”Skal vi lige høre det, Knud?”.
Ester Brohus har hjemmevant fundet kopper og kagetallerkener i Knud Møllers køkken, mens han har brygget kaffen. Og nu sidder de i Knud Møllers studie, hvor de to musikere i de seneste 20 år har hjulpet hinanden med at finde frem til en mere enkel og nøgen lyd, hvor teksten og melodien tør stå alene som det bærende.
Men ikke kun. For kærligheden til musikken er nemlig langtfra det eneste, de har tilfælles i dag.
Ester Brohus bor lige på den anden side af marken, der støder op til den gamle skole i Dalby ved Hedensted, hvor Knud Møller og hans hustru, Isa, flyttede ind i 2001. De kom fra en lejlighed i Aarhus og et storbyliv med caféer og koncerter som en del af hverdagen. Men de manglede plads. Og så kom den nedlagte skole til salg.
Knud Møller vidste kun, at Hedensted lugtede lidt af døde dyr, når man passerede kødfoderfabrikken Daka på motorvejen ned gennem Jylland, og så var det vist noget med, at countrysangeren Ester Brohus kom herfra. Men kulturlivet ellers? Tja, han vidste, at byens fodboldhold lå i serie 10.
Men lugten var slet ikke så slem, og ejendommen lå perfekt. Midt i en frodig natur og med store rum, der kunne huse både Isas hjemmekontor og Knuds musikstudie, der ligger som det første rum i huset, til højre for hoveddøren.
Ud over 10 guitarer, et par violiner og flere mikrofonstativer er her også plads til en hyggekrog med en rigtig flydersofa og et par lænestole. På væggene hænger flere guld- og platinplader ved siden af andre priser og anerkendelser, Møller har modtaget gennem årene – blandt andet blev han i 2008 kåret som Danmarks bedste guitarist.
Blikket søger dog næsten automatisk hen til det kæmpestore farvestrålende maleri, som hænger alene på en væg, og som han har fået af sin mangeårige musikalske makker, Johnny Madsen.
Men der er ingen tvivl om, hvad der er vigtigst i rummet. Magien står i midten. Det er den store mixerpult, som Knud Møller bruger, når han skaber musik, og nu finder han hurtigt den sidste sang frem, som Ester Brohus har skrevet, og han har produceret.
Rummet forvandles pludselig til et fortættet koncertlokale, hvor Ester Brohus’ unikke stemme fylder det hele.
”Another day has gone, another morning will come along,” synger hun og sender tankerne på himmelflugt til Nashville og countrymusikkens hjemland, USA. Her har Ester Brohus ganske rigtigt været mange gange, men det er Hedensted, der er hendes udgangspunkt og har været det, siden hun som barn flyttede hertil med sin familie.
Teksten afslører da også, at det er hendes eget liv, hendes egne tanker og følelser, musikken udspringer af. Kort efter er guitaren der. Knud Møllers lyd. En mester til at få de helt rigtige toner og stemninger ud af seks strenge. Og så en ny stemme: Esters datter, Sabrina, der synger andenstemme.
Det er næsten en salme.
”Ja, det er storladent i al sin enkelhed,” siger Knud Møller, ”jeg får helt gåsehud af at høre det.”
Ester Brohus smiler. Hun skrev sangen hjemme ved sit klaver en tidlig morgen under coronanedlukningen.
”Den er til dig personligt,” siger hun og kigger på journalisten.
”Og til alle andre. For den handler om den tid, vi alle sammen har været igennem, hvor alt var lukket ned, og hvor man i begyndelsen kunne være helt bange for, om vi mon nogensinde ville få vores liv med hinanden tilbage. Men vi er her stadigvæk.”
Det er 20 år siden, at Ester Brohus første gang viste Knud Møller nogle af sine sange og bad om hans ærlige mening. Faktisk var det kun få dage efter, at hun og hendes mand, Stig, var gået over med en flaske vin for at byde deres nye naboer velkommen.
”Jeg havde hørt, at Knud og hans kone var flyttet ind på skolen, og jeg vidste jo godt, at han var en rigtig dygtig musiker. Så jeg tænkte, at det var da heldigt, for så var vi pludselig to i byen. Det var jo dobbelt op, for før var der kun mig og så det lokale spejderorkester.”
”Jeg tror måske, vi havde set hinanden en enkelt gang før,” siger Knud Møller.
”Til en grammyuddeling i København. Men vi kendte ikke hinanden.”
”Åh, var det ikke det år, hvor Lars H.U.G. løb med næsten alle grammyerne, og så sprayede han dem bare over med rød maling. Jeg ville altså godt have haft nogle af dem i stedet for,” siger Ester Brohus og griner.
Efter det første besøg ringede Ester Brohus til sin nabo og spurgte, om han ville høre nogle af hendes nye sange. For hun stod ved et vendepunkt i sin karriere.
”Jeg havde lige sagt farvel til mit band i København, fordi jeg ville noget andet nu. Jeg havde i mange år sunget sange, som andre havde skrevet. Men nu ville jeg lave mit eget, så da Knud sagde ja til at lytte, tog jeg over til ham med i hvert fald 40 grønne stykker pap, hvorpå jeg havde skrevet mine egne numre.”
”Det var nogle virkelig gode numre, og jeg var vildt glad for, at du viste mig den tillid,” siger Knud Møller og smiler til Ester Brohus.
”For det er jo også sårbart at vise sin ufærdige musik frem. Men bare ved at høre dig synge følte jeg, at jeg kom ind i dit univers. Så jeg spurgte dig, om du var modig, om du turde noget nyt. Og så gik vi ellers i gang.”
Knud Møller var nu ikke længere kun den nye nabo, men også Esters nye producer. Det betød, at de sås flere gange om ugen, ”og venskabet sneg sig bare ind,” siger Knud Møller, og Ester Brohus nikker.
Kort efter sad de i en flyvemaskine på vej til Grønland. Ester Brohus skulle give koncert og havde spurgt Knud Møller, om han havde lyst til at tage med på turen som guitarist.
”Det var første gang, jeg var i Grønland, og første gang, vi skulle spille sammen. Og pludselig landede vi så dér, i de smukkeste omgivelser, og vi vovede os også ud på indlandsisen. I minus 47 grader,” siger Knud Møller.
”Kan du så huske, at den tidligere biskop i Odense, Kresten Drejergaard, også var med flyveren? Og det viste sig, at han var ret god til at spille bas. Vi jammede sammen med ham – og med Rasmus Lyberth,” indskyder Ester Brohus.
Senere på året udkom Brohus og Møllers første resultat af det nye samarbejde, albummet ”Poor Pretty Little Me”. Og ved grammyuddelingen året efter, i 2002, var det ikke Lars H.U.G., men Ester Brohus, der kunne tage tilbage til Hedensted med hele tre grammyer.
”Jeg tror, man kan sige, at vores venskab har ført os på en fælles musikalsk rejse. Hvor vi har forsøgt at skrælle mere og mere af, så udtrykket hele tiden bliver mere og mere nøgent. For vi er nok begge startet et sted, hvor der næsten ikke kunne komme nok svulstighed over lyden,” siger Ester Brohus.
”Ja, jeg kommer jo fra rockmusikkens verden, hvor det bare skulle være så vildt som muligt. Men i dag er det enkeltheden, jeg går efter. Det har nok også noget med alderen at gøre – musikken afspejler jo det liv, man lever. Og der er altså lidt mindre rock’n’roll over det, når man er fyldt 63 år og bor i Hedensted,” lyder det lunt fra Knud Møller.
”Ja, du begyndte vel nærmest i punken. Med Slåbrock Band i midten af 1970’erne. Da mødtes vi faktisk også, kan du huske det? I konkurrerede med os fra Brohus-familien i Ekstra Bladets talentkonkurrence ’Pladechancen’, hvor Steen Bramsen var vært, og Lille Palle og Grethe Ingmann optrådte.”
”Ja, det er da rigtigt,” svarer Knud Møller og kommer pludselig i tanke om sin mors scrapbog, som han har liggende i reolen.
”Prøv at se her,” siger han og bladrer i avisudklip og brune kuverter, som hans mor har fyldt med omtaler og interviews med sønnen, der dengang var langhåret og i 1977 var med til at vinde ”Pladechancen” sammen med det nordjyske Slåbrock Band, der ud over en pladekontrakt med EMI også fik kontrakt med Ronalds Tivoli om en række optrædener på friluftsscener rundtom i landet.
”Jeg har garanteret lagt mærke til dig dengang. Du var 14 år, ikke? Og så med langt mørkt hår, en god stemme og med banjo – det har lige været noget for mig,” griner Knud Møller.
Det var sådan, musikken begyndte for Ester Brohus. Som en del af en familie, hvor far, mor og fire børn tog ud for at optræde med gospel og countrymusik, ”og hvor jeg lærte at optræde, synge og spille som en del af et fællesskab. Jeg kom ikke på konservatoriet, som du gjorde, Knud. Det var vel nærmere livets skole, der formede mig.”
Når de i dag skal sætte ord på, hvilke kvaliteter de især sætter pris på hos hinanden, siger Ester Brohus med det samme, at det er Knud Møllers gode humør og hans humor, ”og så det med, at du altid er ærlig. Du siger, hvad du mener. Og så er du den eneste, jeg kender, der stadigvæk gider at skifte strengene på min guitar.”
”Jeg har så til gengæld lært meget af din arbejdsmoral,” siger Knud Møller.
”Jeg tror ikke, jeg har mødt en, der arbejder så intenst på sine ting, som du gør. Nogle gange kommer der så vildt meget musik fra dig, så jeg er helt overrumplet. Men det er altid af meget høj kvalitet.”
Og så er der det med værdierne.
”Ester er et af de mest næstekærlige mennesker, jeg kender. Det med, at du gennem så mange år har taget ud at spille på de lukkede afdelinger i fængslerne – og selv har skaffet pengene til at gøre det. Jeg beundrer dig for det,” siger Knud Møller.
”Jeg vil jo bare vise dem, at det er værd at komme ud igen. Give dem et nærvær og et håb. I mine øjne er der ofte bare tale om unge mennesker, der måske aldrig fik tasken med gymnastiktøj eller madkassen med sig derhjemmefra, når de gik i skole. Men som fik en helt anden start på livet,” siger Ester Brohus.
Selvom både hun og Knud Møller på mange måder har gang i hvert sit musikerliv ved siden af, så mødes de ”i hvert fald to til tre gange om ugen,” siger Ester Brohus, ”og heldigvis kan vores ægtefæller også godt lide hinanden. Så vi er tit sammen alle fire.”
Til efteråret skal det dog kun være hende og Knud Møller, der pakker bilen og kører af sted, når de tager rundt i landet for at spille skolekoncerter for en række 9. klasser, hvor de også skal fortælle om, hvad countrymusik er for en størrelse.
”Og tænk, det anede vi da ikke, da du og Isa flyttede ind. Men nu er vi to musikere i Hedensted, og det har da været helt fantastisk.”
De har også startet en musikforening i byen. Hun er formand, og han er næstformand.
”Ved du hvad, Knud? Jeg er da faktisk ret glad for det, jeg kan. Er du ikke også det?”.
Knud Møller nikker og kommer til at tænke på et citat fra Pablo Picasso, som han giver sig til at lede efter.
”Hør bare,” siger han og læser højt: ”Meningen med livet er at finde sin gave. Formålet med livet er at give den videre.”
”Jeg tror, det er sådan, det er.”
Og Ester Brohus sender ham et smil.