Forlagschefens fem forslag til gode efterårsbøger

Se hvilke bøger forlagschef på Kristeligt Dagblads Forlag anbefaler til efteråret

Johannes Baun, forlagschef
Johannes Baun, forlagschef.

Der er nok at vælge imellem, når forlagene lancerer deres omfattende bogpakker hen over efteråret. Men hvad er egentlig værd at bruge sine efterårsaftener på?

Johannes Baun, forlagschef på Kristeligt Dagblads Forlag, giver her sit bud på, hvilke bøger der gør sig godt som efterårslæsning:

494 sider, 199.95 kroner, Lindhardt & Ringhof

Knausgård er uden sammenligning de seneste års mest omtalte og debatterede norske forfatter, og hans snart afsluttede seksbindsserie, Min kamp, har både ført til sagsanlæg fra forbitrede familiemedlemmer, kritikerroser ad libitum og et kolossalt salg.

Men før Knausgård blev berømt, havde han skrevet en glimrende debut, Ude af verden, og en vidunderlig opfølgning, Alting har en tid.

Bogen er en monstrøs blanding af essaylignende tekster om engle, dybt indfølte dramatiseringer af gammeltestamentlige beretninger og mystificerende fortællerrollelege.

For denne læser har beretningen om Noas ark aldrig været den samme siden mødet med Knausgårds version.

ANMELDELSE
: Overvældende norsk roman

INTERVIEW
: Mit indre er der meget at skrive om

214 sider, 249,95 kroner, Samleren

Lune, vid og levet liv er hovedingredienserne i altid finurlige Torgny Lindgrens erindringer, som den aldrende svenske forfatter tilsyneladende har skrevet under heftigt pres fra sine forlæggere.

De forklarer ham tidligt i bogen, at forfattererindringer er i høj kurs hos læserne, hvilket ikke imponerer Lindgren. Jamen, jeg kan vise dig de forventede salgskurver, forklarer forlæggeren. Hvis jeg forstod tal, var jeg ikke blevet forfatter, svarer Lindgren. Og skriver så sine erindringer, der blander sansemættede beskrivelser af Norrbotten med historierne om slægten og dens særlinge.

Samtidig åbnes der små sprækker til inspirationen til forfatterskabets elskelige figurer, så man enten forstår dem lidt mere eller får lyst til at lære dem at kende.

ANMELDELSE: Begavede refleksioner over liv og kunst

230 sider, 249 kroner, Kristeligt Dagblads Forlag

Sørine Gotfredsen er gammel sportsjournalist og har især skrevet om boksning. Det mærker man i hendes nye debatbog, Den åndløse dansker.

Hun slår hårdt, præcist og nådesløst, når hun peger på den åndløshed, der præger os alle lige fra journaliststanden, over politikere og præster, til børnefamilierne.

Og vel kan man efterfølgende være lettere groggy, men man har også fået noget at tygge på, når man har smagt Sørines huskekager.

ANMELDELSE: Gotfredsens tale til hin enkelte

956 sider, 199,95 kroner, Rosinant

Hvis man kan associere bøger til årstider, er George Eliots 1800-talsklassiker Middlemarch en efterårsbog. Farverig som en flammende løvskov, melankolsk som det snigende mørke, livfuld som den højeste himmel, hyggelige som en lidt for stor sweater.

De talrige, sammenflettede livsskæbner i et lille midtengelsk samfund i tre år omkring 1830 gør dybt indtryk, og Middlemarch må være verdens bedste kollektivroman. Efter 800 sider længes man kun efter endnu mere.

LÆS OGSÅ: Hjemmenes epos

TEMA: Litteraturens store klassikere

40 sider, 149,95 kroner, Samleren

Efter de gakkede, erkendelsesfilosofiske rolledigte i Monsieurs monologer, de gotisk-fantastiske noveller i Hvis man begyndte at spørge sig selv og den modernistisk inspirerede roman Den mindste modstand udkommer nu 37 breve af Adda Djørup, der er et af de mest lysende og viltre talenter i dansk litteratur.

Da hun modtog EUs litteraturpris, som én dansk forfatter kan modtage hvert tredje år, udtalte litteraturprofessor Anne-Marie Mai, at hvis hun bliver oversat og formidlet rigtigt, kan hun få et stort publikum og måske blande sig med de store i fremtiden.

Så måske er 37 breve en kommende klassiker. Læses skal den i hvert fald!

LÆS OGSÅ: Adda Djørup vinder EU's litteraturpris