Brud på våbenhvile vidner om ny magtbalance mellem Hamas og Israel

Med nye luftangreb mod et selvsikkert Hamas signalerer Israels nye regering, at man ikke vil finde sig i nogen form for angreb fra Gaza. En ny krig er dog næppe i sigte lige nu

Eksplosioner lyser op i nattehimlen over Gaza natten til onsdag.
Eksplosioner lyser op i nattehimlen over Gaza natten til onsdag. Foto: Mahmud Hams/AFP/Ritzau Scanpix.

På en helt særlig facon er de 11 dages krig i maj mellem Israel og Hamas-bevægelsen årsagen til, at parterne nu igen risikerer en optrapning af konflikten, hvor Jerusalem er omdrejningspunktet.

Tirsdag i denne uge var næsten en tro kopi af hændelsesforløbet mandag den 10. maj, da Israel sent tirsdag aften indledte et bombardement af Gaza, efter at Hamas havde affyret raketter mod Jerusalem. Som i maj var anledningen – i det mindste på overfladen – også denne gang israelske nationalisters flagmarch i Østjerusalems gamle bydel for at mindes den israelske erobring af selvsamme under Seksdageskrigen i 1967. I maj blev marchen aflyst, efter Hamas gav Israel et ultimatum, som islamisterne gjorde alvor af ved at affyre raketter.

Denne tirsdag fik marchen lov til at blive afviklet, og næsten øjeblikkeligt kom det til voldsomme sammenstød mellem israelere og palæstinensere i Østjerusalem. Med israelske flag i hænderne banede de jødiske højrenationalister sig vej gennem Jerusalems gader med hadfyldte slagsange som ”Muhammed er død”, ”Død over araberne” og ”jeres landsby vil blive brændt ned”.

Palæstinensere svarede igen med byger af sten. Men til forskel fra den lignende hændelse i maj besluttede Hamas i Gaza sig for at sende såkaldte ballonbomber af sted mod Israel og ikke raketter i det første brud på den våbenhvile, der trådte i kraft den 21. maj. I konfliktens terminologi ligger ballonbomberne, der er almindelige luftballoner med en lille påmonteret sprængladning, et niveau under raketterne. Og derfor var Israels gengældelsesangreb også begrænset til to af Hamas-bevægelsens militære installationer i Gaza.

For at forstå dynamikken i denne udvikling er det nødvendigt at rette fokus mod den seneste forandring i det palæstinensiske samfund. Hele foråret så Hamas frem til, at der efter 15 år ville blive holdt palæstinensisk parlamentsvalg og præsidentvalg. Hamas så sig selv som den faktor, der ville få mest ud af valgene i form af legitimitet, solidt politisk fodfæste på Vestbredden og anerkendelse. Derfor tog Hamas det meget ilde op, da den palæstinensiske selvstyrepræsident, Mahmoud Abbas, i april besluttede sig for at aflyse valgene. Men i stedet for at angribe Abbas direkte besluttede Hamas sig for – en gang for alle – at rive Østjerusalem ud af hænderne på Det Palæstinensiske Selvstyres regering. Traditionelt er det selvstyrets regering, der taget sig af alle de sager, der omfatter Østjerusalems helligdomme og byens palæstinensiske befolkning. Men ikke længere.

Hamas’ raketangreb og viljen til at risikere krig med Israel for at fremstå som Jerusalems – og al-Aqsa-moskéens – garant, har givet den islamistiske modstandsbevægelse status som den eneste legitime forkæmper for palæstinensernes sag. Og selvom raketterne dengang i maj slog ned uden for Jerusalem, var det, som om de ramte Mahmoud Abbas’ hovedkvarter i Ramallah. Siden krigen har Hamas domineret den palæstinensiske sag fuldstændigt.

Sagen er, at Hamas hverken kan eller vil opgive sin nye rolle som Jerusalems palæstinensiske frelser. Den status giver opmærksomhed og bred opbakning, især fra unge palæstinensere. Trods det forsøger Hamas at finde en formel, der er holdbar på længere sigt, og som ikke koster bevægelsen en krig, hver gang der sker noget i Jerusalem. Derfor brugte man balloner i løbet af i tirsdags og ikke raketter.

Hele problematikken omkring Hamas og Jerusalem er også en udfordring for den netop tiltrådte israelske samlingsregering. Hvordan skal man agere uden at give Hamas en politisk gevinst, hver gang Jerusalem kommer på tale?

Umiddelbart signalerer den nye regering under ledelse af premierminister Naftali Bennett med sit angreb natten til i går, at man ikke vil tolerere nogen form for angreb fra Gaza. Dette er til forskel fra den tidligere Netanyahu-regering, hvor bombeballoner ofte blev ignoreret. På den måde siger Israels nye regering, at ro fra Gaza vil blive gengældt med ro fra Israels side. Men signalet er også, at det er Hamas, der er ansvarlig for sin egen skæbne.