Vi må gøre op med tidens nihilistiske kultur

Jesus er et forbillede for forfatteren og historikeren Leo Tandrup, der er aktuel med en personlig kulturhistorie på over 2000 sider. Han håber, at lede ved tidens åndelige krise fører til, at vi begynder at lede efter nye svar tilbage i historien

”Når jeg ikke er desillusioneret, skyldes det, at jeg kan se, hvordan folk, der har befundet sig i en tilsvarende håbløshed som vores, har rejst sig,” siger Leo Tandrup. –
”Når jeg ikke er desillusioneret, skyldes det, at jeg kan se, hvordan folk, der har befundet sig i en tilsvarende håbløshed som vores, har rejst sig,” siger Leo Tandrup. –. Foto: Nils Rosenvold.

Stiller man Leo Tandrup et spørgsmål om noget aktuelt, kan det sagtens hænde, at hans svar begynder langt tilbage i historien. Ikke fordi han vil vige udenom. Snarere tværtimod.

For det er et grundsyn hos ham, at den, der har ambition om at formulere sig blot nogenlunde udtømmende om vor egen tid, må have historien med sig. Man lytter til hans udredninger om tidsmæssigt fjerne forhold og opdager, at de også handler om det tidsmæssigt nære.

LÆS OGSÅ: En hyldest til den gryende kultur

I sit storværk på tre bind, Det oprejste menneske, der netop er udkommet på Aarhus Universitetsforlag, taler Tandrup ligeledes historisk ind i en historieløs tid.

Ved årtusindskiftet besluttede han at gå den lange vej og banke også de tidlige tider op. Alt, hvad han hidtil har skrevet, opfatter han som forberedelse til dette værk, hvor han forsøger at løse en opgave, hvis høje ambitionsniveau vist næsten forskrækkede ham selv nemlig denne at skabe en så objektiv og sand opfattelse af menneskets vilkår op gennem hele historien som muligt.

Leo Tandrup betragter kunsten som den bedste historieskriver, hvorfor han så at sige har ladet den skrive værket. Således at forstå, at han på baggrund af eksempler fra den store kunst op gennem tiderne viser, hvorledes dens skabere har inspireret deres nutid og fremtid i opgør med magtens og elitens ofte fatale overgreb. Via tætte eksistentielle analyser på social baggrund af talrige kunstværker beskriver og vurderer han de op- og nedture, der har sat deres præg på kulturer og civilisation.

Kulturer i vækst præges af fællesskaber og livsværdier, der uddybes de efterfølgende civilisationer derimod af stigende ensomhed og narcissisme, siger han.

Lige nu befinder vi os ifølge Tandrup i en dyb bølgedal. Det spørgsmål, han i sit værk lader stå åbent, er da, om vi er på vej ind i en endnu mere entydig nihilisme end den for tiden herskende. Eller om vi ansporet af den, atter ifølge Tandrup, langt mindre økonomiske end dybe åndelige krise formår at skabe en ny kultur.

Som han bemærker, kan lede ved den nuværende situation føre til, at vi begynder at lede efter noget andet. Det handler om at finde tilbage eller frem til, hvad Tandrup betegner som en nu tabt menneskelighed i tidligere kulturers vækstperiode, især i arkaisk-græsk og romansk-gotisk tid. Den kalder vi uvidende for gammel og aflægs. Men i vor tid vil den virke ny.

Ét er han sikker på: Svaret på det stillede spørgsmål om en ny kultur kan kun blive bekræftende, hvis en aktiv og traditionsbevidst kunst og kultur baner vejen. Han henviser også til de sympatiske forsøg i vor moderne civilisation, det vil sige omkring Første Verdenskrig, på at gøre op med pengematerialismen. Men i dag bør det, påpeger han, ske på en mere dybdeborende måde og ikke som dengang væsentlig med traditionen som fjende, men som fortrolig allieret.

Kulturen gik ned i ingenting dengang. Dens hovedværdier, frihed, solidaritet og kærlighed var blevet totalt udhulede, hvorfor kunsterne sagde fra over for den kultur, som vi især kommer fra. Mennesket skulle tilmed fjerne sig fra hele traditionen, der blev erklæret for utroværdig.

Det generelle i det synspunkt har jeg bekæmpet, siden jeg var ung. Jeg har aldrig troet på det. Når jeg understreger betydningen af traditionen, hænger det sammen med, at jeg meget tidligt opdagede nogle værdier, især i kristendommen. Man havde et stort behov for kristendommen under Anden Verdenskrig, hvor jeg var dreng. Det drejede sig om nødvendigheden af at skelne mellem godt og ondt, siger Leo Tandrup.

En kultur går fra et højdepunkt med et fællesskab, hvor jeget kommer til orde. Når en kultur ekspanderer voldeligt hvad den vestlige har gjort i lang tid dør kulturen. Volden tager det menneskelige væk fra mennesket. Desuden opstår en elite, der er ligeglad med folket. Det er kun de rige, der har et fællesskab. Og den eneste værdi, de mødes om, er penge. Sådan er det i vor tids globalisering. Som i den hellenistiske globalisering efter Alexander den Store bliver eliten til pøbel, fordi den udelukkende har penge i hovedet.

Leo Tandrup taler om bruddet, der skete med den kultur, han kalder faustisk med henvisning til Goethes drama Faust.

Goethe huggede skikkelsen fra 1400-tallet. Men den går helt tilbage til de første århundreder efter Kristus. Faust foregriber det moderne menneske. For han er det første menneske, hvor jegfølelsen er meget stærk.

I begyndelsen var det faktisk godt med den jegfølelse. For jeget var hængt ud mellem Gud og Fanden. Man havde respekt for begge dele. Men nu er jeget uden Gud og med en Fanden, der er nådeløs, fordi man ikke respekterer ham. Kender man nemlig ikke Fanden i sig selv, kender man ikke noget som helst. Det drejer sig om det, grækerne kaldte kampen mod det uædle, mens vi hos os taler om kampen mod det onde. Men den kamp er man kun i stand til at føre, hvis man har Fanden med. Han er sat i verden både for at forføre mennesket og for at sige sandheden, når vi er selvisk forførende.

Faust er i starten den neutrale videnskabsmand uden forbindelse hverken med det guddommelige eller med folket. Han svæver midt i det hele. Ligesom mange gør i dag. Disse mange er tilskuere til en verden, som de ikke bryder ind i med åndelig lidenskab, hvorfor de mister den legemlige lidenskab. Intet vigtigt åndeligt er på spil. Der er kun den abstrakte profit svarende til den abstrakte kunst, som derfor passer folk så godt.

Senere i dramaet møder Faust Fanden eller Mefisto, der spørger, hvor hans lidenskab er henne. Det medfører, at han begynder at føle et savn. For Mefisto har jo ret: Hvor er lidenskaben?.

Umiddelbart kan Leo Tandrup forekomme desillusioneret i sit syn på nærværende epoke. Men han afviser, at han er det:

Når jeg ikke er desillusioneret, skyldes det, at jeg kan se, hvordan folk, der har befundet sig i en tilsvarende håbløshed, har rejst sig.

Vi ser det hos grækerne omkring år 800 før Kristus. Deres situation lignede meget vores i dag. De var omgivet af tidens banditter, fønikerne, der beherskede en globaliseret middelhavsverden og ligesom amerikanerne og nu også kineserne gik efter profitten. Nogle måtte sige fra. Det var der efterhånden flere grækere, der forstod. Blandt andre digteren Homer, der bygger på grækernes egen fortid og i Iliaden sætter spørgsmålstegn ved, om grækerne virkelig hellere ville føre krig for egenæren end gøre noget for kærligheden.

Der er flere eksempler på folk, der har rejst sig. Og det kan ske igen. For hvis et folk har levende forbilleder, vil det altid prøve at leve op til de udfordringer, der opstår, ja, faktisk prøve at overgå dem. Det er dette, der skaber kulturen.

Allerede grækerne blev klar over, at man var nødt til at skabe et retfærdigt samfund. Holder man op med at tale om et sådant, har man i realiteten opgivet det. Det ser vi i dag. Politikerne i den territorielle stat kan ikke mere stille noget over for den flydende, uhåndterlige eksterritorielle kapital. Det er den, der har magten. Og det er den, der tjener alle pengene.

Man opgiver derfor at fastholde et velfærdssamfund og taler ikke mere om et kommende bedre, men om et anderledes samfund, hvor selvstændige borgere skal sørge for sig selv. Det lyder vældig fint. Men mange kan ikke klare det. Og en forfærdelig kløft skabes mellem rige og fattige.

Det, der for mig at se skal til, er nogle nye institutioner, der kan tage kampen op. Nationalstaten kan ikke mere. FN og EU kan ikke. EU er ved at gå til grunde. Det er til dels dets egen skyld. For EU er et eksempel på en selvsmagende elite, der i virkeligheden er ligeglad med folket.

Hvad kendetegner så den alternative kultur, for hvis skabelses skyld værket vel dybest set er skrevet?

Nietzsche sagde, at vi skulle tilbage til Dionysos (græsk gud for vegetation, især vin, for folkeligt fællesskab og lidenskab, red.) i kampen mod Den korsfæstede. Mit bud er snarere, at vi skal have en kultur, der bygger både på Dionysos og Den korsfæstede. At stryge Den korsfæstede går ikke. Det ville være at stryge også samvittigheden.

Hele tiden har jeg vidst, at Jesus skulle spille en rolle i Det oprejste menneske. Jesus bliver især i gotikken, men også i renæssancen ikke alene et livsideal, men også et politisk ideal som en repræsentant for de kræfter, der gør op med tyranni og adelsvælde og skaber et borgerligt republikansk system. Forestillingen om frihed, lighed og fællesskaber er sammen med menneskerettighederne fuldstændigt afhængig af den evangeliske tro, siger Leo Tandrup.

Det oprejste menneske blev anmeldt i sidste uge i Kristeligt Dagblad. Læs artiklen på

k.dk/kultur