For knap et år siden tog Charlotte Blesky en drastisk beslutning. Arbejdsforholdene var blevet så utilfredsstillende på det plejehjem i Skive i Midtjylland, hvor hun var ansat, at hun valgte at sige sin faste stilling op.
Muligheden for at arbejde med ældre borgere, som har brug for pleje og omsorg i den sidste del af livet, var ellers det, der fik Charlotte Blesky til at uddanne sig til sosu-assistent for 10 år siden.
Men i de sidste år af sin ansættelse på plejehjemmet druknede omsorgsdelen af jobbet fuldstændig i sygemeldinger og omfattende dokumentationsopgaver, fortæller den 51-årige sosu-assistent.
”Vi havde ikke tiden til også at skulle tage stilling til borgerens psykiske velbefindende. Når jeg kom ind til en borger og skulle hjælpe med personlig pleje, og den ældre pludselig begyndte at tale om et eller andet, der berørte vedkommende, så havde jeg simpelthen ikke tid til også at skulle tage stilling til det. Og det synes jeg bare var så fortvivlende,” siger hun.
Hun mener, at det netop er de mange negative historier fra plejesektoren, der har været med til at give sosu-faget dets ry.
Og selvom der er akut mangel på faglært personale til social- og sundhedsområdet, har hun svært ved at se, hvordan man kan gøre faget mere attraktivt, så længe arbejdsforholdene er så pressede på mange plejehjem.
”Når os, der er i faget, skal fortælle om vores fag, kommer det til at lyde negativt, fordi vi har så drøntravlt. For mit eget vedkommende var det rigtig svært at fortælle en ny, der lige var startet på uddannelsen, om de gode ting, i en situation hvor vi druknede i dokumentation og sygemeldinger. Og når der var sygemeldinger, kom der måske en vikar ind, hvis man var heldig, ellers skulle vi andre jo bare arbejde dobbelt så hurtigt,” siger Charlotte Blesky, der i dag arbejder som social- og sundhedsassistent hos et vikarbureau, hvor hun oplever, at hun bedre selv kan disponere over sin tid.
Chefkonsulent i sekretariatet hos Danske Sosu-skoler, Michael Kümmel, kan sagtens genkende det billede, hun tegner.
”Det hjælper ikke, at vi konstant skal læse i aviserne, at det næsten er umuligt at få arbejdstilfredshed som social- og sundhedshjælper på grund af for lidt tid og for dårlige rammevilkår,” siger han.
Michael Kümmel mener, at man hos Danske Sosu-skoler har gjort, hvad man kunne for at forbedre ryet. Blandt andet har skolerne forsøgt sig med landsdækkende fælleskampagner for at reklamere for faget og tiltrække afgangselever fra folkeskolen. Også projektet Skills, hvor elever fra erhvervsskoler rundt om i landet dyster om at blive danmarksmestre inden for forskellige fagområder, er blevet søsat. Men skal der for alvor rykkes på opfattelsen af faget, skal der mere drastiske ændringer til.
”Hvis ikke myndigheder og arbejdsgivere kan skabe nogle rammevilkår, der gør det attraktivt at arbejde i et fag, så er det en meget stor opgave for en skole at markedsføre den uddannelse,” siger han.
Formand for løn-og personaleudvalget i Kommunernes Landsforening, Michael Ziegler (K), er enig i, at uddannelsens ry skal forbedres. Han mener dog, at man allerede har taget et vigtigt skridt ved at regulere på lønnen.
”I forbindelse med de seneste overenskomstforhandlinger fik KL gennemført, at vi skulle bruge nogle af lønmidlerne strategisk og reservere nogle af dem til et ekstra lønløft til især sosu-assistenterne og i nogen grad hjælperne,” siger han.
Men spørger man Charlotte Blesky, kan man godt skyde en hvid pil efter et forbedret ry, hvis lønstigningen ikke hænger sammen med en løsning på det arbejdspres, faget er præget af.
”De to ting hænger sammen. Selvfølgelig vil alle gerne have mere i løn, for sådan er virkeligheden. Men jeg ville langt hellere have 20 kroner mindre i timen i bytte for flere kollegaer og mere tid. For det er så utilfredsstillende, at man ikke kan udføre sit arbejde godt nok.”
I finansloven for 2018 har regeringen afsat 500 millioner kroner årligt til at forbedre bemandingen på plejehjem og i hjemmeplejen. Ældreminister Thyra Frank (LA) har ikke haft mulighed for at stille op til interview, men i en mail skriver hun, at der ikke er tvivl om, at der stadig mangler hænder. Med de mange millioner, der allerede er afsat til området, håber ministeren dog, at billedet vil ændre sig over de kommende år, men det kræver, at flere vil uddanne sig til sosu-hjælpere og assistenter.
“Problemet lige nu er, at selvom kommunerne har fået flere penge og gerne vil ansætte flere, så mangler der folk, som kan og vil tage stillingerne. Derfor er regeringen ved at undersøge området med en stor kortlægning. Vi skal blandt andet finde ud af, hvordan vi får flere til at uddanne sig til sosu-assistenter. For manglen er stor landet over,” skriver hun.
Når det kommer til at øge normeringen, som sosu-assistenten Charlotte Blesky drømmer om, er ministeren forbeholden.
”Jeg er ikke tilhænger af minimumsnormeringer, fordi det risikerer at blive maksimumsnormeringer,” skriver Thyra Frank. Med det mener ministeren, at man risikerer, at arbejdspladser kun vil vagtsætte efter minimumskravet og ikke vil have flere på arbejde, selvom der kunne være behov for det.
Heller ikke KL kan trylle de ønskede normeringer frem, siger Michael Ziegler:
”Som kommuner har vi de penge, vi har, og vi kan ikke sikre flere normeringer. Selvom man kan have en diskussion om normeringer nogle steder, så ændrer det ikke på, at vi skal tale faget op og vise, at det er et meningsfuldt job.”
Han forklarer yderligere, at det skal gøres endnu tydeligere, at det er KL, der har ansvaret for at forventningsafstemme med borgerne, når der bliver skåret ned på ældreområdet. Det kan også være med til at lette arbejdspresset fra sosu’erne.
“Vi skal løfte den byrde af vores medarbejderes skuldre, så det er os, der er ansvarlige for det serviceniveau, der er lagt, og de i stedet kan koncentrere sig om at udføre deres arbejde med de midler, de har. Vi ville selvfølgelig ønske, vi kunne ansætte flere, men det handler også om det muliges kunst,” siger Michael Ziegler.