Dagen den 11. februar 1668 udviklede sig i begyndelsen ganske godt for en karl i Lyngby. Han løb et væddeløb med 10 kvinder og vandt en hel tønde øl. Herligt, men præsten var knap så begejstret. Karlen havde med sit væddeløb ikke kommet en helligdag i hu, og passende måtte han samt de 10 kvinder stå offentligt til skrifte i kirken som bod for deres vanhelligelse af helligdagen. Intet mindre kunne gøre det, for denne dag var blevet taksigelsesdag for at mindes svenskernes stormløb på København ni år tidligere.
LÆS OGSÅ: Et højdepunkt i dansk kultur
Allerede i 1660 blev taksigelsesdagen indstiftet. Først og fremmest af politiske årsager. Frederik III havde brug for en begivenhed til at samle folket omkring sig, og afvisningen af de svenske angribere var perfekt. Administrationen gik kort sagt i gang med at bestemme folkets erindring. I kirken blev sejren sat ind i en kristen kontekst. Salme 124 om redning i farens stund blev afsunget, og der blev læst Mattæus 7, 24-25.
Alle kneb gjaldt, når det gjaldt om at få befolkningen til at forstå sejrens betydning og omfang. Stormen var dermed ikke længere bare en begivenhed, det var et født erindringssted. Et sted, en kollektiv erindring, om man vil, som har en vidtrækkende symbolsk betydning.
Historikeren Sebastian Olden-Jørgensen, som er ekspert i den tidlige enevælde, har skrevet en bog om, hvordan stormen på København er blevet markeret gennem tiden.
Som sin metode benytter han franskmanden Pierre Noras begreb "erindringssted". Et sted, i enten fysisk eller overført betydning, som fungerer som et fikspunkt for den kollektive erindring.
Typiske eksempler kunne være Auschwitz eller et mindesmærke. Det kan også være mere abstrakt som Dyb-bøl som symbol på Danmarks nationale vækkelse.
I sin interessante bog undersøger Olden-Jørgensen, hvordan et sådant erindringssted skabes, og Stormen på København er et fint eksempel. I 1766 ophører man med at mindes dagen i kirkerne. Den underliggende fjendtlige stemning mod Sverige rimede temmelig dårligt på prinsesse Sophia Magdalenes ægteskab med en svensk prins.
Men i 1859 kom begivenheden til ære og værdighed igen. Fjendskabet med Sverige blev endnu engang nedtonet, derimod blev begivenheden brugt til at styrke det skandinaviske samarbejde. Det religiøse gled helt ud. Grundloven havde naturligvis sat spor, og borgernes heltemod i forsvaret blev fremhævet.
I anledning af 250-året var det en militær festligholdelse, og det blev en københavnsk begivenhed, men med mindegudstjeneste og royal glans over festerne.
300-året blev i sagens natur en stilfærdig affære. Anden Verdenskrig havde rodfæstet sig, og der blev kun opsat en lille mindeplade i Stormgade, hvor de svenske faldne blev mindet.
I 2009 var det igen tid til at markere et rundt år. Borgerrepræsentationens politiske fløje ville fortælle en fælles historie om, at der var en lige linje fra stormen til det demokratiske bystyre. Det var ikke den store succes.
Olden-Jørgensen har på mange områder skrevet en eksemplarisk bog. Den er gennemresearchet, og emnet er så absolut relevant. Forfatteren konkluderer ikke overraskende, at historikeren ofte kæmper mod de overleverede myter, som er opstået i de konstruerede erindringssteder. Det kunne i den forbindelse have været oplagt at inddrage skolehistoriebøgerne i den debat. Følger de mon linjerne fra de officielle markeringer?
Erindringssteder er ikke specielt nyt i dansk sammenhæng. Sidste år udkom mindst to andre bøger, hvor forfatterne benyttede sig af begrebet.
Det er imidlertid noget nyt, at en historiker så indgående beskæftiger sig med et enkelt erindringssted. Det er en både spændende og interessant måde at beskæftige sig med historiske begivenheder på.
Nu hvor vi således er blevet klogere på, hvordan en begivenhed manifesterer sig som et erindringssted, mangler vi kun at vide noget om, hvorfor andre begivenheder fortaber sig i glemslen.
Sebastian Olden-Jørgensen. Stormen på København. 172 sider. 200 kr. Museum Tuscu-lanums Forlag.