Tiden er en strøm, som river stort set alt med sig. Meget lidt bliver stående, meget lidt holder vand, og det gælder også kunsten. Ja, langt, langt de fleste værker skylles ud i glemslen.
De få, der bliver stående, som vi husker og bliver ved med at dyrke, kalder vi klassikere, og en af dem er Bjarne Reuters børnebog ”Busters verden” fra 1979. En anden er Bille Augusts vidunderlige filmatisering af samme fra 1984, der viste, at han kunne noget helt særligt med børneskuespillere, og hvor han på sublim vis bragte bogens sødme og vemod fra én kunstart over i en anden.
Om den nye fortolkning af historien om Buster vil blive stående, vil blive en klassiker, er mere tvivlsomt. Men mindre kan gøre det, og instruktør Martin Miehe-Renard og manuskriptforfatter Jesper Nicolaj Christiansen har med ”Buster Oregon Mortensen” opdateret fortællingen på nænsom og opfindsom vis.
Her møder vi den gode, mildt verdensfjerne dreng Buster, der bor i en lille lejlighed i Brønshøj med sin sygeplejerskestuderende mor, sin arbejdsløse, excentriske og diagnoseramte far og halte lillesøster, Ingeborg.
Buster har det ikke let, men klarer drillerier og modgang ved at drømme sig væk og trylle med gamle hr. Larsen, som bor i ejendommens kælder. Ingeborg møder også meget modstand og bliver mobbet med sit ben, og de to kampe, Ingeborgs og Busters, er hovedsporene i filmen.
Man kan naturligvis stille sig kritisk an. Give efter for sin indre nostalgiker og jeronimus og hidse sig op over, at den sjove scene, hvor Buster i sit hjertes godhed låser inspektøren inde på kontoret, ikke er med, eller at scenen, hvor han fælder en kolerisk fodboldtræner, er væk. Og over, at fru Larsen ovenpå er blevet til hr. Larsen i kælderen. At Buster ikke længere kører ølkasser ud på en Long John, men blomster på en eldrevet ladcykel. Irriteres over, at han nu har ørering, og at alle taler i mobil.
Men man kan også forsøge at se ”Buster Oregon Mortensen” som en fortolkning tilpasset nutidens børn, hvor ømheden trods opdateringen og justeringerne er bibeholdt, og hvor der nok er skruet ned for smerten og op for ”Min søsters børn”-solskinnet, men stadig er fokus på børns problemer og måder at tackle dem på.
Gyldige emner dengang som nu, hvor børneskuespillerne gør det glimrende. Det er en tung arv at løfte for Manfred Weber Cortzen, men han spiller Buster med en fin melange af kækhed og sårbarhed, og det samme kan siges om Kerstin Jannerup Gjesing, som spiller Ingeborg.
Men spørgsmålet bag det hele er selvfølgelig: Hvorfor overhovedet lave en ny film? Et venligt svar er, at den kan bringe endnu flere børn i forbindelse med Bjarne Reuters univers, hvor der er så meget at komme efter. Ikke mindst skildringer af klassesamfundet. Som når Buster forelsker sig i Joanna fra villaen nogle gader væk og nedgøres af drengen i det lige så store nabohus.
Klasseskellene var tydelige under Reuters egen opvækst i Brønshøj og er det også i dag, hvor der knap er plads til sådan nogle som familien Mortensen i det, der er blevet et af de velstillede københavneres foretrukne udflytningsområder.
”Buster Oregon Mortensen” er måske ikke en kommende klassiker, men den formidler oplæggets centrale pointer i en troværdig nutidsramme. Også selvom jeronimusserne på automatpilot vil himle op og trække knivene.