Caitlin Moran: Med høflighed når man længst

MED VIDEO: Den 38-årige britiske feminist, forfatter og journalist Caitlin Moran, der er aktuel med bogen Kunsten at være kvinde, ønsker vrede og aggression erstattet med høflighed i ligestillingsdebatten

Den britiske forfatter, journalist og klummeskribent Caitlin Moran fotograferet på Gyldendals forlag i anledningen af hendes bog "How to Be A Woman" der nu udkommer på dansk.
Den britiske forfatter, journalist og klummeskribent Caitlin Moran fotograferet på Gyldendals forlag i anledningen af hendes bog "How to Be A Woman" der nu udkommer på dansk. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Hun definerer sig selv som radikal feminist, og hun vil bruge sit liv til at kæmpe for ligestilling mellem kønnene. Men hun er træt af den skingre debat, hun orker ikke aggression og vrede længere. Tværtimod efterlyser hun en ordentlig tone og høflighed i debatten og folk imellem, og så mener hun i øvrigt, at mænd kan være lige så gode feminister som kvinder, og at mange mænd, især blandt de unge, allerede er det.

Caitlin Moran har netop været i København i forbindelse med udgivelsen af sin bestseller Kunsten at være kvinde, der allerede har solgt flere end 600.000 eksemplarer i 16 forskellige lande. I sit hjemland, England, har hun for længst opnået kultstatus via sine klummer i avisen The Times, og på mange områder adskiller hun sig fra den gængse opfattelse af, hvad de fleste forbinder med en radikal feminist.

LÆS OGSÅ: Mysterium om slaveroman løst

Jeg er den ældste af otte søskende. Jeg er opvokset i et socialt boligbyggeri i Wolverhampton, mine forældre var fattige, og vi boede i en lille lejlighed med tre soveværelser. Jeg ved fra min opvækst, hvad der sker, hvis aggressionen får lov at styre en diskussion. Man opnår absolut intet andet end endnu mere vrede. Derfor taler jeg så stærkt for høflighed, god gammeldags høflighed. Du kan ikke være høflig og vred på samme tid, og jeg er træt af den vrede og aggressive tone, der har vundet indpas i den offentlige debat gennem de senere år. Det er, som om enhver anstændighed er på vej ud, og der er tilsyneladende ikke grænser for, hvad man kan sige til hinanden offentligt. Her tænker jeg også på politikere, der jo egentlig burde gå forrest som gode eksempler, siger Caitlin Moran.

Hun mener, at vrede er en energi, og hvis den får lov til at tage over, hører folk kun vreden, ikke indholdet, og så bliver hele dialogen eller samtalen formålsløs.

VIDEO: Se nederst en optagelse af en debataften i Den Sorte Diamant med Caitlin Moran

Forestil dig Martin Luther Kings tale I have a dream holdt i et vredt og aggressivt tonefald. Han havde om nogen ret til at være vred, men i stedet valgte han en anden vej til noget, der senere skulle blive en historisk tale.

Selv benytter Caitlin Moran sig af et urbant sprog, hun hæfter sig ved det positive frem for det negative, og så har hun mere end noget andet gjort humoren til sit kendetegn. Hun er faktisk morsom, og hendes bog Kunsten at være kvinde byder på mangt et godt grin undervejs.

Jeg kommer fra et land, hvor de første kvindesagskvinder, suffragetterne (engelske kvinder, der kæmpede for kvinders stemmeret i begyndelsen af 1900-tallet, red.) var villige til at gå i døden for deres sag, og nogle gjorde det faktisk. 1970ernes og 1980ernes nye kvindebevægelser var vrede over den manglende ligestilling, der i England kunne betyde, at de fik en langt ringere løn, end mændene fik, for det samme arbejde. Jeg mener, vi har utroligt meget at takke de vrede feminister for. Men nu skal vi videre, og jeg tror, at feminismen igen er ved at vinde frem. Blandt andet fordi flere og flere unge både mænd og kvinder indser, at den manglende ligestilling ikke kun er et problem for kvinderne. For eksempel er en ordentlig barselsorlov for kvinder og mænd ikke kun et kvindeligt anliggende. Det er en sag for begge køn, ja, for hele menneskeheden, for hvad sker der, hvis kvinder holder op med at sætte børn i verden?, siger Caitlin Moran.

Hun taler engageret og intenst for sin sag, og hun er både charmerende og karismatisk. Hun virker som en, der ville kunne overbevise selv den argeste modstander af øremærket barsel for mænd til at ændre synspunkt. Når man spørger, hvad der driver hende, hvor al den energi og begejstring kommer fra, er hun klar i mælet og hurtig med sit svar:

Jeg har to døtre på 10 og 13 år, og jeg vil som alle andre forældre gøre alt, hvad jeg kan, for at de kan få et ordentligt liv. Da jeg var 15 år, var jeg ensom, jeg var overvægtig, jeg havde ikke en eneste ven, jeg følte simpelthen, at jeg var forkert på alle ledder og kanter, og jeg havde det rædselsfuldt. Sådan skal mine piger ikke have det. Derfor har jeg ikke tid til den meningsløse debat, til vreden og alt det andet, der intet godt fører med sig. Jeg vil have forandring nu og her, jo hurtigere jo bedre. Mine døtre skal have et ordentligt liv som teenagere uden at skulle føle sig helt forkerte, som mange teenagere gør, uden at føle sig udenfor eller mindre værd end drengene, og de skal også have et ordentligt liv som voksne kvinder, siger Caitlin Moran.

Det er derfor hun har så travlt. Travlt med at lave revolution, så tingene kan forandre sig hurtigere, og så er der ikke tid til at være vred og tale forbi hinanden.

Jeg synes, det er noget sludder at sige, at kvinder er fra Venus og mænd fra Mars. Vi bor jo her, side om side og sammen, så selvfølgelig skal vi finde ud af det sammen. Der er mange mænd, der undertrykker kvinder, men der er også mange mandlige feminister. Skulle de ekskluderes, blot fordi de er mænd? Nej, selvfølgelig ikke.

I modsætning til andre feministiske debattører har Caitlin Moran ingen egentlige kønspolitiske programerklæringer. Både i denne samtale og da hun forleden talte for fulde huse i Det Kongelige Bibliotek i København, er hendes bidrag til debatten snarere refleksioner over det at være ung, moderne kvinde i dag. Hendes refleksioner er ofte morsomme og tankevækkende.

Rigtig mange unge kvinder forveksler materiel rigdom og bekvemmelighed med ligestilling, siger hun.

De tror, de er kommet langt, fordi de har råd til at købe en Gucci-taske til 6000 kroner. Men i virkeligheden har de slet ikke råd til den Gucci-taske. De skulle hellere bruge pengene til deres pension,siger hun.

Hun taler om kvindens menstruation og om, hvor vigtigt det er, at unge piger oplever cyklussen som en god og naturlig ting og ikke som noget, der skal tabuiseres. Hun taler om vigtigheden af ikke at ligge under for et indbildt krav om at skulle gå med g-streng eller andet såkaldt sexet undertøj, og hun slår et slag for helt almindelige trusser, der går fra navlen og til dér, hvor lårene starter. Hun beklager pornoficeringen af samfundet. Hun mener, den blandt andet har betydet, at mange unge kvinder har fået det sværere med deres kroppe, med deres hår, ja, i det hele taget med at være kvinde.

Traditionelle feminister vil sige, at der er andre og større problemer som for eksempel ulige løn, omskæring af kvinder i Den Tredje Verden og hustruvold?

Ja, og de har ret. Men mere hverdagsagtige problemer med at være kvinde er på mange måder lige så ødelæggende for unges sjælefred. Min bog er en spandfuld feminisme om hver eneste gang, jeg havde ringe eller ingen anelse om, hvordan man skulle bære sig ad med at være kvinde. Jeg håber, at min bog også kan være en hjælp til unge piger. Jeg vil gøre alt for at forhindre, at mine to piger får det lige så problematisk, som jeg havde det, da jeg 15, slutter Caitlin Moran.

SE VIDEO: Nedenfor er en optagelse af en debataften i Den Sorte Diamant, hvor Caitlin Moran for nylig deltog