Brian Holm: Da jeg hang i med det yderste af neglene, søgte jeg kirken

Som barn havde tidligere cykelrytter Brian Holm kun foragt til overs for kirken og troende, men efter en skelsættende oplevelse i voksenlivet erkendte han, at han havde taget fejl. Det giver ro i tilværelsen at vide, at der er en mening med galskaben, siger han

Ro har ikke været en konstant i Brian Holms liv. Selvom han på overfladen har opnået sportslig hæder, som de fleste kun kan drømme om, så er det bagsiden af medaljen, der har fyldt mest.
Ro har ikke været en konstant i Brian Holms liv. Selvom han på overfladen har opnået sportslig hæder, som de fleste kun kan drømme om, så er det bagsiden af medaljen, der har fyldt mest. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

Året var 1994. Brian Holm havde netop fundet sin daværende kæreste bevidstløs på gulvet i lejligheden i Antwerpen i Belgien. Hun var faldet om med alvorlige mavesmerter. I ambulancen på vej mod hospitalet var han overbevist om, at hun skulle dø.

Da han sad i venteværelset ude foran operationsstuen, blev den lammende uvished om hendes skæbne for meget for Brian Holm. I en blanding af apati og beslutsomhed opsøgte han sygehusets kapel. Han havde egentlig aldrig været kirkegænger, men nu var han trængt op i en krog.

”Jeg tændte et lys og bad til Vorherre og lovede, at hvis hun overlevede, så ville jeg gå i kirke i resten af mit liv.”

Til Brian Holms overraskelse og store lettelse overlevede hun. Fra den ene dag til den anden gik han fra at være nagelfast skeptiker til aktivt at søge mod kirken, når tilværelsen slog uforudsigelige knuder.

”Det var den slags tro og irrationalitet, jeg altid havde grinet af og kun haft foragt til overs for. Jeg anså troende mennesker som svage sjæle, der ikke troede nok på dem selv. Jeg satte en ære i at nedgøre dem – indtil jeg selv sad på sygehuset i Antwerpen. Det øjeblik, hvor jeg selv var allermest i tvivl, tog jeg forbi kirken. Stærkere var jeg åbenbart ikke, når det kom til stykket,” fortæller han.

Brian Holm havde som ung ikke haft behov for at tro på noget. Drivkraften og troen på sig selv havde båret ham fra de beskedne rammer på 1970’ernes Amager til de øverste franske tinder som feteret cykelstjerne. Den unge amagerkaner debuterede i verdens største cykelløb, Tour de France, i 1987 og vandt senere i karrieren prestigefyldte endagsløb som ”Paris-Bruxelles” og ”Paris-Camembert”, ligesom han blev dansk mester på landevej og enkeltstart.

Allerede efter folkeskolen havde Brian Holm en længsel efter at bruge sin krop og sine hænder. Derfor blev han udlært murer. Selv inden han begyndte at komme i kirken, var han betaget af kirken, som ofte udgør ekstraordinære bygningsværker - og hans kendskab til håndværket bag har ikke gjort fascinationen mindre.

”Der er ikke noget så smukt som gamle kirker. Det er arkitektoniske mesterværker, der ofte har eksisteret i over 500 år. Det er næsten utænkeligt i dag. Grundtvigskirken i Bispebjerg er det flotteste murværk i København,” siger Brian Holm, der siden den skæbnesvangre dag i 1994 ofte har taget turen fra bopælen på Frederiksberg til Bispebjerg.

”Når jeg ser Grundtvigskirken, bliver jeg mindet om min ungdom som murer. Inde i kirken bliver jeg mindet om de mennesker, som har betydet noget for mig, men som ikke er her længere. Jeg håber, at der findes noget større derude. Alt andet ville være kedeligt. Så ville det hele være forgæves,” siger han.

57-årige Brian Holm er i dag gift og har to teenagebørn, Albert på 16 år og Mynte på 13 år. Familien er bosat på Frederiksberg, hvor Brian Holm også sidder i kommunalbestyrelsen for Det Konservative Folkeparti. Han har gjort en dyd ud af at introducere sine børn til kirken. På et tidspunkt havde han taget sin søn med til koncert i Malmø med bandet ”Bad Religion”. Før koncerten mødtes de med guitaristen, som var stor cykelentusiast. Med sig havde guitaristen en gave til Albert - en hættetrøje med bandets logo på brystet. Albert nægtede dog at tage imod gaven, for logoet var prydet af et kors med et stort fodbudsskilt tegnet henover, og så kunne bandet jo ikke være kristent, pointerede sønnen.

”Jeg tager mine børn med i kirke. De skylder da at tænke på de mennesker, de har haft kært, som ikke er her mere. Det er det mindste, man kan gøre. Jeg mener, at folk, der tror på noget, typisk bliver stærkere. Det kan bibringe én ro i tilværelsen, hvis man til syvende og sidst tror, at der er en mening med galskaben,” siger han.

Ro er ellers ikke en konstant i Brian Holms liv. Selvom han på overfladen har opnået sportslig hæder, som de fleste kun kan drømme om, så er det bagsiden af medaljen, der har fyldt mest i hans liv, vurderer han.

I 2004 blev han diagnosticeret med tarmkræft. I 2007 indrømmede han over for danske medier, at han i sin tid som aktiv cykelrytter havde taget doping. Og i 2014 kom det frem, at han var sigtet for at have ”sexkrænket en lille pige”. Han blev dog samme år frifundet af en enig domsmandsret ved retten på Frederiksberg. Selvom han gerne ville have været flere af de negative oplevelser foruden, har de også bibragt ham vigtig erkendelse og robusthed, fortæller han.

Under sygdomsforløbet i 2004 blev han blandt andet opfordret til at skrive de ting ned, som han satte mest pris på i tilværelsen. De ting, der fandt vej til blokken, kom bag på ham. Det var udelukkende hverdagsoplevelser. Ting, som alle oplever, og som ikke koster en bøjet femogtyveøre. Det var onsdagsløbeturen med naboen, de sene lørdagsmorgener med morgenmad på sengen og ikke mindst tiden med knægten. På et tidspunkt havde han været ude med sin søn og fodre ænder, og sønnen havde grinet som en flækket træsko. Når han lå på sygesengen og tænkte tilbage, var det den bedste oplevelse, han havde haft i sit liv.

”Det er de helt små ting, som betyder noget. Det er alt sammen meget flot at blive valgt til byrådet eller have succes som sportsudøver, men det forandrer ikke noget i ens liv. Man bliver ikke lykkeligere af det,” siger han.

Gennem alle nedturene var kirken et fast holdepunkt for Brian Holm. Den blev stedet, der kunne lindre hans mismod og angst. Han søgte blandt andet mod kirken, da det stod allerværst til under hans sygdomsforløb. Han bad ikke for at blive rask, men fandt ro i at bede for, at hans kone og søn vil få et lykkeligt liv.

”Når man hænger i med det yderste af neglene, som jeg gjorde under mit sygdomsforløb, kan kirken give en et lille håb. Det synes jeg, man skal værne om,” siger han.

Brian Holm fik fjernet en kræftsvulst under en risikofyldt operation og overlevede sygdommen. Men tankerne fra sygdomssengen sad fast i bevidstheden. Han ønskede ikke længere at gå op i pomp og pragt og var parat til at ændre sit liv. Men der gik blot få uger, før alt var ved det gamle. Han fortsatte ufortrødent karrieren som sportdirektør i samme høje tempo, som før han blev syg. Det var først i slutningen af 2018, da begge hans børn var kommet i teenagealderen, at han igen begyndte at sætte spørgsmålstegn ved sin livsstil.

”Jeg havde ikke været på ferie i 15 år. Jeg har haft 180 rejsedage om året i forbindelse med cykling, og dér arbejder man altså fra tidlig morgen til sen aften,” siger han.

Brian Holm besluttede, at tiden var inde til at søge ro og mere faste rammer i tilværelsen. Noget, han aldrig havde haft før. Han skar derfor drastisk ned på jobbet som sportsdirektør for cykelholdet Deceuninck-Quick Step. Han måtte trække stikket, før han selv endte med stress eller depression.

”Jeg spurgte på et tidspunkt min læge, hvorfor jeg hvert år blev syg den 3. november. Han forklarede, at når man arbejder over evne gennem en lang sæson, så er det først, når man endelig slapper af, at kroppen giver efter for de stress-symptomer, der har ophobet sig i kroppen,” siger han.

På samme måde som i Antwerpen i 1994 og under sygdomsforløbet i 2004 blev kirken løsningen, da de mange dage på landevejen ikke længere gav mening.

”Det er rart at gå ind et rum, hvor folk hvisker og slukker telefonen. Jeg ved fra mig selv, at når jeg har meget travlt, så hjælper det at køre forbi en kirke og sætte sig ind en halv time og få ro på. I virkeligheden burde alle folk gå i kirke om søndagen eller gå en tur i skoven med deres familie,” siger Brian Holm, der dog ikke ønsker at være missionerende:

”I dag er det smart at gå til numerolog, dyrke yoga og være veganer, men det er endnu ikke socialt acceptabelt at gå i kirke. Det har jeg svært ved at forstå. I virkeligheden er jeg ret ligeglad med, hvad folk tror på eller ikke tror på, men jeg kan garantere, at min familie kommer i himlen.”