To unge piger sidder på en bænk. Den ene taler i telefon om alt og ingenting, den anden forsøger at læse sine lektier. De taler om at kede sig så meget under coronakrisen, at man kan finde på at irettesætte sin lærer for ikke at give nok lektier for.
Det lyder måske ikke som opskriften på et vellykket kulturelt eksperiment, men det er ikke desto mindre det, den nye ungdomsserie ”Centrum” er blevet kaldt.
Serien er mere eller mindre opstået som tidsfordriv for instruktør Jonas Risvig under coronakrisens tomme hverdag. Men på grund af den positive modtagelse af serien, har han nu måttet skubbe alt andet arbejde væk fra skrivebordet.
"Centrum" er en serie for unge - den vises ikke på tv, men udgives ét afsnit ad gangen på internetplatformen Youtube. Hvert afsnit er mellem 8 og 15 minutter langt, og serien har flere nytænkende og eksperimentelle elementer. Der produceres for eksempel kun to afsnit ad gangen hver uge, hvilket betyder, at hovedpersonernes liv i fortællingen udfolder sig parallelt med samfundsudviklingen i seernes virkelige liv. Overordnet handler den om de to veninder Agnes og Luna, der forsøger at få deres venskab til at hænge sammen i en hverdag med epidemi, eksamensperiode og kærlighed.
Serien blev til under coronakrisen, hvor hverdagens spilleregler har ændret sig dag for dag, hvilket afspejles i serien grundet dens uge-til-uge-produktion. Da regeringen i starten af maj genåbnede landets efterskoler, skulle hovedpersonen Agnes pludselig skilles fra Luna og tilbage på efterskole i det følgende afsnit. Serien er så aktuel, som en serie kan være, men mest af alt arbejder den for at være det, som unge har brug for, siger den 27-årige filminstruktør Jonas Risvig.
Og noget må han gøre rigtigt, for serien er blevet godt modtaget af et ellers kræsent publikum. Mellem 80.00-100.000 unge fra Danmark og Norge ser med hver tirsdag, når et nyt afsnit udgives.
Men hvad er det, der gør ”Centrum” til noget specielt?
I et af de nyeste afsnit sidder de to unge hovedpersoner Agnes og Luna udenfor på en bænk og taler sammen, inden Agnes skal tilbage til sin efterskole. De taler lidt om kæresten, lidt om porno, lidt om en sang, Luna selv har lavet. En efterskolelærer cykler forbi. De taler lidt med ham. Agnes rejser sig og siger farvel, og sådan går halvdelen af afsnittet.
Det er muligvis ikke den dramatiske fortælling, man måske forventer af en ungdomsserie, men den lille video er blevet set mere end 80.000 gange. Og det er helt og aldeles bevidst, at afsnittene stille og roligt fyldes ud med samtaler og hverdagsdrama, fortæller Jonas Risvig. Han har længe villet skabe noget til unge mellem 14-18 år, og efter et par fejlslagne forsøg besluttede han sig for at rejse ud og tale med dem i stedet for at gætte sig frem til, hvad de gerne ville se. I starten af året besøgte han 20 skoler og efterskoler for at tale med unge.
”Projektet blev til, da jeg erkendte, at selvom jeg kun er ti år ældre end min målgruppe, så er der allerede meget, som jeg ikke længere forstår,” siger han.
I samtalen med unge fik han at vide, at de få tilbud, der rettes mod dem, ofte bliver for karikerede eller for spændingsfyldte. For langt væk fra hvordan unges liv egentlig er.
”Der er simpelthen stor mangel på dansk fiktion. De unge følte ikke, der fandtes noget til dem,” siger Jonas Risvig og fortsætter: ”Det første, jeg hørte en ung pige sige, var, ’kan I ikke bare for en gangs skyld lave noget om nogen, der laver det samme som os?'”
Og det, unge laver, er først og fremmest at tale sammen. Og tænke. De bliver kærester, drikker alkohol og snakker om fester og sex, fortæller de Jonas Risvig. I dag er han i tæt kontakt med dem, for det er nemlig unge selv, der skriver historien om hovedpersonerne Luna, Agnes, William og Maja. Det er endnu en af grundene til, at serien er lidt af et eksperiment.
Over 100 unge er tilknyttet Jonas Risvigs ungdomsredaktion, og seerne kan selv skrive ind og kommentere på historien og bestemme hvilken vej, livet skal gå for hovedpersonerne. Den digitale platform, som serien udgives på, giver også skaberne mulighed for at stille seerne konkrete spørgsmål undervejs i fortællingen, så de kan give deres mening til kende. I afsnittet, hvor Agnes tager tilbage til efterskolen, viser der sig en lille hvid boks i toppen af skærmen, idet hun rejser sig og går. ”Kan venindernes adskillelse blive en god ting?,” spørger boksen seeren. Og med et enkelt klik kan man svare ”ja” eller ”nej”.
Jonas Risvig sørger for at holde den røde tråd igennem seriens handling, men indholdet skrives stort set af publikum selv. Inddragelsen af seerne er en vigtig del af produktionen, fortæller han. Det giver dem indhold, de kan identificere sig med og som ikke ”suser henover hovedet på dem”.
Og de unge skriver en serie om at kede sig under coronakrisen. Om usikkerheden, der følger med et ungdomsliv under en pandemi. Skal eller skal man ikke tilbage til skolen, skal eller skal man ikke til eksamen, og er der overhovedet nogen grund til at lave lektier? Og der er naturligvis også masser af tid til alkohol, skænderier og snak om kærlighed og sex og den helt almindelige usikkerhed i den sammenhæng.
Jonas Risvig har længe haft sit filmskaberøje rettet mod genren. Både, erkender han, fordi han vidste, der var et hul i markedet, men også fordi, han mindes selv at have manglet noget, han som helt ung kunne se sig selv i. Skal han udpege sin yndlings ungdomsfilm fra Danmark, så peger han stadig på firser-hittet Zappa af Bille August og Bjarne Reuter. Filmen fra 1983 handler om de tre drenge Bjørn, Sten og Mulle, der i 1960’erne lokker hinanden ud i kriminalitet.
”Den er nogle år gammel efterhånden. Så jeg har altid følt, at der manglede en dansk produceret film eller serie, som på samme måde kunne handle om de flotte temaer om at være venner og om det at presse hinanden ud på kanten. Når jeg arbejder med de unge, så finder jeg tilbage til den femtenårige Jonas, som stod i niende klasse og ikke anede, hvad der skulle ske. Og hvis han på en eller anden måde kunne have lyst til at følge med i min serie i ti minutter om ugen, så føler jeg, jeg har lavet noget af betydning."
Jonas Risvigs oplevelse af film- og seriebranchen er, at der til unge enten bliver fokuseret på store, dyre produktioner eller små hurtige med fart på, som typisk er dem, man normalt finder på platformen Youtube. Selv forsøger han at placere sig i midten og det helt uden det dyre produktionsværk. Faktisk arbejder produktionsteamet indtil videre frivilligt på serien, fortæller han. Og serien er da også gratis og ligger frit tilgængelig for alle.
”Der er mange, der kan få glæde af serien, og den kan ligge ude til evig tid, så jeg føler mig privilegeret over at få lov til at tale så direkte til unge mennesker, som så mange har svært ved at nå, og som forældre og skolelærere ofte ikke får lov til at tale så direkte til.”
I sine mange møder med de unge har Jonas Risvig også talt med forældre og skolelærere.
”Jeg mødte en folkeskolelærer, som sagde, at han tit følte, at han og forældrene var statister i de unges liv, når de går i niende klasse. At de står ude på sidelinjen og venter lidt og siger: 'når I har tid, så kom lige hen og lav nogle lektier,' fordi der sker så meget i deres liv på det tidspunkt. Jeg føler, at 'Centrum' er blevet en af hovedrollerne i de unges liv lige nu, og det er sådan noget, jeg først rigtig forstår, når jeg kommer ud på den anden side af det.”
Seriens unikke form giver en helt særlig form for samhørighed mellem unge, oplever Jonas Risvig. Den giver dem en fælles referenceramme og noget, de sammen kan gå op i, mens verden står usikker hen.
”Det giver en bestemt form for samhørighed på ægte højskolesangbogs-facon,” siger han.