Der er af en eller anden grund ikke meget medietække i dét scenarie – endnu – men i svinefaglige kredse er der allerede lagt planer for nedslagtninger og buffer-bælter, skulle pesten komme over den dansk-tyske grænse. (Bed til din Gud om, det ikke kommer til at ske!). Det hører vi bare ikke om … endnu. Men der er meget palaver om det hegn, vildsvinehegnet, fuldt af huller, som den danske regering på et tidspunkt i sommerens løb 2018 vil etablere, men som forskellige eksperter har skudt endnu flere huller i – fra alle sider.