Der er ikke lagt op til øredøvende festivitas i dag, når dansk tegneserie fylder 100 år. Faktisk er flere af de centrale personer i branchen slet ikke klar over, at der er fødselsdag.
Øhh..., lyder det fra Morten Søndergaard, indehaver af landets førende tegneseriebutik Fantask i Indre København.
Altså... jeg troede faktisk, at den fødselsdag var for 10 år siden, siger han så, men bliver straks glad over, at tegneserierne så måske får lidt opmærksomhed. Og at eksempler fra bedre tider måske trækkes frem.
Samme reaktion kommer fra formanden for Dansk Tegneserieråd, Thomas Thorhauge. Men de forstår begge udmærket, hvorfor i dag er en særlig dag. For det er præcis 100 år siden, at altmuligkunsteren Storm P.s tegneserie De 3 smaa Mænd og Nummermanden blev bragt første gang i ugebladet Verden og Vi. Den indvarslede nemlig en ny type tegninger, som skulle blive karakteristisk for den type avisstriber, der stadig bruges: en serie af fire tegninger med en gennemgående figur og en historie, der afsluttes i den fjerde tegning.
Det er nærmest en disciplin i branchen at diskutere, hvilken tegneserie der var den første. For det kommer jo helt an på, hvordan man definerer en tegneserie. Men det vil give god mening, hvis det faktisk er Storm P.s, for han var unik og langt mere opfindsom end alle andre på den tid. Han var altid der, hvor tingene skete, både som maler, forfatter og inden for filmen. Og han har givetvis opfattet en strømning i udenlandske tegneserier, som han så har prøvet af i Danmark. Det er under alle omstændigheder påfaldende, at hans tegneserie har alle de karakteristiska, vi i dag forbinder med en moderne tegneserie. Og det er hævet over enhver tvivl, at hans tegneserier blev fuldstændig definerende for den danske tegneseries første 20-30 leveår, fortæller Thomas Thorhauge.
Når tegneseriebranchen alligevel ikke står sammen om at markere en så vigtig begivenhed som en 100-års-fødselsdag, hænger det ud over uldenheden om, hvornår det hele egentlig begyndte måske sammen med, at stemningen ikke rigtig er til det. Ligesom stort set alle andre trykte medier oplever genren svigtende læsertal. Storhedstiden i 1980erne, hvor et album i serien Valhalla kunne sælge over 100.000 eksemplarer, virker som længere siden end 30 år. Og den mest populære figur gennem tiderne, Anders And, er oplagsreduceret fra over 200.000 pr. blad i 1970erne til under 40.000 i dag, og faldet har de senere år endda fået stadig mere karakter af decideret styrt.
Ungdommen har fået andre og mere digitale muligheder, lyder hovedforklaringen. Og det har kørt tegneserierne ud på et nichespor. Der er ikke krisestemning, understreger landets eneste ph.d. i tegneserier, Rikke Platz Cortsen. Men bestemt heller ikke det modsatte.
Om jeg synes, der er noget at fejre? Altså joeh. Jo, det synes jeg, der er. Tegneserien er jo en kulturform, der har haft stor betydning for vores måde at udtrykke os på lige som film, litteratur, kunst og teater har haft det. Dansk tegneserie har en meget stolt og lang tradition, så hvorfor ikke fejre det?.
Det er forlaget Alvida, som har besluttet at markere begivenheden med bogen De 3 små mænd og nummermanden 100 års narrestreger. Udgangspunktet er dermed ganske kommercielt, og det er måske slet ikke så uretfærdigt for historien om tegneserien, for den begyndte og bredte sig i høj grad på kommercielle præmisser.
I begyndelsen af det 20. århundrede var kampen om avislæserne for længst i gang, og farverige, fantastiske tegninger var et effektivt tiltrækningsmiddel i en tid, der langtfra var plastret til med den slags. En serie af tegninger med et forløb, der kunne få læserne til at vende tilbage dagen efter, var derfor en god idé. En idé, man længe havde udnyttet uden for Danmark, hvor avisoplagene ofte ligefrem blev bestemt af, hvilke tegneserier man bragte.
LÆS OGSÅ: Kulturen i 2013: Eksistens, spænding og tykke bøger
Snart efter Storm P.s tegninger fulgte andre trop. Store, flotte tegninger i alle afskygninger, men med et fælles tema: alt andet end hverdagen, forklarer Thomas Thorhauge.
Tegneseriegenren opstod i sidste halvdel af 1800-tallet som en slags datidens stand-up. Den var en reaktion på tidens pænhedskultur, som nogle mente havde taget overhånd og behøvede modvægt, og tegneserier var derfor fra start anarkistiske af natur og havde en tendens til at ville provokere den gældende moral. Det univers, der ofte blev skabt i historierne, var derfor surrealistiske og afprøvende. Man ville udnytte, at alt kunne lade sig gøre med pen og papir. Den danske version var helt klart mere from i det fra starten, men den havde en surrealistisk og fantastisk grundtone.
Måske var den danske enegang på dydens smalle sti afgjort af tegneseriernes udpræget kommercielle formål: De skulle underholde og gerne vække til eftertanke. Men først og fremmest underholde, så tonen var mere munter end samfundsspiddende.
Med tiden og særligt fra 1930erne blev kanterne rundet yderligere. Hverdagen sneg sig mere og mere ind, ikke mindst hos Storm P.s vel nok eneste reelle konkurrent gennem 30 år: Arne Ungermanns stribe om Hanne Hansen, der skildrer en hushjælps op- og nedture under depressionen. Men også i serier som Magasin Madsen (1930) og Ferdnand (1937).
Efter Anden Verdenskrig fik hyggen endnu et nøk opad med blandt andet den enormt populære, men totalt ufarlige Rasmus Klump. Det samme skete i USA, men først efter en omfattende hetz og siden censur mod de stadig mere kulørte og ofte zombieoverrendte gyserblade, som pædagoger og psykologer mente førte direkte til ungdomskriminalitet og det, der var værre. Resultatet blev mere harmløse serier som Basserne og Radiserne.
En lignende kritik kom også til Danmark fra multikunstneren Tørk Haxthausen i bogen Opdragelse til terror. En kritik, han dog senere fortrød, og som aldrig fik samme højder og effekt som den amerikanske. Måske fordi vores farligste tegner, Claus Deleuran, trods alt ikke var farligere end en joint under dynen her og der.
Trods den stigende harmløshed vandt tegneseriegenren i 1960erne stadig mere anerkendelse. Det skyldtes i høj grad udviklingen og udbredelsen af det længere tegneserieformat, albummet. 48 eller 64 sider, ofte i A4-format og indbundet som en bog og af ikke tidligere set litterær kvalitet med mere personlige og sammensatte historier.
Nogle af de store navne var Asterix og Linda og Valentin. Men det blev især oversættelsen af belgiske Tintin og franske Lucky Luke, der ændrede alt i Danmark op gennem 1970erne, fortæller Thomas Thorhauge. Disse lange historier med intriger og farer fortalt som et filmisk forløb var blevet udviklet og forfinet gennem årtier i særligt Frankrig og Belgien, og nu blev det bedste så oversat og solgt i kæmpeoplag herhjemme. Det var Skipper Skræk. Det var Linda og Valentin. Og det var især Asterix, der i Danmark blev til Valhalla den klart mest solgte titel i hele albumbølgen. 1970erne og endnu mere 1980erne blev således dansk tegneseries storhedstid. Hverken før eller siden er der blevet solgt så meget.
Striberne levede videre i avisen, nu med Livets gang i Lidenlund og Poeten og Lillemor, men de satte ikke længere dagsordenen. De hørte fortiden til. Det ændrede sig så igen med Nicoline Werdelins Homo Metropolis, som reelt var den store danske samtidsroman som tegneserie, og som blev ikonet for den moderne tegneseriestribe, siger Thomas Thorhauge.
Men lige så pludseligt, som tegneserierne var blevet hvermandseje, blev de igen et nicheprodukt. Særligt internettet mangedoblede udbuddet af adspredelser, og resten er en forfaldshistorie. Og dog. For med den svigtende inter-esse er den kommercielle spændetrøje også løsnet. Og tegneserien er måske sat mere fri end nogensinde, påpeger Thomas Thorhauge.
Og i hvilken retning peger den nyvundne frihed så? I flere retninger, heldigvis. Tidens to mest markante avisstriber, WulffMorgenthaler og Morten Ingemanns Og det var Danmark er pudsigt nok en tilbagevenden til udgangspunktet som klassens frække (og ret lumre) dreng. Mens en anden tendens, den grafiske roman, derimod bruger mediet som sin personlige udtryksform på samme måde som film og bøger.
Friheden har på den måde skabt en historisk stor diversitet inden for genren og gjort den mere kunstnerisk inter-essant end nogensinde, mener også Rikke Platz Cortsen. Der er i dag således ingen begrænsninger for, hvordan en tegneserie skal se ud, og genren har derfor fået et langt bredere udtryk.
Der har været en lang periode, hvor de samme få tegnere har domineret formen, men de seneste par år er det kommet stadig flere debutanter på tegneserieforlagene, og det lover jo godt. Dertil kommer en ny tegneserieuddannelse i Viborg, der åbner til efteråret, og der er generelt stor innovationslyst i branchen. Så jeg tror og håber på, at et nyt kreativt vækstlag kan få den danske tegneserie ud af det vadested, den har befundet sig i de seneste par årtier, siger hun.
Thomas Thorhauge er lige så optimistisk og henviser til den store udvikling inden for tegneserier, der lige nu sker i mange af de lande, vi normalt sammenligner os med. I blandt andet Sverige, Norge og Tyskland har man nemlig formået at udvikle genren løbende, mens den danske tegneseriehistorie er langt mere ensporet, siger han. Derfor er det stadig sådan, at siger man tegneserie i Danmark, tænker langt de fleste på albums som Lucky Luke og Asterix.
Tegneserieuniverset har altid næsten udelukkende været henlagt til drengeværelset og på den måde begrænset sig selv i sine snævre forestilling om, hvad en tegneserie skal være. Og det skyldes formentlig, at vi i højere grad end mange andre lande fuldstændig har omfavnet traditionen fra Frankrig og Belgien, hvor tegneseriekulturen kun er skabt af mænd og kun handler om drenge. Men vi har flere gange i historien set, at selv dybt grundlagte traditioner kan ændres. I 1990erne troede alle, at albumbølgen var lagt flad, men så kom hele man-gabølgen fra Japan. Dragon Ball-serien solgte jo 1,5 millioner eksemplarer i Danmark alene og skabte en helt ny læsekultur. Det samme skete med Harry Potter inden for den litterære genre. Så det handler om at skabe noget nyt, der er tilstrækkelig interessant, måske i en kombination af tekst og fortællende billeder, hvor man udnytter de nye digitale muligheder. Og det kunne meget vel være den nye uddannelse i Viborg, der skaber det gennembrud, siger han.