Prøv avisen
Boguddrag

Sådan var vores møder med Jesus

"Det er februar, marts eller april. Da er det, at jeg med ét pludselig opdager, at Jesus er på vej hen til mig. Han har en halvhøj pande og en næse lidt større end gennemsnittet, lidt mere benet," sådan skriver Charlotte Rørth i sin nye bog. Foto: Leif Tuxen

Vi er begge journalister. Næsten jævnaldrende. Vi har begge mødt Jesus på næsten samme måde, skriver Charlotte Rørth, som er aktuel med efterfølgeren til sin første bog "Jeg mødte Jesus". I dette uddrag fortæller hun og kollegaen Jesper om deres møder med Jesus

"Jeg hedder Jesper Borup. Jeg er født i 1971 i Svendborg, opvokset i Svendborg. Skal jeg fortælle om mig selv?"

Vi sidder som aftalt ved spisebordet i hans stue i Odense. Alt er almindeligt. Et parcelhus af gule mursten med nummer 22 i et villakvarter, der kunne ligge i en hvilken som helst provinsby. Det er påskelørdag og skyet udenfor. Indenfor ved vi meget om hinanden, andre ikke ved, selv om vi indtil nu kun har været sammen i ganske få timer på en café for nogle uger siden. Genkendelsen dengang var så stærk, at fristelsen til at drukne i den var og er enorm.

Vi er begge journalister. Næsten jævnaldrende. Vi har begge mødt Jesus på næsten samme måde. Jeg har skrevet og fortalt om mine oplevelser, Jesper har tiet. Kun Rikke, ungdomskæreste og nu fraskilte hustru, og så de to ældste af deres tre børn og enkelte nære venner kender til den eftermiddag, Jesus vandrede ind i hans lejlighed på anden sal i Valdemarsgade på Vesterbro i København. Jeg er nervøs. Han er nervøs. Vi burde være cool. Herre Gud, vi har begge flere årtiers erfaring i at interviewe, og vi har begge levet i mange år med oplevelserne, men når man skal fortælle om at stå ansigt til ansigt med Jesus, bliver man seriøst vaklende i sit sprog og helt utrolig hudløs, nøgen, prisgivet den, der lytter – og den, der læser.

"Jeg har en storesøster, tre et halvt år ældre. Min mor var kommunalassistent på Kulturel Forvaltning i Svendborg, sekretær hos en øjenlæge og på havnekontoret. I dag bor hun på plejehjem. Hun har Alzheimers. Min far var revisor. Det var en stille barndom. De blev skilt, da jeg var femten. De sidste ti år af hans liv drak han meget. Hvis man besøgte ham tidligt nok på dagen, kunne man sagtens have det hyggeligt og lave mad sammen," indleder Jesper og går durk ind i det, der gør ondt. I dag pakkes intet ind.

"Jeg fandt ham langfredag 2008. Vi var til påskefrokost hos mor, og så ville min søster og jeg lige ned og kigge til ham. Han var faldet om af druk og lå og rystede under sin seng. Han var stadig levende, men i en form for alkoholchok, han ikke kunne komme ud af. Han dør efter at have ligget tre uger i respirator. En gang imellem fik man lige kontakt. Ellers sad jeg og lagde mærke til, hvor meget personlighed der egentlig lå i hans vejrtrækning."

"Har din far noget at gøre med, at du nu fortæller om dengang, Jesus viste sig for dig i din stue?"

"Han har i al fald noget at gøre med, at jeg har tiet om det i alle de år. Jeg vokser op i en familie, hvor religion er et konfliktspørgsmål. Mor tager os med i kirke til jul, og der er ikke nogen tvivl om, at vi skal konfirmeres. Vi får hendes gamle salmebøger og et tro-, håb- og kærlighedssmykke. Sådan noget. Men vi beder ikke aftenbøn for eksempel. Min far var det modsatte af troende og meldte sig ud af folkekirken. Det fyldte egentlig en hel del i min barndom, for jeg havde selv et forhold til Gud før, jeg kunne formulere det. Det var vel det, folk kalder deres barnetro? En bevidsthed om en Gud, der var deroppe, som man kunne bede til, og som jeg også bad til. Ikke officielle bønner fra salmebogen, men samtaler. Jeg følte mig passet på. Han var der hele tiden, var en del af mit verdensbillede."

"Passet på, ikke holdt øje med?"

"Ikke med pegefinger. Mere passet på."

"Hvor kommer den Gud fra?"

"Det ved jeg sørme ikke. Der er ikke nogen, der prenter det ind i mig. Ikke engang min farmor, min eneste bedsteforælder, tror på Gud. Jeg bliver også meget overrasket, første gang andre omtaler Gud som en mand med hvidt skæg. Det er han slet ikke for mig. Min Gud er ung. Han har ikke skæg. Har ingen rynker. Han er driftig."

"Du har ikke været ret gammel, da du bliver overrasket?"

"Lidt gammel. Syv-otte år."

"Snakker du med din mor og far om det?"

"Nej."

Jesper Borup har en stor oplevelse, han vil fortælle, men han kan ikke skynde sig og må nærme sig mødet med Jesus langsomt. Han er genert. Han vil være sikker på, at han fortæller, så han ikke fremstår som mærkelig. Og han vil selv kunne følge med, nu det er første gang, han fortæller hele historien. Han har altid villet fortælle historier om det, der sker. Ikke opdigtede historier, han har altid villet være journalist, og sidder allerede som lille dreng med en mikrofon og båndoptager og leger, at han speaker fodboldkampe. Som ung forestiller han sig, at han vil høre mere til i pressemiljøet, hvis han ikke tror på Gud. Alligevel tager han til Israel flere gange. Det er ikke troen, der får ham derned, fortæller han sig selv, men han møder den, husker han og spørger så om min rejse derned.

"I "Jeg mødte Jesus"skriver du om dit besøg på Tabor-bjerget. Der er jeg også og ser et lys, som jeg tillægger en religiøs betydning. Det giver mig en fornemmelse af at være blevet fundet."

"Hvordan ser det ud? Jeg spørger, fordi jeg jo også en morgen i december 2008 blev ramt af et gyldent lys, der kom fra himlen, da jeg gik med hunden langs Rold Skov."

"Ja. Det husker jeg. Det minder meget om din oplevelse. Lysstrålen er klar og gul. Den rammer mig i brystet. Den er på en eller anden måde kompakt og vel fyrre centimeter tyk."

"Fyrre centimeter. Det er stort. Min var på størrelse med et nedløbsrør og ramte i panden. Din rammer i brystet. Er den varm? spørger jeg."

"Den brænder mig ikke, men er varmere, end jeg og luften er. Det føles rart og blødt."

"Det må være samme slags. Hvad skal man kalde det? Jeg bruger ordet lyn, og det er forkert, for der er ikke noget hektisk over det."

"Nej, slet ikke. Det er noget lys, som jeg kigger efter, samtidig med at det finder mig. Jeg får øje på det, og så kommer det ned gennem nogle trætoppe. Det omslutter mig ikke udvendigt. Det varer ikke særlig lang tid. Fem-ti sekunder. Så er det ovre."

"Det er ikke skræmmende?"

"Nej, det er meget velkomment. Indbydende. Overraskende vil jeg ikke sige. Det er meget naturligt. Det er et anderledes lys end ellers, men det hører til stedet."

"Men samtidig har det noget med dig at gøre, for du er blevet fundet?"

"Måske er jeg bare mere åben end de andre. Jeg tror også, de andre kunne se det, hvis de ville. Jeg spørger dem, der er sammen med mig, om de kan se det eller mærke det. Det svarer de nej til."

"Hvorfor skulle du være særlig åben? Du er ikke deroppe i en spirituel jagt på Jesus."

"Næ, ikke mere, end jeg altid er. Ha-ha. Det er en periode i mit liv, hvor jeg stadig kæmper med at tro eller ej. Jeg får sværere og sværere ved ikke at tro, mens jeg er i Israel, men jeg tager ikke hjem som genfødt kristen. Jeg er opmærksom på de religiøse oplevelser og tager dem ind, men jeg er ikke færdig med at tænke og tvivle."

"Så du er åben, men ikke på jagt?"

"Det kan man godt sige, svarer han," og jeg fortæller, at jeg den december morgen, jeg blev ramt, vidste, at det var Guds lys. Selv om jeg ikke vidste det. Jeg anede ikke, at noget sådan kunne ske. Havde ikke hørt om det på det tidspunkt, men jeg var sikker."

"Ved du også, at lyset kom fra Gud?" spørger jeg ham.

"Ja, ja. Det ved jeg."

"For mig var det også en selvfølge, selv om jeg var helt uforberedt. Det er en form for viden, man får hældt i sig, der går uden om hovedet. Du er heller ikke i tvivl?"

"Nej!"

Der er gået halvanden time. Vi er udmattede. Det trætter at være intens. Vi har ikke flyttet os en millimeter, men nu rejser vi os og drejer ud i køkkenet for at sætte mere kaffe over. Jesper lægger hjemmebagte boller i en kurv. Finder pålægschokolade frem. Som om vi har brug for sukker til det ubegribeligt store og seriøse, vi står med mellem os, som får os til at føle os som tillidsfulde børn. Vi bliver usikre, når vi forlader den tilstand, vi er i inde ved spisebordet. Det dybt intime bliver til at bære inde i stuen, hvor vi har en optager imellem os og er på arbejde. Herude i køkkenet bliver det så privat og uhåndterbart, at det gør os forlegne. Vi skynder os at gribe kaffekrus og kande og går tilbage til bordet.

Jeg indleder med en konstatering:

"Vi er i 1998. Du er i en periode af dit liv, hvor du har det godt. Du er blevet ansat i DR, hvor du har været siden. Du skrev til mig allerførste gang, at du havde det godt, da mødet fandt sted. Ligesom jeg havde."

"Ja. Min drøm er gået i opfyldelse. Jeg er i DR. Jeg har det så godt. Jeg arbejder enormt meget og går til fester i fritiden. Når jeg er hjemme og bare er alene, slapper jeg af i stuen. Det er en toværelses lejlighed med en stue, der vender ud mod de andre lejligheder i Valdemarsgade overfor, en fordelingsentré, køkkenet og soveværelset ud mod gården. Jeg sidder i stuen med ryggen til soveværelset. Jeg har en af min farmors gamle lænestole, som jeg godt kan lide at sidde i. Der sidder jeg tit og hører musik, og når den stopper, bliver jeg siddende og kigger."

"Du stener, som det hed i 1990erne?"

"Nærmest. Jeg kan godt sidde der en halv time, før jeg rejser mig op og tænder igen. Det dyrker jeg meget i den periode. Jeg ved ikke, om man skal kalde det meditation. Det handler om at sidde og lade tankerne fare. Det er februar, marts eller april. Da er det, at jeg med ét pludselig opdager, at Jesus er på vej hen til mig."

"Hvorfra?"

"Hvis du er vinduet, og min sofa står her, og spisebordet her …”, forklarer han og peger rundt, mens jeg afbryder:

"Der er næsten ikke plads til Jesus?"

"Ha-ha. Nej, han skal kante sig lidt. Det er i en form for periferi af min bevidsthed, at jeg opdager, at han er på vej. Og så står han der lige pludselig. Jeg kigger ikke op på ham. Men jeg ved, at han er der. Jeg lader ham være ude i kanten og søger ikke øjenkontakt. Endnu. Jeg vender mig lidt over imod ham, mærker, hvor tæt han er på, men bliver siddende. Hvis jeg løfter min arm, vil jeg kunne række ud og røre ved ham. Men det gør jeg ikke. Jeg ser hen på ham. Han er slank. Højere end mig, men ikke meget. Jeg er 1,74. Han har en kjortel på, der går hen over den højre skulder. Den er knælang, ikke hvid, men heller ikke brun. En arbejdskjortel, en hyrdekjortel, vil jeg kalde den. En, man har på, hvis man skal ud og gå langt, og han har gået langt. Den er ikke ren, men støvet, og han har sand på sig. Det er, som du beskriver i din bog. Der sidder sand i sveden i hårene på fødderne, ved lædersandalerne, og på underdelen af benene."

"Har han den røde jord mellem tæerne, som da han viste sig for mig, og som jeg genså nede på Tabor-bjerget?"

"Jeg vil beskrive det som mørkt sand, som man har på sig fra en grusvej. Mørkt brunt. Han er en, der laver noget, ja. Hans hænder er stærke. Jeg har små tykke fingre. Hans hånd er lang. Lang og stærk. Håndværkeragtig."

"Han havde ikke naglemærker, da jeg mødte ham. Har han det, da han kommer til dig?"

"I hænderne? Nej. Jeg ser ikke begge hans hænder, den ene hænger ned langs siden, men den anden rækker han frem mod mig. Højre hånd. Der er ingen naglemærker på. Det vil jeg sige. Bum, bum, bum, kan jeg være hundrede procent sikker? Det kan jeg ikke. Men der ville også være hul på oversiden af hånden, ville der ikke?"

"Jo."

Han lukker øjnene et øjeblik, inden han svarer.

"Jeg ser ikke noget sår på oversiden, nej, det gør jeg ikke, husker han og fortsætter beskrivelsen, nu af hans hår og ansigt."

"Han har nærmest skulderlangt, brunligt hår. Lidt rødligt og lidt mørkere end brun, men i den kategori. Krøllet, lidt hippieagtigt. Så har han skæg. Ikke meget langt, men fuldskæg. Ikke lige så kraftigt som mit, men heller ikke tjavset. Jeg ved ikke, om han er en ekstremt flot mand. Han har en halvhøj pande og en næse lidt større end gennemsnittet, lidt mere benet. Han har markerede kindben og er lidt lang i ansigtet. Som hvis man tog Russell Crowe og gjorde ham tyve kilo lettere. Et klart maskulint ansigt. Jeg kan mærke, at han kigger ned på mig. Og jeg kan mærke, at han kigger ind på mit bryst."

"Der hvor du blev ramt af lysstrålen på Tabor-bjerget?"

"Lige præcis. Det har jeg aldrig tænkt over. Jeg har aldrig sammenstillet de to oplevelser før nu …Jeg føler det, som om han kan se alt det, der er inde bagved. Jeg føler, at netop det er alt, der er mig. Det, der i virkeligheden er mig og min habitus og erfaringsmængde og mine tanker og mit sande jeg. Det sidder inde bagved mit bryst. Og han kan se det hele på én gang. Det er simpelthen en fysisk fornemmelse, som jeg kan mærke den dag i dag: Den måde, han kan se det hele og rumme det hele på. Jeg har fornemmelsen af, at han vil sige noget i retning af: Det er okay. Det er okay, hvad jeg gør, og det er okay, hvem jeg er. Det er en form for fuldstændig ubetinget accept og kærlighed, som han giver mig eller giver mig oplevelsen af. Det er nogle lidt forurenede ord, der ofte betyder andre ting, som handler om behov, men det er simpelthen ikke det, det er styret af. Det er en altomsluttende kærlighedsoplevelse – ikke som nogen som helst andre former for kærlighed. Det er et rum,vi er i sammen. Og måske vil han sige noget mere, men det er, som om det er nok, at han er der. Han behøver ikke formulere det. Han har vist mig det, fortæller han og tøver lidt. Ser derefter op og ler henover bordet. Som om han skulle minde sig selv om, at der er ok at fortælle. Det er bare mig, der sidder over for ham, og han ved, at det, han fortæller, er magen til det, mine møder gjorde ved mig."

"Jeg mærker en varme, der omgiver ham og står ud fra ham. Og så har han nogle forskellige kanaler, som det stråler ud fra. Der er et lidt kraftigere lys ud af hans øjne og lys ud af hans pande. Det lyder meget karikeret, som om han står med en hvid plet i panden som en pandelampe, og det er slet, slet ikke sådan. Han stråler generelt, men der er et eller andet, nogle lyskanaler, som der kommer ekstra lys ud af. Lyset er der fra begyndelsen af min oplevelse, men jeg bliver mere opmærksom på det, jo længere han står der. Da der er gået lidt tid, sker der noget. Eller rettere, jeg ved ikke, om rummet har været så stort hele tiden, eller om det har udvidet sig, eller om jeg kan se mere af det, men lige pludselig kan jeg fornemme, at i det rum, han er i … Aj, det er svært at forklare … Jeg kan fornemme, at han ikke er alene i det rum, han er i inde i min stue. Der er nogle dyr, lam eller geder, og heste, æsler eller muldyr. Og nogle fugle. Der er også andre mennesker. Jeg kan fornemme tre-fire stykker bag ham. Han står i en anden dimension, som jeg kan se en tre-fire meter ind i. Jeg er ikke inde i selve rummet og kan derfor ikke se så langt. Men jeg er sikker på, at menneskene og dyrene er længere inde bagved, og at de følges med ham."

Han rømmer sig.

"Virkede han tilpas, glad, urolig, bange?"

"Han er tilpas og fuldstændig oven på situationen. Det er en hverdagssituation. Han er ude og gå en tur og kommer forbi mig og tænker: Jeg må hellere lige gå hen og vise ham, at alt er okay, ham der sidder der. Og så skal han videre bagefter til noget andet."

"Er han rejst langt for at komme hen til netop dig og fortælle dig noget specifikt?"

"Nej. Han synes ikke at have nogen bagtanker." Jesper tier længe.

"Jeg tror ikke, han har nogen bagtanker, gentager han og fortsætter:

"Jeg skal ikke gå med ham eller … Jeg skal bare være her og leve det liv, jeg er i gang med, og leve det til ende og gøre alt det, jeg vil. Følge den vej, der er min og følge min intuition. Det er bare en fuldstændig overgivelse af magt over mit eget liv, hvor han siger: Det styrer du bare. Det er helt i orden. Og så … Han står foran mig og rækker armen ud og er på vej til at lægge den på min højre skulder. En meget varm hånd. Han når ikke at lægge den på min skulder, men jeg kan mærke varmen. Samtidig … Jeg ved ikke, om han siger noget eller på en eller anden måde tankeoverfører. Han mumler det på et sprog, jeg ikke forstår. Hawla, hawla, hawla, hawla, lyder det som. Uden at ane, om det var det, han siger. Det er meget kort. Meningen er den samme som det, jeg allerede har forstået."

"Det ved du?"

"Ja, det er ikke noget nyt, han bringer på banen. Det ved jeg bare, som jeg sidder der. Da hans hånd er på vej hen til mig, opdager jeg, at jeg sidder helt stiv i stolen. Mine ben og hænder er meget tunge. Jeg vil løfte hånden for at røre ved ham, men det kan jeg ikke. Jeg regner med, at han vil lægge sin hånd på mig, og så vil jeg også lægge min hånd på hans, men jeg kan ikke røre mig. Og så stopper situationen. Han vender sig om og går. Jeg tænker måske lidt, at det sker, fordi jeg gerne vil gøre situationen meget bevidst, spørge ham om et eller andet."

"Fordi du slår hovedet til?"

"Det kan man godt sige. Jeg kan ikke lide at bruge ordet vågne, for jeg har ikke været væk. Jeg har sanset det hele. Men da jeg prøver at løfte hånden, at handle, slutter situationen, han vender sig og går. Han går hen imod dem, der står og venter på ham og forsvinder, da han kommer to-tre meter hen i rummet. Han går ind i den dimension, han kom fra. Han opløser sig ikke og bliver heller ikke til en tåge. Det er bare så naturligt, at der er etableret en forbindelse mellem den dimension, han bevæger sig i, og den, jeg sidder i. Og nu går han tilbage til den dimension, han kommer fra, og idet han er forsvundet ud af mit synsfelt, er den dimension væk."

"Er det en dimension, eller ser du bare ned i en anden tid, som jeg oplevede at se ned i Israel en forårsdag i år nogle og tredive?"

"Det er begge dele. Han er begge steder. Her og nu og dengang, han levede. For ham er det ligegyldigt, om det er i år 36 eller år 2000. Han er bare. Det er sket en eneste gang i mit liv, men det føles nøjagtigt lige så naturligt, hvis det var sket hver eneste dag. Selv, efter jeg har tænkt så meget over det, er det stadig en fuldstændig naturlig oplevelse. Der er ikke noget halløj i det fra hans side. Det er helt almindeligt. Og da jeg læste din oplevelse, sagde det bare BANG! Hold kæft, du har oplevet nøjagtig det samme som mig. Det kan godt være, du bruger andre ord og har andre detaljer, men det er bare den samme oplevelse."

"Hvordan vil du beskrive hans fysiske tilstedeværelse? Jeg bruger ordet hologram, fordi jeg så som en slags formidlet krop, hvis man kan kalde det sådan. Er han en lille smule gennemsigtig hos dig også? Eller er det, fordi vi oppe i hovedet ved, at han ikke er krop?"

"Det er svært at sige. Han er krop, men alligevel ikke. Han udstråler varme, han er sin krop, han bærer en kjortel og har sandaler på, men når han går ind i en anden dimension, er han ikke krop mere."

"Hvor lang tid er han hos dig?"

"Det er svært at sige."

"Som radiovært er din tidsfornemmelse ellers ret præcis."

"Det er nok mere et minut end to. Bagefter er jeg helt udmattet af oplevelsen. Jeg sidder stille i bedstemors stol og puster ud. Kigger ned af mig selv og opdager, at jeg kan bevæge mig igen. Da jeg rejser mig op, har jeg en fornemmelse af fuldstændig overvældende åbenhed. Hold da kæft, mand. Alt i kroppen er afslappet. En total lettelse i hovedet. Der er simpelthen så mange ting, der falder på plads for mig i de første par minutter. Alle mulige ting, som jeg har været i tvivl om. Svarene står bare knivskarpt. Jeg behøver heller ikke længere spekulere på, om Jesus findes, og om jeg skal tro på Gud. Om jeg skal blive sammen med Rikke eller ej. Lidt efter kommer der dog en uro. Jeg tænker på, om det overhovedet er rigtigt. Om jeg er død. Jeg tænder for musikken, rører ved tingene, løfter røret til telefonen. Det var før mobiltelefonerne. Jeg ringer til en af mine venner for at høre, om vi skal noget om aftenen."

"Men du siger ikke noget til ham om, hvad der er sket?" spørger jeg ham.

"Nej. Jeg tænker ikke på, at det skulle rage nogen. Der går også lang tid, før jeg fortæller det til Rikke …"